»Da jeg var yngre, var jeg i et evigt dilemma, fordi jeg ikke kunne forstå, jeg havde så svært ved at lade andre mennesker komme tæt ind på livet af mig.« ( Foto: Christian Als )

Jazzsangerinden Caroline Henderson flyttede som barn rundt i verden med sin hippie-mor og skiftede skole ni gange. Den rodløse barndom har tvunget hende til at skabe sin egen tryghed og stabilitet som voksen.

Af Anne Funch
Tirsdag 20. oktober 2009

I dag føler hun sig stærk, men beskriver sig selv som et meget privat menneske, der har svært ved at lade andre komme tæt på. Næste mandag udkommer hendes 9. soloplade, der handler om at holde liv i flammen.

Efterårsblæsten får de to stearinlys på cafébordet til at blafre, da jazzsangerinden Caroline Henderson åbner døren og træder indenfor på Ingolfs Kaffebar på Amager. Stort smil, høje hæle, sorte jeans og sort jakke, nul makeup og en håndfuld fregner eller to »drysset« let hen over næse og kinder. Øverst et brus af krøller, som hun har forsøgt at tæmme med en stram elastik.

En kvinde, der i årenes løb har lært sig at skrue op og ned mellem det professionelle liv på scenen og den private Caroline, der er gift og mor til tre sønner. De to ældste er 21 og 25, den yngste fylder snart syv.

Læs også:

• Charlotte Sparre: Modebranchens mobbeoffer
• Casper Christensen i den varme stol
• Jarlen og Stephensen: Kan man sælge gamle mænd idag?
• Drengerøvene fra Skt. Petri
• Mikael Birkkjær: Jeg er ikke så firkantet mere
• Ole Thestrup: "Jeg har drukket år af mit liv bort"

»Da jeg var yngre, var jeg i et evigt dilemma, fordi jeg ikke kunne forstå, jeg havde så svært ved at lade andre mennesker komme tæt ind på livet af mig. Jeg havde også svært ved at forstå, det kunne være rigtigt, at jeg i den grad nød at være alene med mig selv, ligesom da jeg var barn og kunne sidde på en træstub og glo ud i luften i lang tid. Måske kiggede jeg på mennesker og lavede historier om dem, eller også forestillede jeg mig, hvordan de så ud, når de var nøgne.«

Hun holder en pause. Griner og tilføjer med tyk selvironi, at hun havde og stadig har et meget rigt indre liv. Bliver så alvorlig igen:

»I takt med, at jeg er blevet ældre, har det været en enorm befrielse for mig at nå frem til en erkendelse af, at jeg grundlæggende er et meget privat menneske, og at det er helt ok. Jeg har ganske få venner, jeg vil betegne som nære. Samtidig insisterer jeg på at blive ved med at lave plader og optræde, og det er et helt andet og mere udadvendt liv. En helt anden side af mig selv.«

Et af de få mennesker, som har været tæt på Caroline Henderson, er en nær ven, hun havde gennem mange år, men som i dag hører til fortiden.

»Det kan være lige så hårdt at måtte skilles fra en gammel ven som fra sin kæreste,« mener Caroline Henderson, der på sin nye solo-plade, som udkommer næste mandag, synger nummeret »Goodbye«. Et nummer, hun fortolker som et venskab, der går i stykker.

»To venner kan gennem mange år have opbygget nogle fastlåste mønstre, som ikke længere er sunde. Nogle roller, ingen kan komme ud af, og så er der ikke andet at gøre end at skilles,« konstaterer hun.

Nye venner finder Caroline Henderson ikke på de virtuelle mødesteder. Facebook, My Space, Twitter - hun kommer ingen af stederne, har ingen privat profil, kun en professionel, fordi hun ikke har forstået, hvad hun skal med venner i cyberspace.

»Hvis folk får noget ud af det, så er det da fint. Jeg har bare ikke fået øje på, hvad jeg skal med 751 venner, jeg ikke kender. Eller hvorfor det skulle være sjovt at høre andre fortælle, de lige har været i Irma og købe to liter letmælk, og at de skal i brusebad om lidt.«

Flammerne fra de to stearinlys er for længst faldet til ro, efter at døren til caféen blev lukket igen, og Caroline Henderson sidder nu på den høje stol med te i koppen, mobilen på lydløs og solbrillerne solidt placeret oppe i panden. Titlen på hendes 9. soloplade er »Keeper of the Flame«.

Hvilket er præcis, hvad livet handler om, hvis man nu skal skære det helt ind til benet, mener Caroline Henderson, der har valgt titlen som gennemgående tema for samtlige numre. For det gælder om at holde liv i flammen over hele linjen, siger hun. Og det bliver ikke mindre aktuelt, jo ældre man bliver.

Man skal blive ved med at være nysgerrig. Blive ved med at bevare en åbenhed og en lyst til at prøve nye veje af ved at udfordre sig selv – og samtidig have modet til lade sig falde frit tilbage og se, hvad der sker uden at vide, om nogen griber én. Risikoen er, at man falder. Og hvad så? Så må man jo rejse sig igen, lyder det fra en kvinde, der har haft en turbulent og rodløs barndom, og som forklarer, at hun som voksen har været nødt til at skabe den stabilitet og tryghed, hun ikke fik med sig hjemmefra. Ikke bare for sine tre børn, men i høj grad også for sig selv. Det har taget noget tid. Faktisk lang tid.

»Min mor kom fra Stockholms overklasse og blev i 1960erne sådan en slags luksushippie, der gerne ville udforske verden, så vi flyttede lidt frem og tilbage mellem Stockholm, New York og Philadelphia, og på et tidspunkt boede vi også i Paris nogle år. Det var nok ikke særlig lækkert for et barn med så mange opbrud og så mange skoleskift. Men min mor har holdt liv i flammen, det må man sige. På godt og ondt. Jeg har taget det bedste med mig, og ladet det andet ligge.«