Som ung afskyede han de kendte, der førte sig frem i ugebladene, og i mange år sagde Mikael Birkkjær nej til tv- og filmroller. Men søndag aften er han med, når 'Forbrydelsen' starter igen.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Mikael Birkkjær - fra teatret til Forbrydelsen

Som ung afskyede han de kendte, der førte sig frem i ugebladene, og i mange år sagde Mikael Birkkjær nej til tv- og filmroller. Men søndag aften er han med, når 'Forbrydelsen' starter igen.

. ( Foto: Linda Henriksen). ( Foto: Linda Henriksen). ( Foto: Linda Henriksen). ( Foto: Linda Henriksen). ( Foto: Jeppe Michael Jensen). ( Foto: Jeppe Michael Jensen). ( Foto: Jeppe Michael Jensen)

Se også

• Koldskål med hybenrose-sirup
• Lakridsiscreme
• Citronsorbet
• Tre lækre sommerdesserter
• Holdt første bryllup hemmeligt i 12 år
• Chris MacDonald: LV = Lortet Virker

Af Line Oxholm Thomsen
Lørdag 26. september 2009

Han har selv sat scenen for interviewet - man er vel ikke skuespiller for ingenting. Vestre Kirkegård. Hvilested for tidens statsministre, store hoveder og berømtheder. Han er vokset op her. I Valby, hvor han stadig bor, og på kirkegården, hvor han blev vugget i søvn i barnevognen ved den sø, hvor vi nu sidder. Ved den sø, hvor han selv tit kommer.

»Her er fred, ro og skygge, og det er et fantastisk syn,« fortæller han og slår ud med armene over søen og kapellet, gravstederne og træerne.

Han er Mikael Birkkjær – i folkemunde lægesønnen Adam fra tv-serien »Sommer« og snart politimanden Ulrik fra »Forbrydelsen«, der starter i morgen på DR1. Ti nye afsnit er klar til at rulle over skærmen og få os alle til endnu en gang undrende at spørge hinanden i frokostpausen: »Hvem er mon morderen?«

I denne omgang bliver en kvindelig advokat mishandlet og myrdet, og Sarah Lund, vicekriminalkommissæren i islandsk sweater, bliver hentet ind fra provinsen for at hjælpe med opklaringen sammen med sin nye makker, Ulrik Strange – vicepolitikommissær i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, også kaldet Drabssektionen.

Optagelserne har været i gang i godt et år. Det er fast arbejde – både dag og nat. En ny tilværelse »on screen« for den 51-årige Mikael Birkkjær, der har tilbragt den største del af sin professionelle karriere i teatrets verden, efter han i 1985 blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater.

I 17 år underholdt han publikum på de skrå brædder på Det Kongelige Teater. 17 år hvor aftensmaden blev slugt, og cyklen derefter nærmest selv fandt vej til Kongens Nytorv. Til endnu en rolle, endnu en prins og konge, endnu en Romeo eller Ødipus. Efterhånden forsvandt lysten til at stå på en scenen.

»Jeg var ved at være mør. Jeg orkede det ikke mere efter at have spillet i så mange år. Teater er hårdt arbejde, gentagelse på gentagelse, og jeg havde mange krævende roller. Jeg var ikke teatersulten mere og vågner ikke i øjeblikket og tænker, at nu må jeg op og stå på en scene. Jeg havde været ude i alle kroge, så jeg måtte have nogle nye skuffer åbnet i mig selv. Prøve noget andet.«

Der skulle dog mange års erfaring og asen og masen til fra kollegaer, familie og venners side, før Mikael turde komme til erkendelsen af, at han havde fået nok af teatret. »Du kan da ikke blive ved med at sige nej«, »kom nu for helvede ud af busken«, »nu har du gemt dig på teatret i 15 år«, »du har godt af det« – sådan lød kommentarerne fra kollegaerne. »Jamen, jeg vil ikke, jeg vil bare lave teater!« svarede Mikael Birkkjær dem.

Det blev skuespiller og filminstruktør Paprika Steen, der i 2004 fik ham overbevist, da hun gjorde klar til sin debut som filminstruktør med filmen »Lad de små børn«. »Hun fortalte mig, hvad filmen handlede om, og jeg ville gerne være med til at fortælle historien om at miste et barn. Jeg kunne ikke lade være med at sige ja,« husker Mikael Birkkjær.

Og han havde godt af det – springet til filmens verden. »Det var rart. Noget energi blev frigjort, og jeg har fået nogle større briller på. Verden er blevet lidt større, og der er nogle andre muligheder.«

Da springet var taget, og den første film lavet, kom rollerne rullende ind. Og Mikael gjorde klar til et endnu større spring – til den bedste sendetid på DR1. Til en serie, der skulle gøre ham til folkeeje, som vores alle sammens Adam. Lægesønnen og familiens sorte får, som slog benene væk under kvinderne med sit skæve smil og faste blik.

»Folk hilser på gaden og siger »Hej Adam, hvordan går det med din far?« Og jeg er blevet stoppet af nogle ældre damer, der sagde, at nu skulle jeg altså behandle hende Anna ordentligt. Det er skide sjovt, og folk er enormt søde,« fortæller Mikael Birkkjær.

»Det var lidt specielt de første tre-fire gange, man blev genkendt på gaden. Nu har jeg det ganske afslappet med det, og jeg har kun oplevet positive ting. Det er absolut ikke så slemt, som jeg havde troet,« fortæller Mikael Birkkjær.

»Man kender det jo også fra sig selv. Da jeg var 12-13 år, gik jeg gennem et S-tog og skulle til at stå af, og der i kupeen sad Ove Sprogø, altså selveste Egon. Jeg stoppede op og sagde »hej!« og tænkte så »nej, nej, nej, hvor pinligt, mand.« Han kiggede op bag avisen og sagde »Dav, min dreng«, og så gik jeg videre med røde ører. Så jeg kender godt det med, at man synes, at man kender dem i fjernsynet. Jeg kan sagtens forstå folks reaktioner.«