
Showdebutant David Andersen skal roses for flere ting, men ikke for sit show, der havde alle 90’er bøsseklicheerne i sig.
Point for at være showdebutant i en tid, hvor andre skærer showet fra. Point for at lave herretøj og vise det i en modeuge, hvor herrerne er en truet race. David Andersen gør begge dele, og det skal han roses for, men desværre er det svært at rose hans show.
Se billeder fra showet i galleriet til højre ...
Det var klicheernes vagtparade, overværet af en sær forsamling semikendisser, der gerne vred sig foran kameraet og interesseret studerede goodiebag’en, mens andre tilskuere uden tæt forhold til reality-tv og/eller melodi grand prix undrede sig over, hvem de var.
David Andersen laver herretøj i sort med klassiske skrædderdetaljer, lige vredet en anelse, som revers i lak eller en vest med en særligt stor åben ryg og med militære referencer. Hvide skjorter, bløde bukser, noget læder og lidt rød. Det lyder jo fredeligt, men det var det ikke.
Det var alle 90’er bøsseklicheer i et show. Fra første indgang med høj hat og stok – og så var vi i gang, velkommen til kabaret.
Følg moden på Facebook - log på og bliv fan af 'FRI.dk Mode' [1]
Der var Michael Jackson tribute med en guldhandske, der var Doc Martens støvler og kæder og medaljer og lædershorts. Der var Doc Martens støvler og der var pels slynget – på Gitte Grå måden – om halsen og skulderudsmykninger med godt med glitter. For meget meget meget og bare ikke spor morsomt eller nyt.
Der var piger i herretøj – cirka 70 år efter at det kunne overraske nogen – og med den effekt, at dårligt siddende herretøj sidder endnu dårligere på kvinder. Der var bløde berberbukser på maskuline herrelår, hvilket ikke pyntede.
Fine strikting
Meget af tøjet sad ikke godt og virkede ikke eksklusivt, og så pynter det virkeligt aldrig, når man ikke damper tøjet, men sender skjorter på podiet med folderne som de fik af at ligge i pakken.
Der var nogle få fine strikting, især en trøje i grå, sort og hvid i et grafisk mønster, men ikke nok til at ændre indtrykket af, at her var intet nyt under solen – og ikke en bedre udgave af noget, vi allerede har set. Desværre.
Følg moden på Facebook - log på og bliv fan af 'FRI.dk Mode' [1]