Efter 19 år som chefredaktør for Alt for damerne blev Hanne Høiberg fyret som et lyn fra en klar himmel. Hun er stadig vred over måden - og især over, at hun ikke fik mulighed for at sige farvel og tak til læserne. Men hun har valgt at se det ufrivillige vendepunkt som en ny chance i livet.
Hanne Høiberg var som altid oppe klokken 6 for at løbe en rask morgentur. Det var tirsdag 21. april, og det var usædvanligt varmt for årstiden.
Få timer senere sad hun fit for fight på sit kontor hos Alt for damerne ude på Hellerupvej, hvor Egmont Magasiner A/S holder til. Et stenkast fra hendes hjem.
Se flere billeder af Hanne Høiberg i galleriet til højre ...
Hun kastede sig energisk over dagens opgaver; bladet var inde i en god gænge efter en lidt streng periode med nedskæringer og effektiviseringer. Men der var styr på tropperne. Hendes opfattelse var, at alt gik fint.
Så tikkede der en mail ind på skærmen.
Direktøren ville gerne se hende til et møde næste dag kl. 15. Der stod intet om, hvad mødet drejede sig om, så hun ringede ham op og spurgte, om der var noget, hun skulle forberede.
Men nej, det var der ikke.
»Okay, tænkte jeg. Der er tre muligheder. Enten vil han have mig til at lave flere nedskæringer, eller også vil han høre, hvad jeg synes om det nye Femina – for det er vores hovedkonkurrent – eller også vil han fyre mig.« Det sidste tænkte jeg sådan lidt galgenhumoristisk,« fortæller Hanne Høiberg, da vi mødes i hendes og manden Michaels sejlbåd, en Luffe 37, i Rungsted Havn.
Det er sommerens første hedebølgedag og to en halv måned siden, at Hanne Høiberg blev fyret som chefredaktør for Alt for damerne. Hun er stadig »lidt sprød«, men ellers ligner hun sig selv: Slank, veltrænet og kontant i mælet.
Iført tanktop, stramme hvide jeans og flade Prada-sandaler springer hun letfodet rundt på båden. Sætter en skål med friskplukkede jordbær på bordet og skænker hjemmelavet hyldeblomstsaft i glassene.
Næste dag, da Hanne Høiberg skal til mødet med sin chef, læser hun på nyhedstjenesten Media Watch, at Alt for damerne nu ligger 10.000 over Femina i oplag. Det er en god nyhed, og hun tænker:
»Nå, så vil han da ikke fyre mig!«
Da hun træder ind på direktørens kontor, får hun at vide, at hun ikke gør sit arbejde godt nok. Hun får ingen nærmere forklaring, og bliver præsenteret for en fratrædelsesaftale.
»I selve situationen var jeg iskold. Jeg sagde ikke noget, da han gennemgik aftalen, og jeg skrev heller ikke under. For det skulle jeg bare have en advokat til at kigge på. Jeg fik torsdagen til at tænke mig om, og der skulle jeg også møde på arbejde. Men jeg brugte noget af dagen på at få fat i en advokat til at se på aftalen. Om den var i orden.
På den anden side kender jeg Huset så godt, at jeg ved, det er efter bogen. Og det var den jo,« siger hun og tilføjer, at hun i direktørens optik ikke er blevet fyret.
»Og det er også fuldstændig rigtigt, for jeg endte jo med at skrive under på den der fratrædelsesaftale.«
Sagde du slet ikke noget til hovedet af din chef?
»Jo, det gjorde jeg. Da jeg kom til mødet om fredagen, hvor jeg skrev under på aftalen, sagde jeg til ham, at jeg slet ikke kunne forstå det. Jeg fik givet klart udtryk for, at jeg ikke mente, det var en ordentlig måde at behandle mig på.«
Hun tilføjer, at man selvfølgelig altid skal være forberedt på, at man kan blive fyret, når man sidder som chef.
»Man skal også være forberedt på, at man kan fyre andre – for man skal fyre andre mennesker. Men det, der bare er meget vigtigt, er, at det sker på en ordentlig og værdig måde. Og det følte jeg ikke var tilfældet med mig.
For da jeg havde skrevet under på aftalen, havde jeg fredagen til at pakke sammen i, og så var det ud af vagten,« siger Hanne Høiberg og fortæller, at hun nærmest oplevede det, som om der var blevet begået et overgreb mod hende.
Hun er stadig rasende. Ikke mindst over, at hun ikke fik chancen til at sige ordentligt farvel til sine læsere og samarbejdspartnere. Ja, dårligt nok til sine medarbejdere. Hun nåede at sende en mail ud til alle bladets freelancere, og hun fik selv fortalt det til redaktionen før direktøren.
