Sådan serveres 1 kilo schweineshaxe pr. kuvert på restaurant Masne Kramy i Budejovice.

Tre døgn i Pilsnerlandet Sydbøhmen med svineskank, knödel og budvar i spandevis.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Rejsen til øllets indre.

Øllet er særdeles velskænket på U Medvidku i Prag. (Tania Presutti og Bjarke Bundgaard)Humle anvendes altid i hele blade på Budvar-bryggeriet. (Tania Presutti og Bjarke Bundgaard)Urten filtreres. (Tania Presutti og Bjarke Bundgaard)Josef Tolar, som gennem de sidste 24 år har været brygmester på Budvar, inspicerer den søde urt. (Tania Presutti og Bjarke Bundgaard)En premium-øl står i 7-8 kroner for en halvliters fad. (Tania Presutti og Bjarke Bundgaard)

Se også

• Koldskål med hybenrose-sirup
• Lakridsiscreme
• Citronsorbet
• Tre lækre sommerdesserter
• Holdt første bryllup hemmeligt i 12 år
• Chris MacDonald: LV = Lortet Virker

Tema

• Fra klosterromantik til verdens-øl
• Munke-øl er kult
• Han brygger Danmarks stærkeste øl
• Drik en bryg for din ryg
• Gode øl til sommermaden
• Rock’n’roll bryggeren
• Øl er sundt
• En rigtig herrefrokost - og dens øl
• Guide til verdens bedste øl
• Lige til øllet
• Se flere artikler fra dette tema

Af Søren Frank
Søndag 22. marts 2009

Dag 1.

Lugten af stegt svinekød siver os i møde, da vi ankommer til Hotel Maly Pivovar efter to timers køretur sydover fra Prag. Vi er i Ceske Budejovice i Sydbøhmen, fødeegn for den lyse lagerøl, som vi kender under navnet pilsner. Bøhmen er nabo til Bayern – og Østrig – så indtil de blev sparket ud efter Anden Verdenskrig, har her altid været mange tyskere. Budweis er således det tyske navn for byen, og så ved de fleste, at vi er hos bryggeriet bag den berømte Budweiser-øl.

Men først skal vi have noget frokost og krydser den pittoreske rådhusplads og finder hen til Masne Kramy, en stor restaurant og udskænkningssted, placeret i byens gamle slagtehus.

Mens en ishockey-kamp gør sit for at skære igennem cigaretrøgen fra et TV på væggen, sætter vi tænderne i dagens første øl – naturligvis en Budvar, for her i Tjekkiet vælger værtshusene altid side, man udskænker enten Budvar, Urquell eller Staropramen, aldrig alle tre. Ofte har denne dedikation meget materielle årsager, i dette tilfælde ejer Budvar således otte procent af restauranten.

Det er dog ikke hvilken som helst Budvar, vi får, men såkaldt »krausened bier«, som efter den obligatoriske 90 dages lagring er tilsat endnu et skud gær og hældt på den tank, som den nu tappes direkte fra uden filtrering eller pasteurisering. Eftersom holdbarheden kun er 30 dage sælges denne Budvar kun i Tjekkiet.

Brygget smager fortryllende: Cremet og rundt, men også med en karakterfuld bananagtig tone, der utvivlsomt stammer fra den gær, som stadig er i live i brygget. Øllet glider ned uden nogen form for modstand, og snart må vi have en ny runde halvliters-bamser. Havde nogen givet mig pen og papir, ville jeg gladeligt have skrevet under på, at dette var mit livs bedste pilsner.

Snart kommer de obligatoriske tjekkiske appetizers på bordet: Små ting som skinkeruller, pølse, syltede agurker, forskellige oste og en pate af andelever, som består af 90 procent spæk og 10 procent lever. Menukortet har en særlig sektion »For big eaters«, hvor man køber kødet per hele kilo, for eksempel en hel and eller en seks-kilos skinke – det er trods alt for meget til frokost. I stedet overvejer jeg en gang Südböhmischer Schmaus, som er en selektion af forskelligt røget, kød, pølser, kål og knödel – men ender til sidst med at bestille schweinshaxe: En ét-kilos svineskank, som kommer ind i fuld figur på stegespydet med sprød glinsende svær – vi er fire mænd på langsiden, der får hver sin skank, som vi som Obelix’er gnasker i os uden forstyrrende tilbehør bortset fra peberrod og sennep.

