Overvægtige og storrygende mennesker har det svært i Danmark. Op imod en tredjedel af alle danskere ”undres eller har direkte svært ved at respektere” usund levevis. Sociolog er overbevist om, at tallet er langt højere.
Af Christian Nørr
Fredag 02. januar 2009
Ryger du som en skorsten, drikker du alt for meget, eller vælter maven ud over bukselinningen? Så er det ikke kun dit helbred, der er i fare, det er din anseelse i store dele af befolkningen også. Det viser en undersøgelse af danskernes sundhed og syn på sundhed, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende og Fri.dk.
Et repræsentativt udsnit af danskerne blev spurgt: Hvordan ser du på mennesker, der ikke er sunde eller holder sig i form?
Godt 10 procent har direkte ”svært ved at acceptere mennesker, der bare lader stå til”, mens 26 procent undrer sig over de usundes adfærd. Særligt de 18-35-årige og de 60+årige er skeptiske, viser tallene.
”I dag ved vi meget mere om, hvor usundt det er at ryge, drikke og spise for meget, end vi gjorde tidligere. Vi ved, at usund levevis er skyld i sygdomme og kan påføre andre skader – eksempelvis vores børn med passiv rygning eller forkert kost. Derfor ser mange ned på mennesker, der helt åbenlyst lader stå til og ikke er deres ansvar bevidst – hverken over for sig selv, deres nærmeste eller samfundet, som de belaster med deres usunde levevis,” siger Arne Astrup, der er institutleder ved Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet og forfatter til adskillige bøger om kost og sundhed.
Det er værre endnu
Men tallene er ikke retvisende, hvis man spørger sociolog Emilia van Hauen. Hun er overbevist om, at der er langt flere end 10 procent af danskerne, der ser ned på sunde mennesker:
”Tallene er undervurderet. Der er et kodeks for, at man ikke ringeagter andre mennesker i Danmark åbenlyst. Men bare spørg i din omgangskreds … Langt de fleste ser skævt til mennesker, der er fede, ryger for meget eller ikke kan styre deres alkoholindtag.”
Ifølge van Hauen har udviklingen skiftet dramatisk de seneste årtier. Hvor rygning og cola tidligere var et oprør og derfor cool, er det i dag lidt ”taberagtigt”, hvis ikke man har styr på sit liv. Samtidig har der ifølge hende bredt sig en kraftig modtrend mod alt det usunde:
”Sundheds-trenden ruller for fuld kraft lige nu. Det vil den blive ved med. I Danmark betaler vi solidarisk til et sundhedssystem over skatten, og derfor vil mange også sige: Hvorfor skal jeg betale for, at andre ikke kan styre sig! Der vil også komme en modbølge mod alt det usunde: Mennesker, der vil gå over i den helt anden grøft og dyrke for meget motion og være fanatiske omkring deres egen og andres sundhed. Begge yderpunkter vil vinde frem,” lyder det fra Emilia van Hauen.