
"At give kroppen en pause fra alkohol en hel måned er absolut en god idé," siger Kit Broholm, specialkonsulent i alkoholvaner ved Sundhedsstyrelsen. ( Foto: Scanpix )
Overvejer du at tage en januar uden alkohol, skal du ikke holde dig tilbage. Fra Sundhedsstyrelsen er meldingen klar – en januar uden alkohol er en god idé.
Af Jonas Pröschold Erlandsen
Torsdag 05. januar 2012
Snaps, juleøl og champagne. December kan være en våd måned, hvis man ikke holder sig langt væk fra diverse julefrokoster og fejringen af det nye år. Derfor kan en pause fra flasken virke indbydende, når det nye år melder sin ankomst.
I England og USA har det længe været populært at starte året med en ’detox’ eller afgiftning, hvor man ikke drikker en eneste dråbe alkohol i hele januar.
Traditionen med den alkoholfrie måned har endnu ikke for alvor fået ben at gå på i Danmark, men hvis det stod til Sundhedsstyrelsen, kunne danskerne godt stille flasken på hylden måneden ud.
"At give kroppen en pause fra alkohol en hel måned er absolut en god idé. For mange vil det betyde, at de finder ud af, at man sagtens kan undvære alkohol. Derudover vil de måske opleve, at man får mere energi, bliver mindre træt om aftenen og har flere ressourcer i det hele taget," siger Kit Broholm, som er specialkonsulent i alkoholvaner ved Sundhedsstyrelsen.
Læs også:
Unge kan ikke være sammen uden alkohol
Sådan håndterer du din teenagers alkoholforbrug
Lidt alkohol hver dag holder vægten nede
Ikke en mirakelkur
Selv om Kit Broholm kan se positive effekter ved en pause fra alkoholen, understreger hun, at det ikke er en mirakelkur. De sundhedsmæssige effekter, man kan opnå, er udelukkende, at man undgår skader fra den alkohol, man ikke drikker.
Der er altså ikke tale om en udrensning af kroppen, som kan ruste den til endnu mere druk efter alkoholpausen.
"Hvis man tror, at man kan tage en pause fra alkohol i januar og så drikke uhæmmet resten af året med god samvittighed, tager man fejl. Det er stadig en rigtig god idé at holde sig på et alhoholforbrug på syv genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd og at have flere dage hver uge året rundt, hvor man ikke drikker," siger Kit Broholm.
Både godt for gamle og unge
I den periode, hvor man ikke drikker, kan man skåne sin krop for påvirkningen fra alkohol. Men det er især den mentale påvirkning, som en pause fra alkohol kan give, der kan være god, mener Kit Broholm.
Hun er ikke i tvivl om, at det vil være en øjenåbner for både gamle og unge at gå gennem januar uden at drikke.
"For de voksne kan det betyde en oplevelse af, at man til hverdag har mere overskud til familien. De helt unge, der drikker så meget, at de dårligt kan huske, hvad de har sagt og gjort til festerne, vil få en mulighed for at finde ud af, hvor rart det kan være at være flere sammen uden at drikke. Derfor kan jeg anbefale alle, at man tager en pause fra alkohol i januar."
Læs også:
Sådan håndterer du din teenagers alkoholforbrug
Lidt alkohol hver dag holder vægten nede
Alkohol påvirker kvinders søvn mest