
77 procent af verdens tropiske bjerge befinder sig i Peru, hvor gletscherne er ved at smelte bort som følge af klimaforandringerne. ( Foto: Jason McDonald )
Dansk-peruanske Helena Christensen har lånt sit kendte navn – og sit kamera – til en mindre velkendt sag. For at dokumentere, hvordan en hel kultur er ved at gå tabt.
Af Camilla Alfthan
Onsdag 09. december 2009
»Da jeg var lille pige, rejste min familie hvert andet år til Peru. Jeg har levende minder af, hvordan jeg fangede vilde hundehvalpe, svømmede med sigøjnere i bjergfloder, spiste frisk fanget fisk, og hvordan jeg med skræk så min onkel rive hovedet af sprællende fisk for at sluge det i en hel mundfuld. »Hvis du spiser fiskehoveder, bliver du meget klog,« sagde han med glimt i sine mørke øjne.
Se flere billeder fra ekspeditionen i galleriet til højre
Mine smukkeste minder er fra min mormors lille hus, der også havde en lille butik. Min søster og jeg plejede at sælge slik til de lokale børn, som kom for at kigge på disse underligt udseende piger, med lys hud og lyse øjne. Der var hverken rindende vand eller elektricitet, men vi havde så meget sjov i den butik og spiste halvdelen af slikket.«
Sådan skriver Helena Christensen i sin dagbog fra Peru. Danskerens mor er født i Lima og sejlede som 18-årig til Danmark med sin danske stedfar. Da den politiske situation blev ustabil, holdt familien op med at besøge deres peruanske slægtninge. Helena Christensen vendte ikke tilbage, før hun var i 20erne og model, og besøgte sin mormor for første gang i 13 år.
31. august i år rejste hun igen tilbage sin mors fødeland med den britiske hjælpeorganisation, Oxfam. For selv om hun er bedst kendt som en af de oprindelige supermodeller, der i 1990erne blev lige så berømte som filmstjernerne, har den snart 41-årige Helena Christensen også en anden side.
Hun har altid fotograferet, og hun har altid været lidt af en idealist.
Med omtrent 77 procent af klodens tropiske bjerge er Peru særlig sårbar over for den øvrige verdens CO2-udslip. For at sætte fokus på et alvorligt problem, kontaktede Oxfam derfor den berømte dansker, for at få hende til at fotografere de udsatte områder. Resultatet er en udendørs fotoudstilling, som i morgen åbner på Gammeltorv.
»For mig var det en unik chance for at opleve Peru på en helt ny måde. Jeg har aldrig før været der i en hel uge, hvor jeg kun skulle koncentrere mig om én eneste ting. Oxfam har tidligere arbejdet med kendte ansigter og var tilfældigt stødt på mine billeder. Jeg tror, at de tidligt havde tænkt på en kvindelig fotograf for at få det følelsesmæssigt betonede med,« fortæller Helena Christensen, som sammen med briterne havde base i byen Cusco i Andesbjergene, 3.400 meter over havet.
Læs også:
»Det var som at være på en uddannelsestur. Vi havde en videnskabsmand med på rejsen, som forklarede, hvordan CO2-udledningen påvirker miljøet. Den måde, vi rejste på, gjorde det mere realistisk. Vi boede på guesthouse og kørte i et gammelt folkevognsrugbrød, som nærmest var ved at bryde sammen. Hver dag kørte vi i fem-seks timer og vandrede i tre-fire timer. Det gør noget ved én, når man udfordrer sig selv,« fortæller Helena Christensen, som tyggede cocablade for at udvide lungerne, da det var svært at trække vejret i den iltfattige luft.
Atmosfæren var overvældende; farverne, duftene – og at der både var marsvin og alpaca på spisekortet. Men det, der gjorde størst indtryk, var den smukke natur.
»Der findes 18 gletschere i Peru, og alle er ved at smelte. I 2020 vil de, som ikke er 5.000 meter eller mere over havet, være forsvundet. Det vil påvirke alle former for liv. De lokale er allerede hårdt ramt af temperaturændringerne, da deres afgrøder er ramt af sporadisk regn og tørke. Jeg var bekymret for at skulle fotografere klimaforandringerne, da alt var så smukt, og det var svært at vise en negativ side.
Indianernes hverdag har totalt ændret sig og det liv, de har levet i generationer, er ved at være forbi. Alligevel så de fantastiske ud. Derfor var vi enige om at vise noget historisk og kulturelt, som vi er ved at miste. Folk får så mange billeder kastet i hovedet, at det er bedre at forklare problemet ved at vise noget smukt.«
En optimistisk pessimist kalder Helena Christensen sig i sin dagbog. Pessimist, fordi gletscherne vil blive ved med at smelte, selv om man tager affære, og da indianerne vil fortsætte med at flytte ind til byerne. Optimist, fordi de lokale var meget lydhøre over for, hvad man kunne gøre.