Fra den anden side af bordet kigger Wedderkopp fra Politiken med lange øjne: Han har godt nok bestilt to hovedretter – henholdsvis pølser og saltet hamburgerryg – men dels er kødet langt mindre velsmagende end vores schweinehaxe, dels er Wedderkopp blevet begravet i et bjerg af bramborové knedlíkyl: Seks kartoffel-knödel på størrelse med overskårne rundstykker sekunderer hans saltede svinekam.

»Er der overhovedet nogen, selv lokale herfra egnen, som kan spise sig igennem det der?« spørger Wedderkopp, hvortil vores vært, Budvars PR-chef, Petr Samec, svarer, at man bestemt kan spise seks knedlíkyl, hvis de bare bliver skyllet ned med seks store fadøl, allerhelst otte, og jeg begynder så småt at forstå baggrunden for Tjekkiets position som verdens største ølforbruger med et per capita-forbrug på 160 liter årligt – trækker man børn og gamle kvinder fra, betyder det, at hver tjekke drikker omkring en liter øl om dagen i gennemsnit.

Efter frokost tager vi på udflugt til Trebon, karpebyen, som er bygget på lige dele karpedamme og smuk italiensk renæssancearkitektur. Jeg får øje på Bistro u Kapra, en karpe-bar, hvor man kan få den mudrede ferskvandfisk serveret i alle tænkelige tilberedninger og udskæringer: Helstegt, fileteret, kogt, dampet eller som fiskefingre – jeg gyser ved tanken.

Om aftenen spiser vi hjemme på hotellets restaurant – Budvar ejer begge dele, så det er selvfølgelig også, hvad der flyder fra hanerne: Øllet er godt, men smager mig ikke helt på samme vis som til frokosten, det forekommer mindre cremet, men måske er det tidspunktet og min træthed.

Vores venlige værter synes, at vi skal spares for besværet med at vælge selv fra kortet, så de har fået stillet en buffet frem, som hurtigt viser sig at være et mareridt: De obligatoriske appetizere er suppleret med fade med kål, gullasch og stegt karpe omviklet med røget spæk. Jeg skal selvfølgelig smage den bøhmiske nationalfisk, men må opgive på halvvejen, efterhånden som den fade mudrede smag begynder at vokse ukontrolleret i munden. Som måltidet udvikler sig, viser det sig at være et af de få tilfælde, hvor jeg må kaste håndklædet: Af alle buffetens retter kan jeg kun spise den fintsnittede sprøde rå hvidkål vendt med revet peberrod.

Efter at vores værter har forladt os, søger vi ud i den bøhmiske nat på jagt efter et værtshus, som serverer andre mærker end Budvar. Vi behøver ikke lede længe, for rundt om hjørnet på Rådhuspladsen finder vi et vandingshul – unge Kreutzfeld fra House of Beer får godt nok nervøse trækninger, da han ser den farverige skiltning, som godt kunne indikere lapdance bar, men der viser sig at være tale om et såre ærbart udskænkningssted i stald hos Urquell, Tjekkiets suverænt største bryggeri.

Vi lægger ud med Gambrinus, Urquells 10-plato øl (plato er indbrygningsgraden, angiver den potentielle alkohol), som holder samme alkoholprocent som premium-øllene på 12 plato, men er mere tør og lettere. Disse letøl, som er billigere end den rigtige vare (seks kroner for halvliters fad mod otte kroner for the real thing), sidder i øjeblikket på 70 procent af det tjekkiske hjemmemarked.

Gambrinus’en siger os absolut intet, så vi skifter lynhurtigt til rigtig Urquell. I sammenligning med den bløde og runde Budvar forekommer Urquell mere skarp, tør og slank og mere domineret af blomsteragtig humle. Måske er det derfor, at man i visse kredse i Tjekkiet kalder Budvar en dameøl og derfor, at bryggeriet i Budejovice har lanceret den mere skarpe og tørre 10-plato øl Pardal, som skal tage kampen op med Gambrinus.

Det er således med mavesækken godt fuld, at jeg returnerer til hotellet og om natten drømmer knap så sødt om lasagneagtige fade med lag på lag af kartoffelknödel og mudret karpekød.