Hvor øllet fra de andre belgiske trappistbryggerier er en fast del af sortimentet i enhver specialbutik med respekt for sig selv, er flaskerne fra Westvleteren omtrent ligeså vanskelige at opdrive som billetter til en intimkoncert med C.V. Jørgensen. ( Foto: Marcus Aggersbjerg )

Flaskerne fra Westvleteren er omtrent ligeså vanskelige at opdrive som billetter til en intimkoncert med C.V. Jørgensen.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Se også

• Øl er bedst til det fede
• Rejsen til øllets indre
• Drik en bryg for din ryg
• Sydfynsk brændevin til kamp mod grappa
• Cider-succes på Fejø
• Han brygger Danmarks stærkeste øl

Tema

• Fra klosterromantik til verdens-øl
• Han brygger Danmarks stærkeste øl
• Drik en bryg for din ryg
• Gode øl til sommermaden
• Rejsen til øllets indre
• Rock’n’roll bryggeren
• Øl er sundt
• En rigtig herrefrokost - og dens øl
• Guide til verdens bedste øl
• Lige til øllet
• Se flere artikler fra dette tema

Munkeøl

• Der findes over 150 trappistklostre på verdensplan, men kun syv af disse producerer øl. De seks ligger i Belgien, det sidste i Holland. Kun disse syv bryggerier må mærke deres øl med logoet »Authentic Trappist Product«, som garanterer, at øllet i flaskerne er brygget efter de strenge regler underlagt International Trappist Association (ITA).
   
• De belgiske trappistbryggerier er Westvleteren, Achel, Rochefort, Chimay, Orval og Westmalle. De tre førstnævnte ligger i Flandern, de sidste tre i Wallonien.
   
• Trappistøl bør ikke forveksles med de såkaldte klosterøl (som f.eks. Leffe og St. Bernadus), hvor klosteret har overgivet produktionen til et bryggeri uden for murene. Trappistøl skal brygges indenfor murene af eller under kontrol af trappist-munke, og overskuddet fra salget skal gå til velgørenhed.
   
• Der er ingen egentlig fællesnævner for begrebet trappistøl, dog er de alle overgærede og generelt af ret høj alkoholstyrke.
   
• Trappistmunkene stammer fra klostret La Trappe i Frankrig og tilhører en reformeret gren af cistercienserordenen.

Af Marcus Aggersbjerg
Torsdag 11. februar 2010

På Sint Sixtus brygger kutteklædte munke en kultøl, der af mange regnes for verdens bedste. Vi har besøgt Westvleteren, det mindste af Belgiens seks trappistbryggerier

Jeg er kørt til Belgien for at genfinde en oplevelse, som ikke vil slippe sit tag i mig. Forhistorien er enkel. For nogle år siden smagte jeg for første gang en øl fra det lille trappistbryggeri Westvleteren. Dengang havde jeg for længst været forbi de andre belgiske trappistøl, men manglede stadig at krydse sporet til et af de mest sagnomspundne bryggerier i verden.

Læs også:
Han brygger Danmarks stærkeste øl
Rejsen til øllets indre

Jeg kendte historien om de tavse trappistmunke fra den strenge cistercienserorden, der siden 1839 har brygget øl på det beskedne kloster Sint Sixtus i en fjern afkrog af det flade, vidtstrakte landbrugsland, et par timers bilkørsel vest for hovedstaden Bruxelles. Men indtil en vinteraften i 2007, hvor en ven og jeg under spændt højtidelighed delte en enkelt gulkapslet 12’er fra Westvleteren, som han tilfældigt havde fået fingre i gennem en lokal vinhandler, havde jeg aldrig haft fornøjelsen af det mørke munkebryg.

Der findes smagsoplevelser, som buldrer gennem hovedet som anonyme lyntog uden at efterlade andet end fysisk mæthed. Og så er der smagsoplevelser, som balsamerer sig selv i erindringen og efterfølgende er genstand for kriblende længsel: Smagen af hvid trøffel på en simpel risotto med smør og parmesan, nypillede fjordrejer eller et stykke rugbrød med årets første kartofler, purløg og groft salt. 

Den gule 12’er fra Westvleteren hører til i den sidste kategori. Et fascinerende bryg med et stort, næsten vinøst udtryk med undertoner af tørret frugt, kaffe og karamel. Perfekt afstemt i bitterhed og med en eftersmag, der trods øllets voldsomme alkoholprocent ikke virker sprittet.

Lige siden debuten med dette øl har jeg drømt om at smage det igen. Men desværre er det ikke så lige til. Hvor øllet fra de andre belgiske trappistbryggerier er en fast del af sortimentet i enhver specialbutik med respekt for sig selv, er flaskerne fra Westvleteren omtrent ligeså vanskelige at opdrive som billetter til en intimkoncert med C.V. Jørgensen.

Officielt sælges øllet (der brygges også en blonde og en dubbel) kun på klosteret eller på den hyggelige café overfor, In de Vrede, og i princippet er videresalg ulovligt. I hvert fald hvis man sælger med profit for øje, hvilket sætter sine naturlige begrænsninger for tilgængeligheden uden for Belgien. Altså skal man selv en tur sydpå, eller kende nogen, der har været det, for at få fat i de sjældne flasker. Og selv det er ikke nok, hvis ikke man på forhånd har reserveret sit øl på klosterets telefon, hvor man efter at have opgivet navn og nummerplade på sin bil får besked om, hvornår man kan hente varerne.

Det lyder alt sammen meget besværligt. Det er det også, men der er en mening med bøvlet. I mange år levede den lille flok munke en tilbagetrukket tilværelse, fri af mediernes søgelys. Det meste af det øl, som blev brygget på klosteret, blev solgt lokalt, og bortset fra en stædig skare af udenlandske øl-entusiaster, der indimellem lagde vejen forbi det afsidesliggende kloster, var der ikke mange uden for Belgien, som havde smagt øllet.