
Fedtet på din steak er måske alligevel ikke så farligt. ( Foto: Colourbox )
En stor undersøgelse frikender det mættede fedt for at øge risikoen for blodpropper og hjerte-kar sygdomme. Forskerne kan ikke påvise en sammenhæng. "Nyd dine jordbær med fløde og okstestegen med krølfedt. Men spar alligevel på det mættede fedt," lyder anbefalingen fra dansk forsker.
Mættet fedt
Stammer hovedsagelig fra dyreriget.
Usundt, fordi det øger kolesteroltallet, specielt LDL-kolesterol.
Findes bl.a. i:
- kød
- mælk
- ost
- smør
- fløde
- æg
- chokolade
- kokos
- hærdet fedt som fx. fast stegemargarine
Mættet fedt kan også indgå i mange kager, kiks og færdigretter
Umættet fedt
Stammer hovedsagelig fra planteriget.
Sundere end mættet fedt, fordi det nedsætter kolesteroltallet, specielt LDL-kolesterol.
Findes bl.a. i:
- fede fisk
- nødder
- avokado
- mandler
- kerner
- olie
- flydende margarine
Kilde: Hjerteforeningen og »Sundt og usundt fedt«, Hvidovre Hospital.
Af Anne Funch
Torsdag 11. marts 2010
Fede flødekager, tykt tandsmør og oksesteg med krølfedt.
Mættet fedt har i årevis været udråbt til at være den helt store skurk i vores kost. Men en række nye og opsigtsvækkende amerikanske studier af i alt 348.000 personer kan ikke påvise en sammenhæng mellem indtaget af mætte fedt og risikoen for at dø af blodpropper eller andre hjerte-kar sygdomme.
Læs også:
Øl er bedst til det fede
Spis mindre fedt og bliv gladere
Kokkebrødre fik fedt nok
Det er fagbladet Ingeniøren, der skriver om de amerikanske forskningsresultater, som strider stik imod de danske kostråd om, at vi skal erstatte fedtet med kulhydrater som f.eks. ris, pasta og brød.
Bladet citerer ernæringsforsker Qi Sun fra Harvard University: »Folk tror, at fedt er dårligt. Derfor kom vores konklusion som lidt af en overraskelse, men andre undersøgelser har tidligere vist noget tilsvarende,« siger ernæringsforskeren til Ingeniøren.
Følg FRI.dks sundhedsstof på Facebook.com/frisundhed
Den amerikanske undersøgelse er en såkaldt meta-undersøgelse, hvor man systematisk har sammenkoblet en række data fra forsøgspersonerne. Forskere har over en årrække på mellem fem og 23 år fulgt op på forsøgspersonerne i undersøgelsen, der har været publiceret i verdens førende ernæringstidskrift American Journal and Clinic Nutrition.
Resultaterne kommer som en overraskelse for lektor Tine Tholstrup, Institut for Human Ernæring.
»Det overrasker mig, at den amerikanske undersøgelse fuldstændig frikender det mættede fedt. Jeg ville ikke have troet, at der stort set ingen sammenhæng er mellem indtaget af mættet fedt og risikoen for blodpropper og andre hjerte-kar sygdomme,« siger hun.
Tine Tholstrup forklarer, at mættet fedt får blodets kolesterol til at stige, så kolesteroltallet bliver forhøjet. Og at man ved, at for højt kolesteroltal øger risikoen for blodpropper og hjerte-kar sygdomme.
»Men samtidig ved man også, at mættet fedt danner nogle lidt større »kolesterolpartikler« i blodet, så kolesterol formentlig ikke så let siver ind i karvæggen,« siger hun og forklarer, at det mættede fedt samtidig hæver den beskyttende gode HDL kolesterol, så den har mindre tilbøjelighed til at harskne (oxidere).
»Det er gode egenskaber, som kan tænkes at modvirke den ugunstige kolesterol-hævende virkning. Det kan have spillet en rolle for de resultater, som de amerikanske forskere er nået frem til,« vurderer Tine Tholstrup.
På trods af de opsigtsvækkende resultater mener Tine Tholstrup alligevel, at man fortsat skal mane til lidt forsigtighed, når det handler om det mættede fedt. Især hvis man ved, at man har for højt kolesteroltal. Hun understreger, at der fortsat mangler forskning, før man kender den fulde sammenhæng mellem fedt, kulhydrater og hjerte-kar sygdomme.
»Man skal ikke afholde sig fra at spise mættet fedt, men kan spare lidt på det og så ellers nyde nogle udvalgte madvarer, der indeholder mættet fedt,« lyder hendes råd.
»Spis det, du sætter pris på. Nyd de dejlige jordbær med fløde eller okstestegen med krølfedt og undlad at spise nogle andre ting. Ved at være mere bevidste om det mættede fedt, vi vælger at spise, kan vi godt spare lidt på det.«
Men spiser vi mindre fedt, skal det erstattes af noget andet.
Ifølge én af forskerne bag den amerikanske undersøgelse er mere kulhydrat – særligt de simple kulhydrater – meget skadelige og øger risikoen for at udvikle diabetes, som igen øger risikoen for hjerte-kar sygdomme. Qi Sun mener derfor, anbefalingen om at spise mere kulhydrat gør mere skade end gavn.
De officielle danske kostråd bliver med nogle års mellemrum taget op til revurdering. Næste gang er i 2012 i forbindelse med en ny udgave af de nordiske næringsstofanbefalinger.
Følg FRI.dks sundhedsstof på Facebook.com/frisundhed
»Noget kunne tyde på, at vores begejstring for kulhydrater skal modificeres lidt. Vi skal nok spise lidt færre af dem,« siger Tine Tholstrup.
Læs også:
Øl er bedst til det fede
Spis mindre fedt og bliv gladere
Kokkebrødre fik fedt nok