»Og så var det ellers ud af vagten. Men jeg har jo altså udgydt mit hjerteblod i mine ledere til læserne, delt sorger og glæder med dem, så jeg syntes, at jeg i det mindste burde have fået lov til at sige farvel og tak til læserne. Men den mulighed blev mig frataget, og dét må jeg sige – den der måde – det har berørt mig dybt.
Ikke mindst fordi jeg altid selv har forsøgt at gøre tingene ordentligt. Jeg synes, det er afgørende, at man som leder behandler sine medarbejdere ordentligt. Jeg har lagt vægt på at skabe et godt arbejdsklima, at have gensidig respekt – og have det sjovt. Fordi så får man de bedste resultater. Så det rystede mig virkelig. Det gjorde det.«
Hvordan reagerede du? Satte du dig ned og tudede?
»Ja, jeg har raset, og jeg har også grædt. Over for folk, jeg respekterer og holder af, har jeg da vist mine følelser. Jeg har heller ikke kunnet skjule dem. Da mine medarbejdere inviterede mig ud at spise, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Men jeg græd ikke over for min chef. Der var jeg iskold.«
Sagde han slet ikke noget om, hvad han var utilfreds med?
»Nej, men mit gæt er, at det handler om, at jeg var uenig med ham i den personalepolitik, han kørte. Hvilket jeg også har fortalt ham,« siger Hanne Høiberg og fortæller, at hun på et tidspunkt fik hjælp fra Egmont koncernens HR-afdeling, da en stribe medarbejdere på bladet gik ned med stress.
»Det var en hård periode, men det lykkedes os at skabe en fantastisk god stemning: »Ja, det kan godt være, vi skal skære ned, men vi skal sgu nok slå vores konkurrenter! Og vi skal ikke have stress.« Men jeg var ikke enig med min chef i den måde, hvor man tackler stress på en arbejdsplads.«
Går man ind på Alt for damernes hjemmeside, kører der stadig en debat, hvor læserne raser over, at de ikke har fået et farvel-interview i bladet med Hanne Høiberg. Og hvordan pokker det kan være, at hun bare sådan forsvandt ud i den blå luft?
Selv har hun modtaget hundredvis af mails, og den første tid efter at hun blev fyret, brugte hun flere timer om dagen på at svare på mails.
»Så det har også betydet noget for læserne, selvfølgelig har det da det. Og måske derfor er jeg også så berørt af det.
Jeg har givet 19 år af mit arbejdsliv til det der blad, og jeg har virkelig engageret mig i altid at lave det optimale produkt – i at skabe en god arbejdsplads, finde på events: »Alt for damerne Live« – der var vi de første. Og kvindeløb – der har jeg stået og budt velkommen og er løbet med. Jeg har brugt mig selv rigtig, rigtig meget. Jeg har ikke fortrudt det. Men jeg synes bare, at så er det ikke en ordentlig måde at behandle mig på.«
Hvad har du gjort for at bearbejde chokket?
»Jamen, hvad gør man? Man snakker rigtig meget. Jeg har to gode veninder, som jeg løber med om morgenen, og de har lyttet til mig og været gode for mig. Min mand har selvfølgelig også været god for mig. Jeg har været nogle gange hos en psykolog – ikke særlig mange gange – men hun var sgu god til at skære ind til benet, så det har også hjulpet mig.«
Er det første gang, du har været til psykolog?
»Ja, overhovedet ja. Men man må sige, at når man kommer fra et kvindeblad, så har man jo læst tonsvis af historier om kvinder, der har været i tilsvarende situationer. Nu er det altså bare mig. Og jeg har den holdning, at man skal tage al den hjælp, man kan få, og den holdning har jeg sådan set hele tiden haft,« siger hun.
»Man kan sige, at det er ufrivilligt, at jeg er kommet i den her situation, men nu, hvor jeg har fået det hele fordøjet, gælder det om at få det bedste ud af det. For jeg er jo – igen ufrivilligt – blevet præsenteret for en chance til at gøre noget helt nyt med mit liv. Og den chance havde jeg ikke fået, hvis jeg var blevet på Alt for damerne. Sådan vælger jeg at se på det, og nu har jeg det sådan:
»Hold da kæft, jamen det er da fantastisk.« Jeg er rigtig begyndt at nyde sommeren, og skal jeg endelig sige noget pænt om min tidligere chef, så var det da en fin årstid, han valgte at fyre mig – tænk hvis det havde været i januar,« siger hun, griber roret og styrer med sikker hånd båden ud af havnen,« så fotografen kan få sine billeder på åbent vand.
