. ( Foto: Mads Nissen )

Steen Jørgensen prøver hele tiden at forny sig selv gennem fordybelsen. Af samme grund besluttede han i en periode dagligt at ryge heroin. I øjeblikket er Sort Sols forsanger dommer i TV2s sangprogram »The Voice«.

Af Jens Anton Bjørnager Jensen
Mandag 16. januar 2012

Steen Jørgensen dypper sin croissant i kaffen og løfter de tynde øjenbryn. Spørgsmålet går op for ham.

»Du mener, hvordan en punkrocker som mig kan være dommer i et program som Voice?« siger han og smiler med de klare øjne. Han tager sig god tid og laver kunstpauser mellem sætningerne. Spørgsmålet har svævet i luften et stykke tid blandt musikanmeldere og inkarnerede fans, som har svært ved at forstå Steen Jørgensens spring fra punk til populærkultur.

»Jamen klart. Jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg er 52, og da jeg lavede et punkband med Tomas, Knud og Peter, var jeg 17. Der er sket en hel del siden dengang. Jeg har lavet mange andre ting. Man skal jo hele tiden være i bevægelse og forny sig, ik’?« siger han med sin karakteristiske mørke stemme.

Forsangeren fra Sort Sol er for tiden ved at ruste sangerne på sit hold til at dyste mod hinanden i TV2s sangprogram, »The Voice«, og måske give dem en chance for at udleve deres drømme om at leve af musikken. Men selv om der er langt fra de polerede TV2-studier til spillestedet Rockmaskinen i 70erne, har Steen Jørgensen ikke glemt, hvor hans egen karriere startede.

Læs også:

Interview: Den anden side af Helena Christensen
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Interview: Charlotte Gainsbourg

For 35 år siden fandt en 17-årig dreng med én arm og klare, blå øjne vej til et øvelokale på Østerbro, hvor den jævnaldrende guitarist, Peter Peter, øvede med sit band. De to drenge var tidligere på året mødtes til en koncert med David Bowie, som sammen med Lou Reed var Steen Jørgensens store forbilleder. Han havde altid været fascineret af »pladsen i midten«, forsangerens rolle på scenen, men han havde aldrig sunget for andre end sit eget spejlbillede. Andet turde han ikke.

»Jeg kom egentlig bare ned for at høre dem. Peter Peter havde sagt, at han mente, jeg skulle være sanger i bandet. Men jeg havde gjort det helt klart for mig selv, at jeg går ikke til mikrofonen. Dét turde jeg simpelthen ikke. Men så hørte jeg dem, og de var allerede virkelig gode. De kunne altså spille. Peter sagde, »gå nu til mikrofonen, kom nu«. Til sidst sagde jeg »okay«. Der var jo ikke andre, så det var ikke pinligt,« siger Steen Jørgensen.

»Jeg kunne mærke den der power, da jeg ligesom lukkede op. Der var en særlig ting, det kunne. Ikke nødvendigvis fordi jeg gjorde det godt, men selve det at være en del af en lyd sammen med et hold af musikere. Det tændte mig,« siger han.

Steen Jørgensen blev født uden den nederste del af venstre arm, fordi hans mor havde brugt sovemidlet thalidomid under graviditeten. Han voksede op på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, hans forældre var skilt, men hans opvækst var »fuld af kærlighed« og »langtfra hård,« fortæller han.

Sammen med Peter Peter Scheidermann, Knud Odde og Tomas Ortved dannede han kort tid efter mødet i øvelokalet »Danmarks første punkband«, som B.T skrev i en lille notits i ’77. Punken var kommet til Danmark, og kort tid efter optrådte Sods for første gang.

»Den første koncert på Rødovre Statsskole med Sods var en stor og meget intens oplevelse. Vi skulle spille fire numre – det var til at overskue, og der måtte godt være fejl, for det var jo punk. Jo grimmere, jo bedre. Så alle kunne være med. Også ham, som ikke nødvendigvis ramte tonen hver gang. Det var så mig, ik’? Men det handlede mere om en energiudladning. En provokation,« siger Steen Jørgensen og tilføjer, at de vist fik 400 kroner til deling.

