
Hun kan om nogen tale med om, at det ofte er de hårde lussinger i livet, der driver en frem til det sted, hvor man hører til i verden. Uanset om ens sind er med eller uden filter. ( Foto: Søren Bidstrup )
Skuespilleren Sonja Richter har altid følt sig anderledes. Fra barndommens hippiekollektiv til at flytte hjemmefra som 14-årig til i dag, hvor hun udnytter følelsen i sine roller. Lige nu er hun aktuel i Per Flys »Kvinden der drømte om en mand«.
- Født 1974
- Uddannet ved Skuespilskolen Odense Teater 1999
- Har bl.a. medvirket i Erik Clausens »Villa Paranoia«, Anette K. Olesens »Forbrydelser« og Søren Kragh Jacobsens »Det som ingen ved«
- Blev i 2004 »Shooting Star« ved Berlinfestivalen
- Modtog i 2007 »Kronprinsparrets Kulturpris« og »Nymph d’Or« for bedste skuespillerinde i Per Flys »Forestillinger« på Monte Carlo Television Festival
Af Katrine Grønvald Raun
Fredag 22. januar 2010
Det var Sonja Richters mormor, der som den første sagde det til hende. At hun ikke er bygget til den her verden, at hun er for sart til den. Hun sagde det af kærlighed, og selv om Sonja Richter på det tidspunkt var en lille pige og ikke helt forstod ordenes betydning, satte de sig alligevel fast i hende.
Se flere billeder af Sonja Richter i galleriet til højre
»Det var jo bare billedsprog. Men det har på en eller anden måde sat sig. Jeg ser ikke mig selv som et sart eller fint fe-agtigt væsen, men det er noget, jeg har hørt meget. Og måske er der noget om det, for jeg kan jo godt mærke, at jeg er anderledes,« siger Sonja Richter og snor en sort hårelastik, der for lidt siden samlede det lyse hår i nakken, om sin pegefinger.
»Men i stedet for at gå – som jeg har gjort det meste af mit liv – og være ked af, at jeg er anderledes, har jeg besluttet mig for, at jeg hellere vil være glad for det.«
Hun kan om nogen tale med om, at det ofte er de hårde lussinger i livet, der driver en frem til det sted, hvor man hører til i verden. Uanset om ens sind er med eller uden filter.
I en alder af 36 er hun i dag en af de mest brugte og roste unge skuespillerinder på dansk film og teater med sine præstationer i dramaer, hvor store følelser er på spil.
»Når man skal spille store følelser, kan man godt være bange for, at det ikke virker troværdigt. Men jeg stoler på, at der er adgang gennem mig. Der er ikke et filter, som først skal pilles ned. Der er ligesom plads. Hvis jeg nu brugte mindre tid på at være nogle roller og være mere mig selv, så ville jeg nok have lukket filteret mere sammen. Men jeg tror, det står og flagrer lidt med dørene, fordi jeg åbner det så tit, og det kan godt være svært at styre.«
Rollen som den følsomme Cecilie i Susanne Biers »Elsker dig for evigt« gav hende sit gennembrud og har siden åbnet op for roller som skuespillerinden Tanja i Per Flys serie »Forestillinger«, der higer efter sin kærestes kærlighed og skolelæreren Cecilie i Hans Fabian Wullenwebers gyser »Cecilie«, der oplever ting, som ikke er der. Lige nu er hun aktuel i Per Flys »Kvinden der drømte om en mand«. En film om erotisk besættelse og en kvinde, der opgiver alt for at følge sin længsel.
Sonja Richters egen historie startede på landet i Vestjylland. Kaos og bristede hippie-illusioner er nogle af de ting, der prægede hendes første leveår. Hun blev født udenfor Esbjerg i 1974. Hippiekulturen fra USA med diktater om langt hår, åbne forhold og kollektiver havde for alvor gjort sit indtog herhjemme, og hendes forældre forsøgte at leve drømmen ud.
Flyttede i kollektiv på en nedlagt skole i solid afstand fra den jyske provinsbys pæne parcelhuskvarterer. Et kollektiv, hvor reglerne var små og opvasken stor, og hvor børnene legede cirkus og det vilde vesten på de store tønder land. Drømmen varede dog ikke længe, forældrene gik fra hinanden, men valgte alligevel begge at blive boende og få børn med andre af kollektivets beboere.
Sonja oplevede tiden som kaotisk med forældre, der skiftedes til at flytte ud og ind igen afhængig af, om de kunne enes. Hun begyndte i skole et år for tidligt, for hendes far syntes ikke, det var en god idé, hvis hun skulle gå i klasse med sin lillebror, der var ti måneder yngre. Derfor sprang hun børnehaveklassen over. Det gjorde ikke noget, for på det tidspunkt kunne hun allerede læse. Hun var hurtig både fagligt og socialt, men følte alligevel ikke, at hun passede ind i parcelhusidyllen med tidens moderigtige møbler og nyklippet græs.
En stor kontrast til den gamle nedlagte skole med hønsehus, hoftehøjt græs og murbrokker i hjørnerne.
»Jeg syntes, det var flovt. Jeg syntes bare, det var noget lort. Jeg ville jo gerne passe ind, og det gjorde jeg i hvert fald ikke. Der blev kigget på os, fordi det var et lille samfund. De vidste jo godt, at der var et kollektiv derude, hvor alle havde børn med hinanden.«
En konstant længsel mod at blive normal fulgte hende, for det var svært at forene lysten til at finde på alt det sjove – som hun også gjorde – og lysten til at smelte sammen med asfalten i skolegården.