
"Mens mange kulhydrat-energidrikke kan være hensigtsmæssige at indtage, hvis du vil opbygge din form, så kan det tilsvarende ikke siges om proteindrikke. Det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for," siger en af forskerne bag undersøgelsen, Dr. James Betts, fra University of Bath. ( Foto: Colourbox )
Ny britisk undersøgelse viser, at proteindrikke og -pulver ikke forbedrer eller gavner din atletiske form. Dansk ekspert er enig.
Af Karina Schultz
Torsdag 07. juli 2011
Der findes ingen anden genvej til at komme i god form end træning, motion og den rette ernæring. Heller ikke proteindrikke.
Det slår en ny, britisk undersøgelse fast. Særlige energidrikke med protein hjælper ikke den gode form og de store muskler på vej – virkningen fra proteindrikkene svarer blot til den virkning, der kommer fra en velbalanceret kost med protein.
"Mens mange kulhydrat-rige energidrikke kan være hensigtsmæssige at indtage, hvis du vil opbygge din form, så kan det tilsvarende ikke siges omkring proteindrikke. Det er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for," siger en af forskerne bag undersøgelsen, Dr. James Betts, fra University of Bath til Dailymail.co.uk og fortsætter:
"Mange af fabrikanterne bag proteindrikkene hævder, at hvis man supplerer sin kost med proteindrikke, så kan det være med til at hjælpe kroppen med at tilpasse sig til fysisk træning."
Men ifølge James Betts får både atleter og motionister rigeligt med proteiner gennem den daglige, anbefalede dosis protein i kosten uden at tilføje proteindrinks.
Dansk ekspert er enig
"Jeg vil kun anbefale proteinpulver som en nødløsning. Pulveret virker ikke præstationsfremmende på samme måde som sund, veltilberedt, naturlig mad. Man får ikke uren hud og dårlig fordøjelse af naturlig mad, men det gør man til gengæld af alt for meget proteinpulver.
Bare kig dig omkring på strandene i de næste uger, så vil du se mange mænd med bumser på den øverste del af ryggen og i ansigtet," siger Birgitte Nymann, kendt træningsekspert fra bl.a. Go'morgen Danmark, uddannet i Idræt fra Københavns Universitet, forfatter og medejer af Fresh Fitness.
Hun mener, at man ved at drikke proteinpulver får en masse overflødige stoffer ind i kroppen - i forhold til at spise fisk, æg og kød.
"Når man spiser proteinpulver, så opbygges kroppen af de bestanddele, der er i proteinpulveret. Men hvis man ser på, hvor meget proteinpulver koster, i forhold til at man skal have den samme mængde protein fra fisk, æg og kød, så er det protein, der bruges i proteinpulver, meget billigt. Og det vil naturligvis betyde, at det ikke har samme kvalitet som protein fra de naturlige kilder. Dvs. kroppens celler opbygges af dårligt protein. Derudover er der i de fleste almindelige slags proteinpulver tilsat sukker, kunstige sødemidler og andre smagsfremmere som skal dæmpe den dårlige smag af det rene protein," siger Birgitte Nymann.
Hun er derfor klar tilhænger af, at man spiser mad og ikke pulver.
"Jeg er klart tilhænger af det naturlige frem for laboratorieskabte fødevarer - og jeg bliver glad, hver gang endnu en undersøgelse viser, at vi ikke kan skabe samme gode kvalitet, som naturen selv kan. For i min verden er det det mest logiske," siger Birgitte Nymann.
Undersøgelsen bliver offentliggjort i næste udgave af tidsskriftet 'Medicine and Science in Sport and Exercise'.
Læs også: Protein giver bedst effekt af fiskeolie