»Vores måde at være par på og leve sammen på har ikke været noget udtryk for en forkromet plan. Det er noget, der er blevet sådan. Vi mødtes og boede hver for sig, og så er det ikke kommet videre. Det kan være, det gør det en dag, det er der ikke nogen, der siger. Vi bliver tit spurgt, om vi aldrig skal flytte sammen. Men når jeg sidder og taler med andre kvinder til en fest, og de hører, hvordan jeg lever, kan de også tit sukke lidt misundeligt og sige, åh, sådan skulle vi også leve,« fortæller Stine Stengade om sit ægteskab med Ole Christian Madsen.

Hvornår flytter I sammen, bliver Stine Stengade ofte spurgt, fordi hun aldrig har boet sammen med sin mand gennem ti år og sit barns far. Svaret er, at det giver frihed. Men det kræver også stor rummelighed fra begge.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Stine Stengade: "Det handler om kærlighed og frihed"

Senest har hele landet set Stine Stengade som manipulerende erhvervsminister i et afsnit af »Borgen«. Se flere billeder af den smukke skuespillerinde her.

(Kim Haugaard) (Kim Haugaard) (Kim Haugaard)

Se også

• Henrik Prip: »Jeg elsker at være grim«
• Peter Gantzler og kvinderne
• Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«
• Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag

Af Pia Richter
Lørdag 12. februar 2011

Pelsen, hun smider over ryglænet, ser lun og god ud. Og overhovedet ikke diva-agtig. Det er plasticposen med skiftetøj, som Stine Stengade stiller på gulvet, heller ikke.

Se billeder af Stine Stengade i galleriet til højre >>

Men så rækker hun hånden frem og hilser med det skønneste stjernesmil, og det er ikke længere svært at forstå, hvorfor hun oplevede noget af et dramatisk rolleskift, da hun gik ud af Statens Teaterskole som flyvefærdig skuespiller i 1998.

Ikke flere søde og sjove lillesøsterroller, som skolen havde givet hende så mange af, mens prinsesserollerne gik til nogle andre.

Læs også:
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«

Og da slet ikke flere af de specielle macho-roller som general og røverhøvding, hun stred med endnu tidligere, da hun rejste rundt med den mellemfolkelige gadeteatertrup Novos Rumos i Columbusåret 1992 og på en eller anden måde fik mikset Holberg med noget brasiliansk.

Hun klukker lidt ved tanken om den krævende tur rundt i landet, den meget seriøse portugisiske instruktør, der havde en baggrund i Odin Teatret, og hendes medspiller, den passionerede argentiner med det kæmpemæssige røverskæg. Ægte, vel at mærke.

»Nej, ikke engang det fik mig fra at ville være skuespiller. Og dog. En kort overgang prøvede jeg at vælge den mere sikre vej, læste lidt på universitetet et stykke tid ...«.

Hun behøver ikke sige mere. Det fik som bekendt en ende. Og det kan den brede befolkning, der første gang så Stine Stengade udfolde sit talent med intelligens og kølig, afdæmpet erotisk udstråling som skønheden Lisbeth Gordan i tv-serien »Edderkoppen«, kun være tilfreds med.

Selv havde hun lidt svært ved at forholde sig til det image, hun pludselig fik. Og har det måske i virkeligheden stadig, omend hun med tiden har formået at tage det lidt mere ind. Med en vis ydmyghed. Kvinden, hun blev beskrevet som i medierne, kunne hun slet ikke genkende.

»Jeg var i pels og perler og tænkte: Det her, det er en misforståelse. Sådan er jeg ikke. Og sådan er jeg slet ikke opdraget. Hvad vil jeg sige med det? At der var en vis fremmedgørelse. Jeg var faktisk ret chokeret over de mange interviews, jeg lavede i starten, der nærmest ikke handlede om andet end mit udseende. En kompliment bliver man selvfølgelig glad for, men som skuespiller har man altid en lille frygt for at blive sat i bås, og det her ville på en måde være en. Hvis jeg aldrig skulle kunne spille andet end roller, hvor udseendet er en del af historien, ville det da være ærgerligt«.

Som årene er gået, siden Stine Stengades navn blev landskendt, har hun gudskelov fået - og grebet - mange andre muligheder.

Hun kan hverken løbe fra sit skønne udseende eller forhindre, at det bidrager til interessen for hendes person.

I en alder af 37 har hun heller ikke længere noget imod, som hun siger, »at bruge det, man nu en gang har«.

Det kan hun også roligt gøre, for hun har forlængst bevist, at hendes talent spænder bredt og kan foldes ud på mange andre måder og med en hel paletfuld af andre virkemidler, om så det er i store hovedroller som den psykisk ustabile Kira i »En kærlighedshistorie«, der blev belønnet med både en Robert og en Bodil, eller i mindre roller som jyske Anne i et afsnit af »Langt fra Las Vegas«.

Senest har hele landet set hende som manipulerende erhvervsminister i et afsnit af »Borgen« - en karakter, der er skrevet med »streg under«, som Stine Stengade formulerer det.

Forude venter nogle helt andre udfordringer, kan man roligt sige.

Netop nu sidder Stine Stengade og luner sig med en kop kaffe med ryggen til Café Hacks vindue ud mod den stemningsfyldte, oplyste skøjtebane på Bispetorv i Aarhus. Hun glæder sig til at skulle skære en ordenlig klods ud af kalenderåret for at spille teater på byens scene.

Efter en tv-opgave i London - en af de internationale opgaver fremtiden gerne må byde på mange flere af - er Stine Stengade rykket til provinsen for at spille teater.

Læs også:
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«

Langsommeligt, diskussionskrævende, udviklende og dejligt teater. Ikke et hvilket som helst stykke. Men teaterversionen af Bergmans berømte tv-klassiker fra 1973, »Scener fra et ægteskab«, der angiveligt fik skilsmisseprocenten i Sverige til at stige dramatisk, da den rullede hen over skærmen i sin tid.

»Jeg prøver hele tiden at tænke dynamisk over, hvor jeg gerne vil videre med mit arbejde, og jeg er ekstremt glad for det her teaterstykke, fordi jeg mest har lavet film og tv de senere år. Teater kan være udviklende på en helt anden måde end film, fordi der er så mange gentagelser i det over et langt forløb. Og så, fordi man møder sit publikum live. Det kan lyde banalt at sige det, men jeg tror, der er mange der ikke er klar over, hvor kæmpestor en forskel det gør for os skuespillere. Når det fungerer bedst, er der jo nærmest tale om en udveksling«.

Da svenskerne for snart 40 år siden blev lukket ind bag facaden i Marinanne og Johans udadtil perfekte forhold - som Bergman utvivlsomt hentede ægte inspiration til i sine egne parforhold - fik de en provokerende øjenåbner, der satte gang i nye tanker om andre måder at leve sit liv på.

Man følger parret gennem en lang periode. De er gift, men ikke specielt lykkelige. Han forlader hende og børnene, brutalt, til fordel for en meget yngre kvinde. De bliver skilt, mødes igen, og ender med at være hinandens elskere, mens de er gift med nogle andre. Hun vil nemlig ikke have ham tilbage, det gjorde hende godt at blive forladt, og hun er blevet bragt videre.