»Ikke dårligt for en debut, hva?« griner han og skænker kaffe. Tænder en cigaret.

Steen Jørgensen forklarer punken som et oprør. Ikke mod sine forældre, men mod hippiebølgen, som ifølge punkerne var ved at blive for meget.
»Alle generationer skal definere sig selv i forhold til de forrige. Vores tid var gennemsyret af ånden fra ’68 og af marxisme og fint nok – det var bare lidt kedeligt. Temmelig kedeligt faktisk,« siger Steen Jørgensen.

Sods blev hurtigt et tilløbsstykke til punkfesterne på Rockmaskinen på Christiania, hvor der var plads til den nye, upolerede musik, og allerede et år efter begyndte Sods at udkomme på vinylplader. Bandet bed sig fast i undergrunden og spillede efterhånden for fulde huse.

»På en måde havde vi alle sammen en fornemmelse af, at det var et spørgsmål om tid, før det var os, der var det. Det kunne man ligesom mærke. På et eller andet tidspunkt bliver det her stort. Der kom flere og flere mennesker til. Der var en stemning af, at der var noget nyt i gang,« siger Steen Jørgensen, der med Sods, som i ’81 ændrede navn til Sort Sol, fik ret i sin fornemmelse. Bandet har i tidens løb etableret sig på den danske musikscene og har, efter Sods-årene, formået at udvikle sig fra punken.

Men mellem succeserne med Sort Sol fik Steen Jørgensen brug for at trække sig et stykke tid og søge ny inspiration.

»Tre plader og tre turneer i rap. Det var en skøn tid, men det var vigtigt for mig at komme lidt væk. Ikke for altid, sådan har vi aldrig haft det i orkestret. På en eller anden måde finder vi altid sammen igen. Men det er vigtigt at tage nogle pauser,« siger Steen Jørgensen, som understreger, at der ikke decideret har været tale om nedture.

»Jeg vil mere kalde det fordybelser, hvor jeg har taget en beslutning om at gøre nogle ting. Fordybe mig i stoffer eller alkohol eller litteratur eller film. Nogle gange det hele på én gang,« siger forsangeren roligt og dypper endnu en gang croissanten i kaffen. Han holder en pause og tænker lidt. Tænder en cigaret og ser et stykke tid ud i luften, inden han taler.

»På et tidspunkt havde jeg virkelig lyst til at arbejde sammen med nogle andre musikere, prøve nogle andre ting, og jeg begyndte at interessere mig meget for blues. På samme tid beslutter jeg mig egentlig for at begynde at tage heroin daglig,« siger han. I 1997 indledte han et samarbejde med blues-bassisten Lennart Ginman, mens han søgte ind i sig selv med stofferne.

»Det gav mig nogle dybder og noget personlig indsigt. Jeg fandt en anden form for privatliv i det, kan man sige. Jeg havde en fornemmelse af, at alle havde fået et eller andet stykke af mig på det tidspunkt. Så jeg fik lyst til at have et eller andet for mig selv,« siger Steen Jørgensen. Efter et stykke tid blev han afhængig af heroinen, som han røg hver dag.

»Jeg vidste, at det ville være en temmelig sindssyg beslutning. Men jeg beslutter mig for at gøre det, og det var da skide farligt. Men jeg havde taget det før og var fuldstændig i stand til at styre det. Lige som at drikke alkohol kan man blive afhængig af det, hvis man gør det hele tiden. Derfor er det vigtigt at tage nogle pauser. Det kan jeg godt finde ud af,« siger Steen Jørgensen, der så stofferne som en mulighed for at komme væk fra Sort Sol-livet, som havde fyldt så meget i mange år.

