
Sensommeren er lige som nytåret et godt tidspunkt at tage hul på nye vaner. Vi har haft en pause fra hverdagen, og nu vender vi tilbage til det liv, der som regel er lagt i nogenlunde faste rammer. Det gør det nemmere for nye vaner lige så stille at smelte sammen med dagligdagen og forholdsvis smertefrit blive en del af rutinen.
Hvorfor vente til 31. december med at lægge dine vaner om? Hvad med at lave et sommerforsæt i stedet?
- Jeg vil spise fisk til aftensmad tre gange om ugen... og derfor har jeg bestilt en fiskekasse, der leveres hver uge foran min hoveddør. Og mindst én gang om ugen vil jeg pakke fisken lufttæt ind i bagepapir med grøntsager, krydderurter og smør – og så lige bage pakkerne i 12 minutter – dét er sund fast food.
- Jeg vil drikke mindre kaffe... fordi det bare ikke gør noget godt for min krop og energiniveau i det lange løb. Jeg vil ikke undvære min espresso om morgenen og heller ikke den kop efter frokost. Men alle de andre vil jeg forsøge at erstatte med te, vand med smag eller danskvand.
- Jeg vil sove mere... fordi for lidt søvn øger nemlig risikoen for at spise for meget og forkert, samt gør mig mindre oplagt til at dyrke motion. DERFOR vil jeg blive bedre til at gå tidligere i seng (i stedet for at sidde og spise slik foran fjernsynet).

Christian Bitz er cand. scient. i human ernæring, foredragsholder og forfatter til bøgerne »Bitz din sundhed« og »Bitz dit køkken«. Har du et forslag til et emne eller en myte, du vil have be- eller afkræftet? Så send en mail til: lordag@berlingske.dk
Af Christian Bitz
Tirsdag 16. august 2011
Det har måske ikke været den mest solrige og varme sommer – i hvert fald ikke for dem af os, der har tilbragt ferien her i landet. Men lur mig, om ikke den manglende højsommer har haft betydning for forbruget af god mad og lidt ekstra drikke.
Nogen kan måske endda mærke, at feriehyggen har sat sig på sidebenene eller på maven – det er selvfølgelig lidt irriterende. Men i stedet for at ærgre dig over, at du er blevet mere blød, så glæd dig i stedet over, at du har nydt ferien og er klar til at starte på en frisk. Og brug så det som motivation til at komme i gang med sundere vaner, når hverdagen melder sig igen. Lad os bare kalde det et sommerforsæt.
Sensommeren er lige som nytåret et godt tidspunkt at tage hul på nye vaner. Vi har haft en pause fra hverdagen, og nu vender vi tilbage til det liv, der som regel er lagt i nogenlunde faste rammer. Det gør det nemmere for nye vaner lige så stille at smelte sammen med dagligdagen og forholdsvis smertefrit blive en del af rutinen. Men gør mig nu den tjeneste at lave et sommerforsæt, der går lidt i detaljer.
»Jeg vil leve sundere« er et fint forsæt, men det er lidt ukonkret – og så bliver det sværere at holde. Eller rettere – det bliver sværere at få en succesoplevelse, når målet er for ukonkret.
»Jeg vil spise flere grøntsager« er endnu bedre, men igen ikke konkret nok. Det er svært at vurdere, om man når det forsæt eller ej.
Det er det til gengæld ikke, hvis du for eksempel formulerer dit forsæt sådan her:
»Jeg vil spise grøntsager, hver gang vi får aftensmad« eller »På hverdage drikker vi vand til maden« eller »Jeg skal få pulsen op mindst tre gange om ugen«.
Du bestemmer selvfølgelig selv, hvor omfattende sommerforsættet skal være, men husk, at jo mere opnåelig, målet er, jo større er chancen for at det lykkes at nå det.
Læs også:
Christian Bitz: Få styr på grilleriet
Christian Bitz: Køb dansk
Christian Bitz: Er økologi sundere?
Og måske skal du også begrænse dig i antallet af forsætter – ti nye vaner er klart i overkanten. Fem er også. Men tre er måske passende – eller måske du skal begynde med bare et enkelt, for at komme godt fra start.
Nye vaner må ikke blive for komplicerede – det nytter ikke noget at lægge endnu mere ind i en i forvejen travl hverdag. Det skal være simpelt og helst ikke koste dig ret meget arbejde eller bøvl. Det skal være REALISTISK. Hvis vi lige bliver ved grønsagerne og det at spise dem tit, er det måske nu, du eller din familie skal overveje at abonnere på en grøntsagskasse, der bliver leveret ved hoveddøren én gang om ugen. Så bliver det ikke nemmere.
Der er oven i købet opskrifter med. Det samme kan lade sig gøre med frisk fisk, hvis det er på omega–3 fronten, det halter lidt hjemme hos jer.
Hvis du tænder på sommerforsættet, skal du sætte dig ned og lave en plan evt. sammen med din familie. Du skal helst gøre det, inden ferien slutter – eller også skal du gøre det så hurtigt som muligt efter første arbejds– og/eller skoledag. Inden hverdagen bliver hverdag igen. Og tro mig, hvis du skulle have glemt det fra sidste år – det sker forbavsende hurtigt.
Følg også sundhedsstoffet på Facebook
Skriv forsætterne ned og noter også, hvordan du vil holde dem, og hvordan du vil gøre det så let som muligt at holde dem. Bestem dig også for, hvornår de nye vaner træder i kraft, og når dagen er kommet, skal der ikke være nogen diskussion.
Du skal bare gøre det, du har bestemt dig for. Følge planen. Og klap dig selv på skulderen over de små succeser. Med lidt held, så holder de til næste sommerferie ... ahh ok, så til juleferien, da!