Thomas W. Gabrielsson er den mest brugte svenske skuespiller i Danmark. Kendt som skurk i »Ørnen«, PET-sikkerhedschef Leon i »Livvagterne« og meget andet i danske teatre og biografer de seneste 25 år. Da han sætter sig ned, kommer der dog en helt anden og mere interessant historie ud af munden på ham.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Thomas W. Gabrielsson

... er den mest brugte svenske skuespiller i Danmark. Kendt som bl.a. skurk i »Ørnen« og PET-sikkerhedschef Leon i »Livvagterne«.

(Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als) (Foto: Christian Als)

Se også

• »Thomas, din far er ikke din rigtige far«
• Årets 10 mest læste interviews
• »Jeg har taget godt for mig af retterne«
• »Jeg befinder mig som en engel i hænderne på en barber«
• Fra Bond til Blekingegade
• »I starten kunne jeg ikke lide det ...«
• Den liberale socialist
• Nicolas Bro - den generte førsteelsker
• Jeg er ikke så firkantet mere

Af Jens Rebensdorff
Mandag 11. januar 2010

En dag stod manden der bare på skolen i provinshullet Bjuv uden for Helsingborg. Byen, der i Sverige kun er kendt for sin produktion af Findus-frostmad.

Se flere billeder af Thomas Gabrielsson i galleriet til højre.

Thorbjörn Klasson hed han. Glødende idealist og venstreorienteret skuespiller og instruktør. Om der var nogle blandt eleverne, der kunne tænke sig at lære at spille teater i aulaen hver søndag? 13-årige Thomas Waern og en håndfuld andre syntes det lød spændende og rakte hånden op. Og sådan blev det hver søndag i tre år. En masse improvisation og idealistisk snak uden en eneste forestilling.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg rakte hånden op, men da jeg havde set ham improvisere og spille en rolle til hvilket som helst ord, vi gav ham, kunne jeg se, at jeg havde mulighed for at komme ud med nogle ting, som jeg ikke havde mulighed for andre steder i mit liv. Der var en side i mig, som kunne være fuldstændig fri, og jeg fandt en måde at udtrykke mig på. På en scene var alt åbenbart tilladt.«

For lidt siden er Thomas W. Gabrielsson trådt ind på hotellets café. Med overtøj og frostrøde kinder. Han har været på nogle af de afsluttende optagelser til »Livvagterne« ude i kulden og før det oppe på et af hotelværelserne, som, guderne skal vide, hvordan regissørerne bærer sig ad, har skullet ligne et værelse i Cairo, hvor hans rolle som PETs sikkerhedschef, Leon, har lavet et set-up for en forbryder. Over for receptionisten opremser en assistent de småskader, filmholdet har forårsaget i løbet af dagen. Hotellet kan bare sende regningen.

Da bomben om, at hans »far« i virkeligheden ikke var hans far, var sprunget, og familien flyttede, blev en del af virkelighedens Thomas W. Gabrielsson skabt. Ham, som gennem årene har gjort de fleste ting på egen hånd. Rejst og skabt en af sin karrieres største bedrifter alene på scenen uden scenografi blot med Jan Guillous monolog »Ondskaben« i munden.

Læs Thomas W. Gabrielson fortælle om mødet med sin biologiske far: »Thomas, din far er ikke din rigtige far«

»Måske lærte jeg i de unge år lidt for tidligt at tage ansvar for mig selv,« siger han og husker ikke hverken strenghed eller specielt meget ensomhed i sin opvækst i 1970erne.

»Det var, da jeg skulle i 9. klasse, at tankerne om, hvad jeg skulle bagefter, begyndte at tage form. Jeg havde fundet et sprog gennem skuespillet som andre finder i musikken eller gennem at skrive. Frihed er måske ikke det rigtige begreb. Det er måske mere – en trang til at udtrykke mig. Jeg er jo ikke vokset op med min far. Så det, at jeg ikke vidste, hvem han var, har muligvis ligget som et frø i mig – at jeg var nødt til at finde ud af, hvem jeg var. Der lå en drivkraft i mig, som jeg på det tidspunkt ikke anede eksisterede.

Men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg på et tidligt tidspunkt startede på en rejse. I starten en indre. Jeg kastede mig over teatret og fandt en frihed. Senere bevægede jeg mig også fysisk til Danmark og senere som 21-årig til Italien for at blive skuespiller.«

Efter de tre år med den idealistiske skuespiller på skolen i Bjuv var drengen Thomas W. Gabrielsson blevet så begejstret for at spille teater og havde vist, han havde talent, at han fuld af ungdommeligt gåpåmod spurgte instruktøren, hvad han skulle gøre, for at komme ind på en teaterskole.

»Få noget livserfaring,« var svaret.

»Og da jeg vidste, jeg godt kunne lide at lave mad, tænkte jeg, at jeg sikket kunne blive skibskok.«

Han fik hyre på færgerne mellem Sverige og Grenå og på tre år en uddannelse som skibskok med enkelte afstikkere til Middelhavet med sit nye fag.

Det hjalp på hans lyst til at blive i Danmark, at han fandt gode venner i skibskollektiv i Grenå, hvor de boede sammen og satte en båd i stand sammen. Og så var der den bonuseffekt, at unge Gabrielsson ikke havde lyst til at komme ind i det svenske militær, hvilket han kunne undgå ved at bo i udlandet, indtil han var 28 år.

»Danmark var en del af min rejse. Pludselig var der vand mellem mig og Sverige. Det gjorde, at jeg så muligheder og voksede og udviklede mig på en anden måde, end hvis jeg var blevet i Sverige.«

Som altid på egen hånd tog han til Italien og søgte ind på flere teaterskoler og trupper og fik endelig som 21-årig et ja fra teatergruppen Teatro Potlach, der spillede eksperimenterende fysisk teater. Her var streng disciplin og en direktør, der satte ham til at feje scenegulvet hver dag efter forestillingen helt efter et antikt hierarkisk mesterlære-princip. Og de andre i truppen var også mere end almindeligt autoritetstro over for direktøren.

Læs Thomas W. Gabrielson fortælle om mødet med sin biologiske far: »Thomas, din far er ikke din rigtige far«

Alene indlogeret i et kæmpe hus kun med en madras og en bil til rådighed kæmpede Thomas W. Gabrielsson sig gennem sin uddannelse som skuespiller. I et anfald af desperation købte han en dag en masse ler og begyndte at modellere for åbne vinduer og til høj musik. Da han var færdig og kom til sig selv, så han, at han havde lavet et ansigt, der skreg.