»Deres børn er ønskebørn, og for mange forældre betyder det, at de har svært ved at slippe omsorgsrollen, når børnene flytter,« siger familiepsykolog Margrethe Brun Hansen. ( Arkivfoto: Martin Stampe )

Generationen af forældre, der i dag er omkring 45, og som har rejst på tværs af kontinenter og realiseret sig selv, har svært ved at give slip på deres voksne børn, når de flytter. Ny bog fra tidligere studievært på TV-Avisen, Lene Johansen.

Af Anne Funch
Fredag 23. september 2011

Hvordan er det pludselig at blive valgt fra? Skubbet ud på sidelinjen, miste nærværet. Og måske også noget af fortroligheden, når man ellers har været vant til det bedste i hele verden: At blive valgt til?
  
Hvordan giver man slip, når den 19-årige siger, at han vil flytte? Ikke bare for en kortere periode, men for altid?


Læs her om Peter Aalbæk Jensens tanker og følelser, da hans børn fløj fra reden: En stille puslen


Det er opbrudstid for »Nå-generationen«. Eller for »No-Future generationen«. De forældre, der i dag er omkring 45-50 år, og hvis børn i disse år er på vej væk. Ud af hoveddøren belæsset med drømme og håb og en lyst til at prøve livet af. For sig selv. Men måske med en mor og en far på slæb, der synes at være særligt hårdt ramt. Også mere end deres egne forældre var. Som ikke umiddelbart kan se det fede i friheden.

På tirsdag udkommer tidligere TV-A journalist Lene Johansen, 49, med bogen »Kunsten at give slip.«

»Det opfattes som helt naturligt, når de flytter. Derfor er det tabu, hvis man som forælder kommer lidt ud af kurs i en periode og oplever, at man følelsesmæssigt kan reagere meget stærkt,« siger Lene Johansen, der selv er mor til en 19-årig søn, som ikke længere bor hjemme.

Hun siger, at det indimellem kan være ret ucharmerende følelser, der stikker deres grimme ansigt frem i al vores velkontrollerede pænhed. Og det er hendes oplevelse, at fordi det virker lidt taber-agtigt at klynke, er det ikke noget, vi praler af – eller taler ret meget om.


Læs her hvordan freelance executive producer, Birdie Bjerregaard, reagerede på stilheden i hjemmet, da børnene var flyttet ud: Kaos og kontrol


For hvordan håndterer en generation, der ellers er verdensmestre i at tale om følelser, at de pludselig har så svært ved sætte ord på det kaos, der prøver at passere først hjertet og senere mellemgulvet?

Hvis man ikke længere er der for nogen, hvad er så ens berettigelse?

Det er en generation af forældre, som har rejst på tværs af kontinenter. Koordineret, kontrolleret og justeret og først fået børn, når de selv var klar. Når friheden ikke længere fristede og smagte af helt så meget.

»Deres børn er ønskebørn, og for mange forældre betyder det, at de har svært ved at slippe omsorgsrollen, når børnene flytter,« siger familiepsykologen Margrethe Brun Hansen, der har forsket i forældregenerationen omkring de 45.

»Samtidig har de en ligeværdighed med deres børn, der ikke er set på samme måde i tidligere generationer. Børnene er for eksempel meget tidligt blevet taget med på råd i en række spørgsmål og sager, som deres forældre ikke selv er blevet det på samme måde. Det er børn, som har været vant til at have en meget høj grad af indflydelse og medbestemmelse.«

Margrethe Brun Hansen forklarer, at mange har slået rod i forældrerollen og lever følelsmæssigt gennem deres børn, som de er blevet venner eller veninder med.

Læs også:

Generation Gi' er den nye megatrend
Positiv opdragelse går i arv i generationer
De perfekte unge

»Når børnene så flytter, mister forældrene nærheden med én, som pludselig vælger sin mor eller far fra for at skabe sit eget liv.« 

I bogen har Lene Johansen interviewet en række »forladte« forældre. Selv om de fleste har brugt tid, også mere end de troede, på at vænne sig til livet uden hjemmeboende børn, er alle kommet godt ud på den anden side. Ud til en ny tid, der ikke er dårligere, bare anderledes.

Læs mere om tiden, hvor børnene flytter hjemmefra på næste side