
»Med alderen har jeg fundet mere ro med nogle sider af mig selv, som jeg ved, jeg alligevel ikke kan ændre på, og det er faktisk en god fornemmelse,« fortæller forfatter, psykolog og model Renée Toft Simonsen. ( Foto: Morten Germund )
45-årige Renée Toft Simonsen indrømmer gerne, at ægteskabet ikke altid kører på skinner. At hun stadig har svært ved at finde roen i sig selv. Og at der er en anarkist og oprører i hende, som får lyst til at gøre ting og sager på folks velfriserede græsplæner.

- Født i 1965
- Vandt i 1982 den internationale modelkonkurrence »Face of the 80’s«.
- På forsiden af verdens førende modeblade, da hun arbejdede for modelbureauet »Ford Models« i New York. Valgte at afslutte modelkarrieren som 24-årig.
- 2002 cand. psych. fra Århus Universitet.
- Har skrevet flere børne- og ungdomsbøger. Bl.a. serien om pigen Karla, der blev filmatiseret i 2007.
- Har modtaget Bog- og Papirbranchens børnebogspris for Karla-bøgerne.
- I 2009 medstifter og direktør for websitet Delebarn.dk
- Gift med sangeren og komponisten Thomas Helmig
- Mor til Ulrikke, Jens Christian og Hugo.
- Nomineret til »ECCO Walk In Style Award 2011«, der overrækkes på tirsdag. Fem kvinder fra forskellige europæiske lande er indstillet til prisen, der er på 250.000 kroner. Prismodtageren kan donere pengene til en velgørenhed efter eget valg.
Af Anne Funch
Mandag 31. januar 2011
Renée Toft Simonsen åbner lidt besværet hoveddøren iført grøn tophue, lang bredstribet bomuldskjole, kondisko og en skraldepose i hver hånd. Undskylder familiens cirka 30 par støvler og sko, der flyder i éntreen, imens hun forgæves forsøger at skabe fri passage ved at skubbe til en enkelt sko med sin ene fod.
Se flere billeder af Renée Toft Simonsen i galleriet til højre >>
»Bare luk øjnene og træd hen over det hele,« siger hun opgivende og griner højt.
Skylden for rodet i éntreen får husets fem teenagebørn og de to hunde, der trisser rundt om benene på hende. En lillebitte hvid bichon malteser og en kæmpestor hund, der er en blanding af mange forskellige racer og ifølge sin ejer er møgirriterende.
Villaen er gul. Og så er den stor. Næsten 100 år gammel og med en fortid som rigmandssommerhus og senere pensionat med plads til 11 logerende. Højt oppe på en skrænt knejser den gule villa stolt med udsigt over Århusbugten.
Der er noget Villa Villakulla over Renée Toft Simonsens hus. Og noget Pippi Langstrømpe over hende selv. Men på en lidt mere glamour-agtig måde. For huset, der er fyldt med billeder på væggene, stakkevis af bøger, møbler og masser af nips, et klaver og en kæmpestor familieflyder af et sofa-arrangement i knaldrødt læder, er indrettet på den lækre måde.
Det samme kan man sige om husets ejer, der med sit udseende hæver sig nogle kilometer over gennemsnittet af danske kvinder i 45-års alderen. En Pippi Langstrømpe i en moden fotomodel-udgave.
Succesfuld forfatter til bøgerne om Karla, brevkasseredaktør, uddannet psykolog, model i verdensklasse tilbage i 1980erne – og netop nomineret til en pris sammen med fire kvinder fra forskellige lande. Prisen overrækkes på tirsdag.
Læs også:
Årets 10 mest læste interviews
Annette Heick og kampen for anerkendelse
Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke
Et sted i Camilla Bendix´liv
Inde ved spisebordet i den gule villa fortæller Renée Toft Simonsen, at der altid har været noget anarkist i hende. Noget autonomt, en oprører. En lyst til indimellem at provokere og bryde med konventionerne og normerne. Den side af hende er kun blevet mere udtalt med alderen, synes hun.
»Jeg var nu også sådan, da jeg var yngre og kunne slet ikke have, hvis nogen ville bestemme over mig. Da jeg arbejdede som model for Eileen Fords modelbureau i New York, blev jeg på et tidspunkt opfordret til at gå på slankekur. Men jeg sagde til Eileen...«
Renée Toft Simonsen stopper midt i sætningen og ledsager en fuckfinger med et hurtigt fløjt. Som for at illustrere, hvad hun mente om modelmutterens forslag.
Får så pludselig et drillende glimt i øjnene.
»Jeg kan da godt mærke, at når jeg i dag går rundt i nogle af alle de dér pæne villakvarterer, hvor græsplænerne er så velfriserede og alting er så fint. Ved du hvad – så jeg får lyst til at gå ind på græsplænen og lægge en kæmpestor lort.«
Først stilhed. Så et grin. Højt.
Som et barn, der siger noget, hun godt ved, er lidt frækt. Men som alligevel ikke kan lade være. Fordi det føles som en befrielse ikke at skulle være så pæn og så rigtig. At man som en nydelig forfatter på 45 med børn, mand, hunde og to biler i carporten gerne må bruge både fuckfinger og sige kæmpelort om andres menneskers hang til pænhed og orden i deres liv.
Havde Renée Toft Simonsens livsbane taget en anden drejning dengang tilbage i 1980erne, hvor hun var celeber model, tjente kassen og var kæreste med John Taylor fra popgruppen Duran Duran, havde hun måske i stedet valgt at blive BZ’er.
Måske havde anarkisten og oprøreren i hende ligefrem været med til at smide et lokum ud ad vinduet, som BZ’erne i København gjorde dengang i 1983?
Hun ændrer sin stemme til en velartikuleret, men ironisk udgave af sit tydelige århusianske dialekt. Ryster så på hovedet.
»Nej, selvfølgelig kunne jeg ikke finde på at gå ind i folks haver og gøre sådan noget. Selvfølgelig kunne jeg ikke det. Jeg siger også bare, at det er en tanke, jeg kunne få.«
Bliver så lidt mere alvorlig:
»Det er måske netop fordi, jeg selv har en side i mig, der er enormt ordentlig og pæn, at jeg indimellem kan få lyst til at ødelægge noget, der bare er for pænt. Hvis man altså sådan lige skal analysere lidt på det, ikk?«
Læs resten af interviewet på næste side >>