Skuespiller Nicolas Bro er aktuel i bl.a. Steven Spielbergs nye film War Horse. ( Foto: Christian Als )

Skuespilleren Nicolas Bro kæmper mod angsten og det negative og bruger bøn til at vende de tunge tanker. Han kalder sig troende med »et fundament i kristendommen«. Og hans liv ændrede sig fundamentalt, da han mødte Dante.

Af Anne Funch
Onsdag 08. februar 2012

Skuespilleren Nicolas Bro har travlt. I morgen spiller han for sidste gang i »Gengangerne« på Det Kongelige Teater. Det er også i morgen, han kan gå hen og få en Robert for bedste mandlige hovedrolle i filmen »Beast«, han kan ses i biograferne i Henrik Ruben Genz’ »Undskyld jeg forstyrrer« og i Steven Spielbergs »War Horse«. Og til foråret går han i gang med optagelserne til en film om venskabet og samarbejdet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup. Bro skal spille Fremskridtspartiets stifter.

Fri har mødt Nicolas Bro i Skuespilhuset og spurgt ham om tre vigtige temaer i hans liv. Om forholdet mellem fædre og sønner. Om at være troende kristen og mærke en indre kraft. Og om, hvad man kan gøre for at slippe fri af sine dæmoner.

Om fædre og sønner

Når Nicolas Bro i morgen eftermiddag går på scenen i »Gengangerne«, vil hans far sidde nede blandt publikum. Faren, Christoffer Bro, er tidligere teaterdirektør på Gladsaxe Teater, og da Nicolas Bro var seks år, flyttede han sammen med sin far efter forældrenes skilsmisse.

»Helt frem til, at jeg var i hvert fald omkring 30 år, var min far enormt vigtig for mig. For hele min udvikling og for en helt masse andet, jeg ikke lige kan forklare. Nu er jeg der, hvor jeg selv kan, hvor jeg har fået min egen familie. 

Desværre er min far ikke så rask længere, men vi har stadig et meget nært forhold,« siger Nicolas Bro, der blev far til en lille dreng, Dante, for fem måneder siden.

»Det sætter nogle tanker i gang om, hvordan min egen far var, da jeg var dreng, og hvordan det nu er mig, der skal være der for min søn,« siger han.

Dante er Nicolas Bros første barn, som han har fået sammen med sin kone gennem 16 år, Theresa Stougaard Bro.

»Jeg har jo fået ham lidt halvsent, jeg fylder 40 år om to måneder. Eller faktisk om mindre end to måneder, til gengæld er der så meget plads til ham. Masser af plads og masser af tid,« siger Nicolas Bro og smiler verdens blødeste smil, mens han beskriver døgnets bedste tidspunkt sammen med sin søn.

»Når han ligger imellem os om morgenen og griner og kan nå os begge to samtidig. Det er mit yndlingstidspunkt. Det der med, at vi er sammen om ham. Og hvis jeg »misser« lige det tidspunkt, hvor han vågner og rækker ud efter os, så bliver jeg sådan helt, jeg ved ikke... men ærgerlig og tænker, at jeg vil opleve det i morgen, lige netop det øjeblik.«

Lidt mere lavmælt tilføjer Nicolas Bro: »Det er bare sådan en varm, fredfyldt, stille og rolig og kærlig måde, han er kommet ind i vores liv på. Det er som om, jeg er gået gennem en port, hvor jeg ikke kan forestille mig, hvordan det var, før han blev født. Men sådan har andre det nok også, når de får børn.«

Nicolas Bro beskriver sin egen far som en fraværende, men også en nærværende og kærlig far.

»Gladsaxe Teater er en del af mit barndomsland, og i perioder boede vi delvis på teatret. 

Hvis man ved en lille smule om, hvad det kræver at være teaterdirektør og så samtidig er alene med tre børn, siger det sig selv, at min far har været ret hårdt spændt for.«

Set i bakspejlet tror Nicolas Bro, at hans fars liv som teaterdirektør – for det var ikke bare et job, men et liv – nok fyldte for meget i nogle af de i alt 12 år, han stod i spidsen for teatret. 

»Man kan komme til at lukke sig så meget inde i en teaterverden, at det bliver livet uden for, som er det fraværende og teatret, der bliver det nærværende. Men det betyder ikke, at han dermed var en fraværende far, for hans nærvær over for os var i andre perioder helt fantastisk. Så enkelt kan man ikke stille det op.«

Ifølge Nicolas Bro er det vigtigt med balance. At være der for sine børn, men uden at være der for meget. Han mener, man skal gøre sine børn en tjeneste og sørge for også at have sit eget liv.

»Jeg forstår godt, det er vigtigt at være til stede og være nærværende i sine børns liv, selvfølgelig skal man det, men der skal ligesom være en midterbane. Nu har jeg gennem nogle uger arbejdet med Henrik Ibsens »Gengangerne«, hvor moren vælter hele sit liv over på sin søn, så han på et tidspunkt kommer til at leve hendes liv og ikke sit eget.

Pointen er, at vi laver gengangere, nemlig vores børn. De gentager os, og derfor tror jeg, det er vigtigt at vise dem, at man også selv har nogle ting i sit liv, man er optaget af.«

Lige nu gælder det en meget konkret hverdag med Dante, som skal spise, sove og have tonsvis af kærlighed.

»Nogle dage kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg bare skal være der for ham, til jeg er i hvert fald 70-75 år,« siger Nicolas Bro efterfulgt af et højt grin, der kan tolkes dobbelttydigt. Lidt selvironisk, men også ment i dyb alvor.  

Man har brug for sin far og mor. Også længere, end man tror.

Læs næste side: Nicolas Bro om guddommelig kraft