Kinesiske kvinders forbrug af grøn te og svampe kan være grunden til deres lavere risiko for brystkræft, viser australsk forskning.
Af Anne Nyhus
Onsdag 18. marts 2009
Er du glad for grøn te og er livretten svampestuvning, er du ikke alene med på den sunde bølge. Du har også mindre risiko for at få brystkræft, og får du brystkræft, vil den sandsynligvis ikke udvikle sig så aggressivt.
Sådan lyder konklusionen i ny, australsk forskning, skriver nyhedsbureauet AFP.
Forskeren bag undersøgelsen, Min Zhang, arbejder ved University of Western Australia. Hun bygger sin forskning på studier af 2.018 kvinder i den kinesiske by Hangzhou.
Mindre brystkræft i Kina
På verdensplan er brystkræft den oftest forekommende kræftform, men i Kina er forekomsten af netop denne type kræft fire til fem gange lavere end i vestlige lande.
Årsagen hertil er endnu ikke kortlagt, men indtag af te og svampe har, ifølge forskningen, en positiv effekt: ”Risikoen for brystkræft sank betragteligt med det højeste indtag af svampe,” siger Min Zhang til AFP.
10 gram svampe er nok
Selv når kvinderne havde indtaget blot 10 gram svampe om dagen, viste undersøgelsen, der blev gennemført i 2004-2005, at diæten havde en forebyggende effekt.
Kombinationen af svampe og grøn te kan derfor være en af forklaringerne på, at kvinder fra Kina er mindre udsatte for brystkræft end kvinder i andre lande.
Undersøgelsen er publiceret i sidste udgave af International Journal of Cancer.