Selv en kortere træningstur på cyklen giver hurtigt bonus på konditionen. Få minutter med høj intensitet er helt afgørende. Ny DVD om landevejscykling for motionister.
Cykl ! - bliv en bedre cykelrytter
Af Brian Holm, Lars Bom og Hans Søndergaard
DVD'en kan bestilles på www.cykl.dk
Pris: 199.00 kroner
Af Anne Funch
Mandag 14. december 2009
Vejer du nogle kilo for meget, har gamle sportsskader eller er mangel på en tid en barriere for at få motion? Hop op på ryggen af en cykel og giv den gas, hvor du kan.
Cyklen bærer din kropsvægt, og få minutters høj intensitet med fødderne på pedalerne har større effekt, end mange tror.
"Man behøver ikke at cykle to-tre timer for at få ordentlig motion. Selv en kortere træningstur, hvor man i mindre intervaller sørger for at få så meget fart på, at musklerne i benene på et tidspunkt føles stive, kan være meget effektivt," siger cand. scient Hans Søndergaard, der forsker i sundhed og motion.
Skånsom motion
Danskerne har taget landevejen til sig. I hvert fald hvis man skal tro en ny DVD, hvor den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm sammen med Hans Søndergaard giver tips og gode råd om alt lige fra god køreskik, rulleskift, teknik i sving til sikkerhed og effektiv træning.
"I modsætning til løbetræning styrker cykling ikke knoglerne. Til gengæld er cykling en skånsom form for motion, ikke mindst når det drejer sig om leddene. Men det er en forudsætning, at man har den rigtige gearing," siger forskeren og tilføjer:
"Som cykelmotionist kan man relativt hurtigt forbedre konditionen og samtidig få styrket de store muskelgrupper."
Ifølge Hans Søndergaard døjer mange med gamle sportskader, så de ikke længere kan løbe. Her er cyklen et godt alternativ.
Til og fra jobbet
Det er primært det stigende antal motionister, der i de senere år har sat sig op på racercyklen, som DVD'en henvender sig til. Men også de mange danskere, der til dagligt eller bare et par gange om ugen tager den almindelige cykel til og fra arbejde kan hente inspiration i DVD'en.
"Hvis der er mulighed for at klæde om og tage bad på arbejdet, kan man sagtens køre to hurtige intervaller med høj intensitet på vej til jobbet. Men selvfølgelig kun dér, hvor trafikken eller andre cyklister ikke udgør en risiko for ulykker. To minutter med høj intensitet to gange på vej til jobbet og to gange hjem igen vil meget hurtigt kunne mærkes på konditionen ."
Læse mere på www.cykl.dk
Næste side: Fem gode råd til, hvordan du forbedrer din motion på cyklen.
Indsend kommentar