
. ( Foto: Michael Bothager )
Lars Ulrich har efter 28 år som rockstjerne gjort Metallica til sit deltidsjob, fordi han skal passe sine børn hveranden uge. Kæresten Connie Nielsen har fået ham til »at stramme op«. Vi fulgte ham i ti dage.
Af Tonie Yde Mørch
Lørdag 27. juni 2009
Mexico City, 7. juni 2009. Himlen er lysebrun. Selv om mexicanerne efter sigende vasker verdens største by med kunstig regn for at skylle forureningen væk, er den skyfri himmel møgbeskidt.
Jeg er på vej ind i en taxa til Foro Sol stadium. Med jetlag siddende tungt i øjenlågene.
Min mobil ringer. »Hej, det er Connie Nielsen. Lars og jeg tænkte, om du ville med på Frida Kahlo-museet, før vi kører ud til koncerten på Foro Sol?«
Se billedserier med Lars Ulrich og Metallica her til højre ...
Jeg har et par måneder tidligere sendt en forespørgsel om et interview med Lars Ulrich af sted.
Jeg ville gerne mødes med ham i San Francisco – den danske Metallica-trommeslagers hjem siden 1983 – for at tale med ham om det liv, han lever, når han ikke er rockstjerne i nok tidens største heavy metal-band.
Når han bare er Lars. Far til tre, kæreste – og et så almindeligt menneske, man nu kan være, når man har været verdensberømt i mere end et kvart århundrede.
Men han insisterede på, at jeg også fik et indblik i hans andet liv, i »the Metallica family«, som de kalder sig selv og deres fans. Derfor har han inviteret mig til den sidste af Metallicas i alt tre udsolgte koncerter i Mexico City, hvorefter jeg skal følges med bandet og deres nærmeste medarbejdere hjem i et privatfly til San Francisco om natten.
Hans kæreste, den danske Hollywood-skuespillerinde Connie Nielsen, er med på turen til Mexico City. For at fejre deres femårsdag. Uden børn. Deres fælles søn, den knap to-årige Bryce, er hjemme i huset i San Francisco sammen med barnepigen fra Søborg, mens Lars’ to andre sønner Layne og Myles på otte og ti år, er hos deres mor, eks-konen Skylar.
»Men der er ikke så meget alene-tid,« bemærker Connie senere. »Der er hele tiden nogen, som vil Lars noget.«
En time efter Connies opkald ruller en stor bil op foran det lille Frida Kahlo-museum, den berømte mexicanske malerindes tidligere hjem La Casa Azyl i Coyoacan. Lars springer ud. Iført cowboybukser og T-shirt. Tager solbrillerne af, udbryder:
»Du ser sgu da dansk ud,« og giver mig et stort kram, der får kæderne om hans hals til at klirre lystigt.
Det er den første af utallige gange, han bruger ordet »dansk« i de mange timer, jeg følger ham.
Connie Nielsens tempo er elegant, hendes hår vådt, tøjet sort afsluttet med høje hæle. Hun giver høfligt hånd.
Lars’ personlige assistent, Barbara, danner bagtrop. Han har ingen bodyguard. Det har han ikke haft de seneste ti år, fordi han fandt ud af, at det tiltrak mere opmærksomhed om hans person. Samtidig vil han gerne møde sine fans. Være tilgængelig.
»Jeg hørte, du landede i aftes. Det skulle jeg have vidst, så skulle du have været med ude at spise med os,« gentager han flere gange, mens han forsøger at holde trit med Connie Nielsens lange ben.
Efter blot fem minutter på museet får den første mexicaner øje på ham. Beder om en autograf og et billede. Snart stimler samtlige museumsbesøgende sammen om ham som fluer omkring en sukkerknald. Han stiller op til det hele. Med flakkende blik.
»Con, Con, kom og vær med,« råber han, men hun smiler bare og søger tilflugt blandt Frida Kahlo og ægtemanden, Diego Riveras møbler, kunstværker og liv.
Selv museumsdirektøren, en venlig dame, får en autograf og tilbyder at give parret en privat rundtur. Efter at have dvælet ved Frida Kahlos seng for anden gang, begynder Lars Ulrich at rykke uroligt på kroppen. Siger utålmodigt på dansk:
»Con, skal vi ikke komme af sted nu? Jeg har ligesom en koncert at spille.«