»Det varede godt et års tid. På et tidspunkt får det rigtigt fat, og jeg finder ud af, at jeg må til at stoppe. Det er ikke lige så nemt, som det er at begynde. Men det vidste jeg godt allerede, da jeg besluttede mig for at starte. At det svære ville blive at holde op, for jeg havde set så mange gøre det før og set så mange dø af det,« siger han.

»Man bliver fuldstændig utilregnelig af det og ret ligeglad med andre. Meget selvcentreret, og det er jeg nok i forvejen. Det kommer før alt det andet. Jeg kunne godt komme fire timer for sent og synes, at folk var urimelige, når de brokkede sig over det,« siger Steen Jørgensen, som til sidst dropper stofferne.

»Jeg ville ikke være afhængig af noget som helst, når jeg blev 40. Det ville være uværdigt, og de ting skulle ligesom være prøvet inden. Så det lykkedes mig faktisk,« siger han. I fordybelsen i stofferne skriver han teksterne til blues-udgivelsen, Ginman/Jørgensen. Pladen bliver senere nomineret til seks grammyer og vinder to. Efterfølgende finder Sort Sol sammen igen og udgiver deres hidtil sidste plade, »Snakecharmer« i 2001. Sidste år fandt bandet sammen og turnerede igen – ifølge Steen Jørgensen stadig med punken i hjertet.

I dag kan man se ham i den bedste sendetid på TV2. Steen Jørgensen mener ikke, at der er en konflikt mellem hans baggrund i punkrocken og det at være dommer i The Voice, hvor han optræder som coach for en gruppe håbefulde sangtalenter.

»Jeg tror, at hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare. Jeg er jo ikke musiklærer eller coach, men det er jeg her. Og det er sjovt at sige ja til noget, jeg ikke er 100 procent sikker på, jeg kan gøre ordentligt. Jeg må se, hvordan det bliver hen ad vejen,« siger Steen Jørgensen, som kæmper mod L.O.C, Sharin Foo og Lene Nystrøm om at blive den vindende dommer i Voice.

»Det er det, jeg prøver at give videre. Man behøver ikke nødvendigvis altid at vide, hvor man vil hen om fem år, men man kan gøre sig nogle tanker om, hvor de ting, man gør, kan lede hen,« siger Steen Jørgensen, som dog ikke er sikker på, at hans 17-årige selv havde meldt sig til programmet, havde han haft chancen.

»Jeg ville aldrig stille op i sådan en udsendelse. Men det ville være, fordi jeg ikke ville have mod til det. De bliver jo kastet for løverne, når vi begynder live-udsendelserne, hvor seerne kommer til at bestemme, hvem der er ude og inde. Personligt vil jeg hellere selv komme med et bud på, hvordan det skal gøres. Uden at nogen skal fortælle mig det. Mit udgangspunkt er mere »ta’ det eller la’ vær«,« siger Steen Jørgensen, der stadig har brug for pauserne i sit liv, hvor han finder tid til at fordybe sig – i blues, klassisk musik, litteratur, film eller sågar et job i postsorteringen, hvor han arbejdede en overgang.

»Det er vigtigt hele tiden at kunne fordybe sig. Hvis du skal kunne overleve og holde dig selv ud – og hvis andre mennesker skal kunne holde dig ud – så skal du trække dig tilbage engang imellem,« siger han.

»Det er i de perioder i mit liv, hvor jeg fordyber mig, at jeg finder ud af, hvad jeg vil lave nu. Hvad det næste skal være. Om jeg overhovedet vil mere. Der er perioder, hvor jeg lytter til mig selv og tænker, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at høre min egen stemme. Jeg kan ikke holde ud at høre på den gennem en højttaler, og jeg kan ikke holde ud at stå i et rum og høre mig selv synge,« siger han.

»Så er det, fordi man søger et nyt startsted. Og det er man nødt til at give noget tid.«

Har du tænkt over, hvad der skal ske efter »The Voice?«

»Ja, det har jeg. Jeg har tænkt over det. Men jeg synes måske ikke, at det er noget, jeg vil fortælle her. Det er også vigtigt at have nogle hemmeligheder«.