Passat lyder af kommunal golfklub, og grundmodellen af Passat CC er lidt træls, men alt i alt er bilen bedre end god, konstaterer Jeremy Clarkson i sin bilklumme.
Stop. Lad være med at bladre om på næste side. Kast lige endnu et blik på billedet af denne morgens bil. Ganske køn, ikke sandt?
Den får måske ikke andre bilister til at dreje hovedet af led, og den vil næppe heller sende kuldegysninger gennem folk på fortovene. Den er med andre ord ikke køn på samme måde som en lingerimodel eller som Meg Ryan ... engang var.
Med sine slanke vinduer og diskret hvælvede alufælge er den pæn på den mere diskrete måde. Uden at være påtrængende. Med andre ord nydelig på en sådan vis, at man ikke rigtigt bemærker det, før nogen gør en opmærksom på det. Men så kan man til gengæld heller ikke få dens dens ynder ud af hovedet igen.
Der er andre biler, der kan noget af det samme. Den nye Renault Laguna coupé, for eksempel. Men den er selvfølgelig også fransk og dermed en af den slags biler, der lokker husarerne til med mange besnærende løfter for så at præsentere dem for et massivt sammenbrud.
Bilen på denne morgens billede vil næppe optræde på den måde, idet den er tysk. Faktisk er det den nye VW Passat CC, og det er en smule uheldigt. Det er lidt som at møde sin hedeste drømme pige blot for at opdage, at hun hedder Ermintrude eller Daphne til fornavn.
Faktisk er det endnu værre, for »Folkevogn« har en klang af nationalsocialisme, og »Passat« har mere end et strejf af den kommunale golfklub. Og det er et grimmer billede at have i sit hoved – Adolf Hitler i ternede golfbukser svingende et ni-jern i selskab med sine kammersjukker Rudolf og Martin på det kommunale hul otte.
Men du lærer nok at leve med det væmmelige navn og den skrækindjagende billeddannelse, når du har prøvet skoen. Ligesom man velsagtens kunne vænne sig til at kalde på sin »Ermintruuude!« på offentlig vej.
Jeg er vild med biler uden midterstolpe. En af grundene til, at jeg holdt så meget af Subaru Outback er netop, at vinduerne er uden rammer. Og hvis jeg kigger tilbage i tiden er det faktisk et fællestræk ved alle de biler, jeg har ejet. Den Mercedes CLK Black, jeg kører i for tiden, min gamle BMW CSL, min Honda CRX, min Ferrari 355, Gallardo’en. Nogle mennesker køber bil alene ud fra farten, andre for den praktiske anvendelighed eller brugtvognsværdien. Jeg køber tilsyneladende biler ud fra kriteriet: rammeløst vindue i en dør uden midterstolpe.
Men sæt dig ind i en CC, og når først du er færdig med at ømme dit stakkels hoved – du vil knalde det ind i kanten de første par gange, for taglinjen er lavere, end du havde ventet – vil du kunne konstatere, at alt er godt. Bedre end godt. I grundmodellen er alt en lille smule træls – lidt som et offentligt toilet uden George Michael til at live det hele lidt op – men i den model, jeg prøvekørte, var det hele børstet aluminium og elfenbensfarvet læder og krom i lange, funklende baner.
Dengang denne bil første gang blev præsenteret, mente jeg, at den først og fremmest ville signalere, at ejeren ikke havde råd til en Mercedes CLS. Og det holder for så vidt stadig vand. Den er i mindre grad undergravende for din økonomi end den originale Benz, men ved du hvad? Folkevognen er bedre.
Den er uden sammenligning bedre bagi, for selv om Mercedesen er en større bil, kan Passaten bryste sig af bedre plads til de to passagerer, den har plads til. Men så er det til gengæld også to, punktum. Midten af bagsædet egner sig kun som ryglæn for folk, der holder af at sidde i kopholdere. Eller som rent faktisk er en dåse Coca-Cola.
Længere bagude finder vi et bagagerum, der er enormt, og idet vi smækker det i, tager vi os selv i at stå og kratte os i hovedbunden. Rummelig, rimeligt prissat, godt udseende og fint afstemt. Okay, hvor er så ulemperne? Bortset selvfølgelig fra det med den kommunale golfklub.
Tja, det er sådan set enkelt nok. Du kan stadse en VW Passat ud i, hvad du måtte have lyst til, på samme måde som du kan stadse mig ud i, hvad du måtte have lyst til, men inderst inde er jeg stadig den samme kvabsede, stakåndede, midaldrende bondetamp.