Da Hanne Høiberg blev fyret, skulle hun også aflevere nøglerne til sin firmabil, en rød Alfa Romeo 159. Den er nu byttet ud med »en lille symaskine« af en leaset Skoda.
Hun fortæller det selv med et skævt smil;
»Heldigvis har jeg altid haft det sådan, at min bolig ikke skulle være afhængig af en chefredaktørløn. Vi bor i en villalejlighed og kan sagtens klare, at vores indtægt bliver mindre. Så det er ikke noget med, at jeg skal gå fra hus og hjem, og skodaen passer mig fint lige nu.«
Alligevel må det være noget at identitetstab at miste et job, som har fyldt så meget i dit liv?
»Jamen, jeg har da fået et chok, og nok også et større chok end jeg ville have troet. Det har virkelig rystet mig, og i en lang periode følte jeg mig meget sprød. Men jeg føler, at jeg ligeså stille har fået arbejdet mig tilbage, og det har jeg blandt andet gjort ved at holde fast i mine rutiner. Jeg er blevet ved med at stå op klokken seks og løbe – jeg er ikke typen, der sætter mig hen i sofaen og glor på fjernsyn.
Jeg skal helst være i gang hele tiden, så jeg har også luget al skvalderkålen væk i haven, så den har aldrig været flottere. Og min mand har været sød til at sige: »Nu tager vi ud at sejle!« Det har været god terapi, og jeg føler, at jeg har fået mit gamle drive og min energi tilbage. Den blev nok taget fra mig en periode, det tror jeg nok.«
Føler du et element af alderstyranni i, at du blev fyret?
»Nej, det gør jeg altså ikke. Men hvis du spørger, om jeg har nogle problemer i forhold til, hvor jeg står nu som 53-årig, så vil jeg sige, at selvfølgelig tænker jeg da over det. Men jeg vælger ikke at se det som et problem. Jeg har den kæmpe erfaring, jeg har, og jeg har en ung livvsstil, som min tidligere chef også yndede at påpege.
Jeg gider heller ikke gå og være bitter – det er slet, slet ikke mig. Så nu har jeg det bare sådan: Videre! Jeg har overstået et langt kapitel i mit liv, og jeg ser tilbage på størsteparten med stor, stor glæde. Nu skal jeg i gang med et nyt kapitel, og det er smadder spændende,« siger hun og tilføjer, at hun siden afskedigelsen fra Alt for damerne har fået »enkelte henvendelser«.
»Ikke om konkrete stillinger, men om forskellige projekter. Og det kan være, jeg siger ja til noget af det, men jeg har besluttet at tænke mig godt om og mærke efter, hvad jeg virkelig har lyst til. Desuden er jeg så heldig, at jeg sidder i bestyrelsen for SOS Børnebyerne, så jeg har stadig noget professionelt at beskæftige mig med,« siger Hanne Høiberg, der netop er kommet hjem fra en rejse til Botswana, hvor hun udover at være bestyrelsesmedlem har nydt at optræde i rollen som journalist.
»Jeg har lige afleveret en reportage, og jeg skal skrive noget mere dernedefra. Det er dejligt på den måde at være tilbage ved journalistikken. Og så har det været en fantastisk oplevelse at se, hvordan den langsigtede hjælp rent faktisk virker.«
Efter 19 år som chef er det slet ikke utænkeligt, at hun finder på noget helt andet.
»Med min erfaring om magasinmarkedet er det selvfølgelig en oplagt ide at forsøge at udvikle et nyt magasin efter mit eget hoved, så jeg vil ikke udelukke noget. På den anden side har de her måneder også givet mig smag for at blive selvstændig – måske skrive lidt, undervise og holde foredrag. Og måske tænke lidt mere på mig selv end på en redaktion,« siger Hanne Høiberg, som aldrig har været bange for at svømme mod strømmen – eller kaste sig ud på det dybe vand.
Det gjorde hun også, da hun i sin tid sad på Berlingske Tidende og blev headhuntet til jobbet som chefredaktør på Alt for damerne.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Okay, nu springer du ud på det store, dybe hav, og så må du se, om du kan svømme. Og det kunne jeg jo. Jeg er lidt i den samme situation nu. Jeg har tilmed fået dykkerbevis, så jeg har ingen problemer med at svømme overhovedet.
Om det så er over eller under vandet.«
Fik du læst:
13 effektive råd til et bedre liv [1]
Tænk negativt og få mere selvværd [2]