
Foto: Colourbox
Mentale nytårsforsætter som at tænke mere positivt, være tilstede i nuet eller blive bedre til at sige fra vinder frem blandt danskerne, mener ekspert og foredragsholder.
Af aks
Mandag 03. januar 2011
De fleste af os kender dem, de dårlige vaner. Den uundværlige sutteklud i hverdagen, som vi udmærket ved, at vi bør smide fra os. Men så er der lige en krævende opgave på jobbet, eller privatlivet kører ikke helt på skinner, og så fortjener vi at sutte videre, skriver Helsingør Dagblad.
Læs også:
Bryd vanen i det nye år
Sådan holder du dit nytårsforsæt
Chris MacDonald: Tro på at du kan nå dit mål
Chris MacDonald: Sådan holder du fast og når dine mål
Bare lige til vi har genfundet balancen og overskuddet. Her fremstår det nye år pludselig som et oplagt tidspunkt at starte på en frisk. Med en ny kalender må der følge nye kræfter. Når champagnepropperne springer, og fyrværkeriet buldrer om kap i de første minutter af årets første døgn, er vi derfor fulde af tiltro til, at det nok skal lykkes denne gang.
Men hvad så når hverdagen sætter ind, og det hele alligevel er ved det gamle, spørger avisen.
Torben Wiese er foredragsholder og forfatter til bøgerne 'Bryd vanen og nå dine mål' og 'Bøj fisken, mens den er frisk', og har specialiseret sig indenfor vaner, nytænkning og forandring. Ifølge ham er der tre former for nytårsforsæt:
1. Dem, langt de fleste sætter sig, er de fysiske som for eksempel rygestop eller vægttab.
2. Derefter er der de mentale, som for eksempel at tænke mere positivt eller blive bedre til at sige fra.
3. Og sidst, men ikke mindst, er der de følelsesmæssige, som eksempelvis at føle mere glæde, at være mere tilstede eller at have mere indre ro.
Et nytårsforsæt, som efterhånden haler ind på det klassiske rygestop, er ifølge Torben Wiese at blive bedre til at være tilstede i nuet. Til det hører den gode gamle forklaring, at vi simpelthen har for travlt.
"I vores travle hverdag er vores sind hele tiden i fremtiden. Vi er konstant 30 meter foran, så vores tanker kredser omkring, at nu venter der et budget, eller der er et kundemøde, eller gæsterne kommer på det tidspunkt," siger Torben Wiese til Helsingør Dagblad, og forklarer, at vi dermed har stor tendens til at bekymre os eller tage sorgerne på forskud.
Men det er med til at stresse os. "Når vi er stressede, er det over noget, vi tror vil ske, eller noget der er sket," forklarer han og påpeger, at det derimod er i nuet, at man er effektiv. Det kommer til udtryk i sportens verden.
"Et eksempel er Caroline Wozniacki. Hun gør det godt på en tennisbane, fordi hun er hundrede procent til stede her og nu. Hvis hun skulle tænke frem og tilbage hele tiden, ville hun ikke formå at lave en ordentlig serv eller den gode smash," siger Torben Wiese til avisen.
Hvad end nytårsforsættet er fysisk, mentalt eller følelsesmæssigt, er en ting dog sikkert: Der er langt imellem succeshistorierne. Med andre ord er intentionerne gode, hvorimod målet oftest forbliver ved drømmen. Torben Wiese forklarer det med tre overordnende fejl, som mange er tilbøjelige til at begå:
1. Først og fremmest er et nytårsforsæt ofte synonym for en beslutning, vi har udskudt alt for længe. "Vi kan have vidst siden sensommeren, at vi ville lave om på det her til nytår. Men i stedet skal vi gøre op med os selv, om det er nu, der skal ske noget, eller om vi vil blive ved med at finde på undskyldninger, der udskyder som "så tyk er jeg heller ikke" eller "mine veninder har også taget på"," siger Torben Wiese.
2. Når beslutningen er taget, er en anden typisk fejl, at mange starter med at være for ambitiøse. Der bliver sat for store krav.
3. Den tredje typiske fejl forekommer, når vi så er ved at falde i. Der er vi nemlig ifølge Torben Wiese alt for blødsødne og tilbøjelige til at tænke, at det nok skal gå. Der mangler disciplin. "Hvis virksomheder blev drevet som nytårsforsætter, så ville de gå nedenom om hjem," siger Torben Wiese til Helsingør Dagblad.
Læs også:
Bryd vanen i det nye år
Sådan holder du dit nytårsforsæt
Chris MacDonald: Tro på at du kan nå dit mål
Chris MacDonald: Sådan holder du fast og når dine mål