Den Passat, jeg prøvekørte – en 3,6 liters, firehjulstrukket GT – er slet ikke værst, men den får dig omvendt heller ikke til at sjatpisse i hjørnerne af bare velvære. De opgivne tal angiver, at den kan nå fra 0 til 100 km/t på 5,6 sekunder, og det er selvfølgelig rimelig hurtigt, men på intet tidspunkt tænkte jeg: »Wauv, ikke bare har jeg gåsehud, jeg er nopret som en bademåtte!«
Tallene antyder også, at jeg kan komme op på 250 km/t, men man sidder tilbage med den fornemmelse, at man aldrig vil nå derop.
En del af problemet er DSG-gearkassen, vil jeg tro. Normalt er dette det bedste af systemerne med skiftepads, men i CC’en føltes det sært ubegavet og uvilligt til at skifte ned hurtigt. Og så er vi tilbage ved livets hårde kendsgerninger: du kan have det bedste firehjulstræk i verden, det skarpeste styresystem og den mest fløjlsbløde motor, men hvis gearkassen har til sinds at opføre sig som en fagforeningsboss i laksko, så vil det samlede indtryk være ødelæggende.
Heldigvis er der masser af ting at lege med, mens man hikser derudad. For det første er der undervognen, der kan justeres med en lille knap. I begyndelsen vælger man nok at sætte den på »Sport«, hvad der gør alting meget uforhageligt og derfor også ude at takt med den afslappede gearkasse. Derfor vælger man snart »Normal«, men det er stadig ikke særlig rart. Hvilket indebærer, at man med statsgaranti vælger at sætte den på »Comfort« efter yderligere to minutter og siden lade den være der resten af tiden.
Men så er der sikkerhedsudstyret. Blandt ekstraudstyret – dog ikke på den bil, jeg kørte – er en elektronisk køresikring, som overtager styringen, hvis du forsøger at skifte kørebane på motorvejen uden at blinke af. Det her er alvorligt ment. Angiveligt kan man mærke den tvinge en tilbage, hvor man kom fra, som kørte man ned over en kantsten.
Er det en god ting? Citroën vækker den søvninge bilist på motorvejen ved at lade forsædet vibrere. Andre biler har en eller anden form for alarm. Men Folkevogn har en mere direkte tilgang til sagerne, og det er såmænd udmærket. I teorien, i hvert fald. Men hvad sker der, hvis du bliver nødt til at undvige, og der ikke er tid til at vise af? Den nævenyttige rad i instrumentbrættet vil i så fald forsøge at styre dig direkte ind i den genstand, du forsøger at undvige.
Så er den radarstyrede fartpilot meget bedre. Systemet fungerer som en normal fartpilot, men skulle en bil trække ind i din bane, sænker du farten, så den svarer til hans, indtil han flytter sig igen, hvorpå du automatisk sætter farten op igen. I nogle biler – og her tænker jeg på Mercedes – fungerer det ikke særlig godt, fordi det følger den forankørende bil på så stor en afstand, at det aldrig rigtig går op for føreren foran, at du gerne vil forbi. I Folkevognen giver systemet dig mulighed for at køre helt op i bagsmækken på ham og mobbe den sløve padde, indtil han forføjer sig.
Der er masser af legetøj, og meget af det er rigtig godt. Grafikken i satellitnavigationen står eksempelvis så skarpt, at det virker som var den gengivet i HD. Og det er fedt. Men hvad er pointen med et stort soltag på størrelse med en tennisbane, hvis det ikke kan åbnes?
Det er en morsom, gammeldags skøjte til kurver og rundkørsler, og det er grunden til, at jeg for en gangs skyld har brugt hele min klumme til at skrive om den. På den ene side er det en Mercedes CLS til den halve pris. På den anden side er den nok behagelig og afslappet at køre i, men den mangler lige det sidste jeg-skal-gi-dig.
Derfor vil jeg give den tre stjerner. Men de fortæller kun tre femtedel af historien. For ser du, der findes et hotel i San Francisco kaldet Golden Gate. Det er et tre-stjernet hotel, og det har et navn, der er lige så uopfindsomt som »Folkevogn Passat.« Og alligevel vælger jeg altid at indkvartere mig der, når jeg er i byen, fordi der er så pænt. Pænt på den diskrete måde. Uden at være påtrængende.
Clarksons dom: Bedre end summen af sine stjerner
Oversættelse: Lars Rosenkvist
© Jeremy Clarkson & The Times