Regelmæssig sex ved traditionelt samleje skulle have gavnlig effekt på helbredet, viser forskningsresultater, der snart offentliggøres i USA. Et amerikansk par har afprøvet den nye forskning i praksis.
Af Anne Funch
Onsdag 20. januar 2010
"Nej, ikke i aften skat."
Er det sådan din partner siger lidt for ofte, når du forsøger at give den gas og lægge op til elskov? Nu kan du bruge argumentet over dem alle, hvis du gerne vil have ham eller hende til at skifte mening.
Sig blot: "Tænk på dit blodtryk. Tænk også på, at du sover bedre, får mere overskud og at risikoen for blodpropper falder. Du bliver også lidt slankere."
Regelmæssigt, traditionelt samleje
Sex er sundt. Det har forskerne sagt før. Men det skal være regelmæssigt. Og mest overraskende: Det skal helst være traditionelt samleje, altså penetration, hvis det skal have den bedste effekt.
Det skriver CNN.com, som refererer til forskningsresultater, der inden længe vil blive bragt i det amerikanske tidsskrift: Journal of Sexual Medicine.
Regelmæssig sex skulle nemlig nedsætte risikoen for at få blodpropper og brystcancer. Andre gevinster skulle blandt andet være færre menustrations-smerter, et sundere hjerte og lavere blodtryk.
CNN.com citerer chefredaktøren på Journal of Sexual Medicine, Dr. Irwin Goldstein:
"Når du læser om alle de fysiske fordele, der er ved at have regelmæssig sex, kan du ikke undgå at tænke: Jamen Gud, sex er virkelig vigtigt. Mennesket er jo bestemt til at have sex med hinanden."
Forsøg i en stress-situation
Det er især samleje på den traditionelle måde, der ifølge forskerne skulle være godt for helbredet. I artiklen henvises til et studie, hvor 46 mennesker deltog i et forsøg. De skulle udsættes for en stress-situation i form af en krævende tale.
De forsøgspersoner, som havde haft traditionelt samleje i dagene op til talen, havde lavere blodtryk og færre stresshormoner end den gruppe, som havde været ude i lidt mere fantasifulde seksuelle eksperimenter.
I samme artikel kan man møde yoga-instruktøren Sadie Nardini og hendes fotograf-mand, der i hele december besluttede, at de ville prøve forskningsreultaterne af i praksis.
Sex hver dag i december og januar
New Yorker-parret bestemte sig for at have sex med hinanden hver eneste dag i hele december. Ikke bare for fornøjelsens skyld, men også i håb om, at det kunne hjælpe parret til at komme af med et par af deres dårlige vaner: For meget chokolade og for mange cigaretter.
Sadie Nardini og hendes mand gennemførte - og mærkede en tydelig effekt, da december var slut. Det gik ikke alene bedre med deres dårlige vaner, de havde også begge fået det bedre fysisk. Blandt andet fik de mere energi om dagen og sov bedre om natten. Og hvad gør man så? Beslutter sig for at gentage succesen hver eneste dag i hele den mørke januar.
Ikke endegyldigt bevis
Men ikke alle forskere når dog frem til samme konklusion som forskerne i The Journal of Sexual medicine. I det amerikanske tidsskrift The Health Benefits of Sexual Expression skriver sex-forskeren Beverly Whipple i en artikel fra 2003, at andre former for seksuelle aktiviteter end det traditionelle samleje har mindst lige så gavnlig effekt på sundheden.
Samtidig tilføjer hun, at der endnu ikke er endegyldigt bevis for, om det er regelmæssig sex, der gør folk sundere, eller om sunde mennesker omvendt dyrker mere sex end de mindre sunde.
Læs artiklen i The Journal of Sexual Medicine her
Læs også: