Han taler stadig klingende jysk. Men ellers er der ikke meget tilbage af den hashsælgende hippie, der i dag er imam og sjælesørger på Nørrebro.
Hvad er anledningen til, at vi er interesseret i et portræt af Abdul Wahid Pedersen, vil imamen vide i telefonen.
Et par uger forinden er han igen løbet med landets avisforsider. Denne gang kan journalisterne ikke finde ud af, om han er for eller imod flerkoneri.
Se billedserie med Abdul Wahid Pedersen i galleriet til højre...
Det er langtfra første gang, at aviserne har en historie, hvor Abdul Wahid Pedersen har udtalt sig tvetydigt. Hvad mener imamen om Irans stening af kvinder og somaliske pigeomskæringer? Er han i virkeligheden en fundamentalist i hvide klæder?
Abdul Wahid Pedersen er blevet talsmand for en minoritet i en bydel, der på alle måder er midt i et opgør.
Slaget om Nørrebro har startet gadekrigen, og mens kampen om byens kriminelle hjerte stadig pumper løs, har imamen fået indrettet sig »en lille biks« i det gamle Svanerejsebureau for enden af hovednerven, Blågårdsgade.
Her bruger han tiden på at tage et andet slag. I den islamiske boghandel, der også er hans kontor, bruger han de fleste af sine vågne timer på at hjælpe verdens lidende muslimer gennem nødhjælpsorganisationen Danish Muslim Aid.
Når han da ikke tager sig af dem herhjemme. Fra enden af gaden, hvor han også bor i en lejlighed i baggården. Ved siden af den arabiske grønthandler og tyrkiske frisør har Abdul Wahid Pedersen haft sin gang i 25 år.
- Læs flere interviews og portrætter:
- Den indre nedrustning [1]
- Outsideren, der kom ind i varmen [2]
- Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist [3]
- »Folk tror, jeg er en sprællemand« [4]
- Arne, jeg elsker dig ikke mere [5]
De første par år efter, han var flyttet til København, fik alle forbipasserende et jysk »goddaw« med på vejen.
Det gjorde man hjemme i den lille landsby Rodskov, 20 kilometer fra Århus, hvor han er opvokset. Den landsbystemning vil han også have i sin nye landsby midt i København. Og så gjorde han det vist også for at provokere københavnersnuderne.
I dag er han for længst blevet en fast del af bybilledet på indre Nørrebro. Første gang jeg så ham i kvarteret for mange år siden, tænkte jeg, om han mon var en arabisk albino med sin blege hud og lyse øjne iført en lang hvid bededragt.
Senere så jeg albinoen i fjernsynet diskutere politik med magteliten. Med en tyk jysk accent.
Nu sidder han så på sit kontor. Samme jyske accent. Med det ene ben oppe på stolen, så han støtter knæet mod brystet, og holder hænderne rundt om sin vinterblege fod, som han forsøger at give noget varme. Indrømmet. Han var nok lige lovlig optimistisk med påklædningen i morges, da han så solen og tog sommersandalerne på.
»Når sådan en bleg dansker som jeg ser solen, bliver jeg jo så kisteglad, at jeg straks hopper i sommertøjet,« siger han og kigger lidt fortrydende ud ad vinduet, hvor skyer og blæst trækker op til et ordentligt regnskyl.
Abdul Wahid Pedersen er ikke en albino fra de arabiske lande. Han er døbt Reino Arild Pedersen. Hans mor er finne, og faderen er nordjyde. Ifølge ham selv er han en blanding »jysk bonderøv og nørrebroer«. Det sidste med fede streger under.
»Jeg elsker Nørrebro, så jeg er nørrebroer, men jeg er absolut ikke københavner. Jeg nægter stædigt at lade mig integrere som københavner. Det hænger nok sammen med min jyske opvækst. Derovre havde vi en idé om, at københavnere er sådan lidt højrøvede, mens nørrebroere derimod er lidt mere som jyderne. De har en jovialitet og folkelighed, som jeg holder utrolig meget af.«
Det er anden gang, vi sidder på imamens kontor. Under vores første snak sad han mere stift i et lyseblåt jakkesæt, som han havde fået syet på en af sine mange rejser til Indien. Han bød på arabiske karameller fra grønthandleren og Nescafé fra Netto.
I dag er der kun plads til én ting på bordet. En stor papkasse fyldt med Kraks Blå Bog, hvor Abdul Wahid, umiddelbart til sin egen forbløffelse, er nævnt. Han har bestilt en kasse eksemplarer med sit eget navn indgraveret med sølv på den blå ryg.
»Ja, jeg var på forsiden af berlingske.dk i dag. I synes åbenbart også, det er en god historie, at jeg er med i Kraks Blå Bog,« gnægger han.
Det er da heller ikke mærkeligt, at den udskældte Nørrebro-imam er blandt de 8.127 toneangivende personligheder, der er med i bogen.
I snart 30 år har han udbredt islam til offentligheden. Han har taget imod og selv uddelt verbale øretæver til politikere og andre meningsdannere, siden han i 1982 tilføjede »Guds tjener«, Abdul Wahid, på arabisk til sit navn.
Det var året, hvor han konverterede til islam. Siden har han taget rollen som Guds tjener for det muslimske folk bogstaveligt. Han har stiftet flere hjælpeorganisationer for at hjælpe verdens muslimer, han har været medstifter af og skoleleder på flere friskoler på Nørrebro, den seneste primært for somaliske børn.
Han leder fredagsbønnerne i en muslimsk menighed på Nørrebro, han samarbejder med de sociale myndigheder om at undgå rekrutteringen af børn og unge i fundamentalistiske kredse.
Alligevel bliver han ofte beskyldt for at være en middelalderlig fundamentalistisk islamist.
»Spørg alle de folk, du finder i politi, skole og socialmiljøer, som jeg har et nært samarbejde med i forhold til bekæmpelse af ekstremisme blandt unge. Spørg dem, om jeg er ekstremist. Spørg folk i de muslimske miljøer, om jeg er ekstremist. Spørg alle andre, som kender mig, end politikere og avisredaktører, og hør svaret,« svarer han til spørgsmålet, om han kan genkende sig selv i billedet som fundamentalist.
Du er flere gange blevet beskyldt for at være upræcis i dine udtalelser, og endda at tale med to tunger. Hvad mener du om det?
»Det er sjovt, at sådan en som jeg skal beskyldes for at tale med to tunger, når vi lige har haft en statsminister, som målrettet gik efter et job i Nato, og hele vejen igennem holdt befolkningen for nar, og stod og løj os i ansigtet. Hvorfor er det ikke to tunger, når landets statsminister lyver? Fordi det ikke er interessant at kalde ham tvetunget.
Jeg er nem at kalde tvetunget, fordi det er godt at have en prügelknabe. Der er muslimer gode emner, fordi vi er nemme at identificere. Vi spiser halalkød og nogle klæder sig endda i sjovt tøj.
Vi er blevet kåret til at være farlige, ligesom jøderne i sin tid blev det, og derfor er jeg så også ekstremist. Det er set ske i historien før, og det klæder ikke danskerne at være så smålige. Vi har råd til mere i det her land.«
Imamens sorte rande under øjnene bliver tunge og tydelige. Avisoverskrifterne har haft personlige omkostninger. Han kan ikke bare tage toget gennem landet alene. Når han bevæger sig uden for Nørrebro, er han nødt til at tage sine forholdsregler. Det foregår i egen bil for at undgå at møde slagsbrødre eller måske berusede fodboldfans, der har tabt.
»Så ser de mig, og tænker, vi slår sgu bare på imamen, han er så let at kende og slå på.«
Engang var det ved at gå alvorlig galt. Han var ude at gå tur med sine fire børn, da en gruppe nynazister begyndte at forfølge dem og true med, at han om lidt ville ligge og bløde på jorden. Han slap kun akkurat væk, fordi nogle forbipasserende hjalp ham.
»Jeg er helt klart mest tryg på Nørrebro, hvor folk kender mig, og vi passer på hinanden.«
En synligt beruset mand med fedtet hår og blanke øjne banker på glasdøren midt under interviewet. Om imamen har et øjeblik?
Manden har taget sin nyeste kunstgenstand med under armen. En bakke malet i rødt med blomster. Kommer Abdul Wahid ikke snart forbi og besøger ham og ser resten af malerierne?
Det er tredje afbrydelse inden for en halv time, for Abdul Wahids telefon kimer. Og han besvarer til undertegnedes store fortrydelse alle opkald.
»Jeg er en person, som folk henvender sig til med forskellige personlige problemer og udfordringer i livet. Det kan være personlige kriser, ægteskabelige kriser, om man skal købe en ejer- eller andelslejlighed. Der er ingen tabuer, og spørgsmålene går i det helt personlige som folks seksuelle vaner, og hvordan de skal håndtere dem.
Det sjove er, at det ikke kun er muslimer, der kommer til mig. Det kan være folk, der er erklæret tilhængere af andre religioner, men som af en eller anden grund har fattet tillid til mig og derfor tror, at jeg kan vise dem vejen videre.
Sommetider er vejen videre det, at en giver sig tid til at lytte. Noget af det allervigtigste, når man fungerer som sjælesørger, er, at man giver sig tid til at lytte aktivt og gelejde personen videre på sin egen vej,« siger imamen og lyder næsten som en præst.
Den berusede mand går med bakken under armen. Abdul Wahid lover at besøge ham, så snart han får et ledigt øjeblik.
Et gæt kunne lyde på, at det øjeblik ikke kommer foreløbig. For han kan ikke lade være med at gøre opmærksom på sig selv. Han bliver nødt til at kalde politikerne for en gruppe børnehaveklassebørn, der er taktisk dårlige fodboldspillere. Hvis han skal kaldes ekstremist, så skal Karen Jespersen ikke slippe med skiftet fra den yderste venstrefløj til i dag, hvor hun konkurrerer med DF i sine holdninger, siger han. Man mistænker ham for at stortrives der lige midt i skudlinjen. Som om han først har tjent Gud, når han har stået i strid modvind som en enmandshær og skudt tilbage, til der ikke er flere patroner.
Gavner det altid muslimernes sag, at imamen lader sig provokere? Dårlige overskrifter om flerkoneri og pigeomskæring er vel ikke det, de danske muslimer har allermest brug for lige nu?
»Man har rent politisk valgt at gøre islam til hovedfjende. Hvis man så står frem og oven i købet tillader sig at være temmelig ligefrem over for politikerne, bliver man jo hurtigt deres »øjesten«. De kan profilere sig selv på islam og muslimer, og gør det gerne. Der står jeg og stikker næsen frem og næsten byder mig til, så de kan kaste sig skrigende over mig.«
Trives du med det?
»Det mistænker jeg også sommetider mig selv for, så det er nok ikke helt galt. Jeg har flere gange forsøgt at holde min mund. Engang imellem bliver jeg så træt af den der smålighed og fnidder, der er, og viljen og evnen til at problematisere noget, som ikke er et problem, at jeg tænker, det nytter ikke noget. Jeg giver op. Men så går der 14 dage, og så er jeg der igen,« smiler han.
»Jeg har jo flere gange sagt, at jeg ikke går ind for flerkoneri, men det er man ikke interesseret i. Jeg har sagt, at pigeomskæringer ikke er en islamisk skik. Ligeså lidt som jeg vil holde de danske politikere ansvarlige for, hvad der sker i Serbien eller Rwanda, lige så lidt vil jeg holdes ansvarlig for, hvad der sker i Iran eller Nigeria. Jeg kan ikke se, at det er mit bord overhovedet.«
Hvorfor gør du det så?
»Jeg bliver revet i næsen, og jeg svarer. Engang imellem hopper jeg med på galejen, hvor jeg muligvis nok bare skulle have holdt min mund. Engang imellem gør jeg det for at provokere. Jeg vil meget nødig have, at vi skal leve i et land, hvor islam og muslimer konstant skal problematiseres af politikere, fordi de skal stå derude og mele deres egen kage. Jeg har børn, og jeg har venner, og muslimske børn skal have lov til at vokse op i fred og ro i Danmark, og vi skal alle have lov til at passe vores religion stille og roligt uden at genere eller komme på kant med det danske samfund.«
På kant med samfundet var Abdul Wahid op gennem 1970erne, da han stadig hed Reino og levede af lyssky forretninger. Han havde sat sig på »røghandel« ved siden af alle de andre småjobs, han havde, så han kunne tjene penge til at komme ud og rejse.
Året efter, at han havde fundet Gud i Indien og var begyndt at leve et liv som retskaffen muslim, var han en tur i brummen og sidde i 12 måneder. Hans vej til Koranen har nemlig været lang. Og med flere afstikkere.
Han er ud af en søskendeflok på fire. Hans mor var hjemmegående. Faderen var murer og socialdemokrat. De boede i et hus ud til skoven og ikke langt fra stranden. Han elskede at komme hjem fra skole og sludre med moren over en kop te eller kaffe. Pengene var få, fordi familien havde valgt, at børnene altid skulle have deres mor i nærheden.
Om vinteren cyklede børnene til bondemanden og fik en stor kålrabi, som bonden brugte til at fodre køerne med. Det er først senere, at det er gået op for ham, at det var på grund af manglende penge, at de så tit om vinteren fik kålmos. Som lille elskede Reino i øvrigt at spise sin mors kålmos. De låste aldrig døren om natten, og det vildeste, børnene kunne finde på, var at gå på æblerov.
I 1968 var Reino 14 år. Han fulgte i hælene på forbillederne i The Beatles, fik det tidstypiske pagehår, spillede på guitar og optrådte med sin storebror til skolefesterne. Han fandt snart ud af, hvor man kunne købe hash i Århus, og således gik ungdommen med at ryge den fede og drømme om fjerne og eksotiske egne.
Som 18-årig flyttede han ind i et hippiekollektiv med fire venner fra HF. Her blev der røget og spillet rockmusik »som man nu gjorde dengang.«
Om dagen var han ekspedient hos den lokale isenkræmmer og fandt ud af, at han havde talent for at sælge. Hvad som helst. På kollektivet bedrev de også handel. Her solgte Reino og vennerne hash til de øvrige flippere, så de fik dækket deres eget forbrug.
Allerede mens Reino gik i folkeskolen, var konsekvenserne af den glade tids eksperimentale frisind begyndt at vise sig. Flere af Reinos skolekammerater blev stiknarkomaner. Efter en episode, hvor en af vennerne faldt om på Reinos barndomsværelse på grund af en overdosis heroin, besluttede han sig for at holde sig til »røgen« (hash, red.).
Efter HF tog han på en jordomrejse med en ven. De havde hørt om en »Black art festival« i Lagos i Nigeria, hvor både musikere og sorte kunstnere skulle optræde. Det blev deres første mål, og vennerne drog af sted mod et af verdens farligste lande uden kongens mønt på lommen.
De to havde spillet musik sammen hjemmefra, og da de nåede frem, besluttede de sig for at kontakte en berømt musiker i landet og proklamere, at det store danske band The Striking Vikings var på verdensturné, og de ville gerne spille i landet.
»En lille overdrivelse måske, men vi kunne nu godt spille. Til tider lød det faktisk ret godt. Vi gjorde, hvad vi kunne for at tjene penge. Vi havde en fandenivoldskhed. En dag havde vi svarende til 20 kroner på lommen, og vi havde endnu ikke fået penge overført fra Danmark. Vi kom ud fra et American Express-kontor, hvor temperaturen er 18 grader med air condition og ud i 47 graders varme med en høj luftfugtighed, der ramte os med et brag i ansigtet. På den anden side af gaden så vi et Tuborg-skilt.
Så kiggede vi på hinanden og sagde: Så kan det sgu også være lige meget. Vi får os en kold bajer for vores sidste penge i stedet. Det var meget typisk. Vi var ligeglade og i stedet for at købe to kilo ris, som kunne have varet en hel uge, købte vi to øl.«
Abdul Wahid Pedersen har fået varmet fødderne op, og han sidder tilbagelænet i stolen, mens han fortæller om sin tid som omflakkende hippie. Hans stemme er blevet en takt blidere, og han griner, når han fortæller om Kaj Damehår, der var den første i folkeskolen, der lod totterne vokse. Eller om rejserne til Indien, hvor han først blev hinduist og senere muslim.
»Et sted på et bjerg i Indien mødte jeg Gud. Det er svært at forklare, hvad det vil sige at mangle Gud, når man aldrig har haft ham. Man kan måske sammenligne det med et foto. Hvis man har et sort/hvid-foto og et foto med farver, så kan alle ting genkendes. Der mangler ikke noget andet end farven, for alle detaljer er der jo.
Forskellen på et liv med Gud og uden Gud er lidt på samme måde. Jeg ser ud på samme måde, lugter på samme måde og så videre. Men når Gud kommer på, opstår der en ekstra dimension. Jeg har en indre styrke og tro, som hjælper mig.
Vi er alle et produkt af det, der er gået forud i vores liv. Alt, jeg har været igennem, min tid som flippet rockmusiker og så videre er en del af det, jeg er i dag. Jeg har haft det sjovt og været på den evige jagt på kortvarige fornøjelser, som også er en flugt. Som for eksempel at drikke sig en kæp i øret. Dagen efter er det ikke så sjovt, men tre dage efter gør man det igen.
Den illusion jagtede jeg ligeså ihærdigt som alle andre, indtil jeg fandt ud af, at den er formålsløs. Jeg fandt ud af, at det, vi skal gå efter som mennesker, er en længerevarende tilfredshed, som ikke har noget at gøre med at fodre sig med alle mulige kemikalier og stimuli, men at skabe noget indefra. Hvis man vil den indre udvikling, må man begrænse sig udadtil. Det er også grunden til, at for eksempel munke går i kloster.«
Hvorfor lige islam?
»Islam har klare retningslinjer for, hvordan man begrænser sig selv udadtil, ved at der sættes krav til menneskets dagligdag med for eksempel spisevaner, klædevaner, faste og regelmæssige bønner. Det var en del af det, som tiltræk mig ved islam, men det helt grundlæggende var den meget klare og utvetydige tro på absolut kun én Gud og troen på alle profeter.
Religiøs inderlighed vil altid båndlægge mennesket i sin adfærd ud i den fysiske verden, om end det naturligvis kan være forskelligt fra den ene til den anden religion, hvordan denne begrænsning udtrykker sig.«
Inden Abdul Wahid Pedersen kunne hellige sig sit liv som praktiserende muslim, måtte han dog afsone fortidens synder i brummen. I 1983 blev han idømt en straf på i alt 16 måneder for at have solgt fem kilo hash i sin tid på kollektivet. Han afsonede 11 måneder, hvoraf ni var i isolation og resten i et åbent fængsel.
»Jeg syntes rigtig godt om at være i isolation, fordi jeg kunne fordybe mig i koranstudier og arabiske studier. Jeg fik oversat bøger og fik lavet en masse ting, mens jeg sad i isolation. Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at skulle ud af isolation, da jeg endelig kunne komme det. Jeg havde jo fået mig en god dagsrytme,« griner imamen.
Den 28-årige Reino oplevede ingen negative reaktioner fra sine omgivelser på at konvertere.
»I 1982, hvor islam havde eksisteret i 1.400 år, var islam endnu ikke blevet farlig. Islam blev først gjort til fjende senere. Dengang var det noget med 1001-nats eventyr og snabeltyrkersko. Reaktionen var snarere »Fedt, mand!««
Meget har ændret sig siden den tid. Dengang sloges de unge med næverne og ikke skydevåben. Når den ene faldt til jorden, sluttede kampen. I dag bliver der i bedste tilfælde kun sparket og slået på en, der ligger ned.
Selvfølgelig har imamen kendskab til banderne på Nørrebro. Han tager imod de unge fra området med deres overvejelser, som enhver anden præst, og han konfronterer problemerne.
»Til vores fællesbøn har jeg spurgt de unge mennesker i meget direkte form: Er den største oplevelse, du vil byde din mor, at hun skal være med til din begravelse? Jeg kan stille de spørgsmål, fordi jeg har med dem at gøre til daglig, så de bliver ikke sure på mig.
Det er meget svært for både forældre og de unge. Der er ingen forældre, der ønsker, at deres børn skal blive kriminelle. Alle har drømme om, at de skal tage en ordentlig uddannelse og leve et godt og sundt liv. Men det er en svær tid. Særligt for de unge. De udfordringer, de står over for, de lokkemidler, der bliver brugt. Gå ud på gaden og se virkeligheden her lige udenfor. Skal du være noget, skal du have glitter. Tænder du fjernsynet, er det eneste, du ser, store pumpede gangsters, alfonser og ludere. Det er det, de unge ser. Det er det, de bliver lokket med.«
Men han tilføjer samtidig:
»Jeg skulle nødig dømme andre, jeg har selv været i grøften en tur. Og det er måske en af de styrker, jeg har. Jeg forstår det kriminelle miljø indefra. Det er ikke længe siden, at jeg kom ned i vores egen kælder derhjemme, og så står der nogle unge mennesker og ryger tjald. Så ser de forskrækket på mig, fordi det er imamen.
De skynder sig at gemme det, de ryger, men jeg kan godt lugte, hvad der sker, så jeg spørger, om det er noget fed tjald, de får røget. »Det er ikke tjald!« svarer de. Jeg kan ikke lade være med at grine, for jeg er godt klar over, hvad de laver, så jeg siger: Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sladre til jeres forældre.«
Imamen har en travl dag foran sig. Mens jeg giver hånd og kigger Abdul Wahid Pedersen i øjnene, tænker jeg, hvem har også sagt, at Guds tjener absolut skal være frelst? Han kan da sagtens være en ualmindelig jyde på Nørrebro.
Læs flere interviews og portrætter:
Outsideren, der kom ind i varmen [2]
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist [3]
»Folk tror, jeg er en sprællemand« [4]
Arne, jeg elsker dig ikke mere [5]