Kasper Eistrup sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger. ( Foto: Søren Bidstrup )

Tid til eftertanke. Tid til ikke at spilde tiden. Rockstjernen og billedkunstneren Kasper Eistrup forsøger at få tid til det væsentlige. Blandt andet har han lukket sin Facebook-profil ned.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Tæt på Kasper Eistrup

Se billederne fra interviewet med rockstjernen og billedekunstneren Kasper Eistrup.

Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)Kasper Eistrup. (Foto: Søren Bidstrup)

Se også

• Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
• Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
• 5 ting du ikke vidste om Lars Ulrich

Billedkunstneren

• Kasper Eistrup har altid tegnet meget. Lavede i sin barndom flere tegneserier, bl.a. over privatdetektiven Arne Brun. Motivationen kom fra hans mor, der malede akvareller.
• Han har de senere år sideløbende med sin musikkarriere opbygget sig et navn som billedkunstner og stod bl.a. bag årets Copenhagen Jazz Festival plakat i 2008 og har skabt etiketten til Wiibroes »Årgangsøl«.
• Han har i flere år lavet cover art til Kashmirs albums samt til andre kunstnere som Maya Albana.
• Hans kunst kaldes »magisk realisme med et dagbogslignende tilsnit « og spænder fra tuschtegninger, oliemalerier, litografier, akvarel og kobberstik til fotografi.
• kaspereistrup.com

Rockmusikeren

• Han bærer to af de Hellige tre kongers navne – Kasper Baltazar – og er født i Skovshoved i 1973.
• Det var hans farmor, der for alvor fik ham i gang med at spille musik, da hun forærede ham et trommesæt, da han blev otte år.
• Boede fire år i Nykøbing Mors i Nordjylland i sin barndom. Han blev mobbet og »flygtede« bl.a. derfor ind i sine verdener af tegneserier og musik.
• Som 11-årig flyttede familien til Holte, og Eistrup begyndte for alvor at gå efter musikken. For at komme hjemmefra – og for at dyrke musikken – tog han på Kastanievej Efterskole, hvor han mødte Mads Tunebjerg (bas) og Asger Techau (trommer), og sammen dannede de i 1991 Kashmir. Ti år senere kom Henrik Lindstrand til (bl.a. keyboards). Bandet blev nummer to ved DM i Rock i 1993 efter Dizzy Mizz Lizzy. Fik samme år en pladekontrakt og udgav i 1994 debutalbummet »Travelogue« og fik sit gennembrud i 1999 med »The Good Life«. Bandet er ifølge Eistrup »60 procent mig og 40 procent de andre«, da de fleste ideer til musikken, kommer fra ham. Han skriver også alle tekster.
• På Kashmir-albummet »No Balance Palace« fra 2005 synger han duet med både David Bowie og Lou Reed.
• Bandet har sammen malet en 3x3 meter stor udgave af coveret til deres nye album, »Trespassers«, som bliver sat på auktion til fordel for hjemløse på Vesterbro i morgen, 1. februar, på lauritz.com
• Albummet, der er produceret af Andy Wallace (Nirvana, Coldplay m.fl) og indspillet i Jimi Hendrix’ Electric Lady studie i New York, udkommer også i morgen.
• kashmir.dk

Af Tonie Yde Mørch
Tirsdag 02. februar 2010

Det tager cirka 15 minutter at læse dette interview.

Nogenlunde det samme, som det tager at ryge halvanden blå King’s. Køre i Metroen fra Kastrup Lufthavn til Kongens Nytorv eller lytte til tre af Kasper Eistrups sange på bandet Kashmirs sjette album »Trespassers«, der netop er udkommet.

Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre

Time has deserted us – so have our days, synger han og mener det. Fordi det optager ham at gøre sig umage og huske sig selv på »at bruge tiden, for helvede« og »på, hvad du kom ind i livet for«, som han nærmest religiøst udtrykker det og gentager for sig selv og os andre i flere af sine nye tekster.

Nogle finder det måske dødhamrende banalt. Klichéfyldt – og umoderne. Ja, nogle ville ligefrem kalde det altmodisch at gå så højt op i tid og kvalitet og gøre det til et tema i sine sange, malerier og i sit daglige liv.

Men han er helt nede på det jordnære plan, sådan en, der giver sig tid til at huske dig på, at du skal tørre skoene af, inden du entrerer hans Vesterbro-lejlighed. Hjælper dig af med frakken og hænger den på bøjle i skabet. Håndpresser fire grapefrugter til en juice, selv om det unægtelig ville speede processen op at tørlægge dem med en elektrisk af slagsen.

Men det gør han altså lige nu. Det er der, han er.

Måske fordi tid er gået. Det er 19 år siden, hans rock’n’roll-liv startede med dannelsen af Kashmir, ti år og en halv million solgte albums siden, de fik deres store gennembrud.

Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj

Nu er han så lige blevet 37 år. Og det hele går lidt langsommere nu. Det tog for eksempel fem år at lave »Trespassers«, og det er der flere grunde til. Blandt andet, at han begyndte at øve sig lidt på at blive voksen, og som en del af den proces, nogle år skiftede musikken ud med billedkunsten, der også har fulgt ham det meste af livet. Eller måske rettere har kæmpet om hans opmærksomhed og tid, siden han som nørdet otte-årig og ivrig tegneserie-tegner fik et trommesæt af sin farmor.

»Billedkunsten er jo så befriende, så vidunderlig. Jeg bestemmer helt selv, kan bare være mig og slappe af. Jeg skal ikke leve op til den der idol- og musikbrancheside af det, som jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Det forekommer mig også nemmere at male end at spille musik. Jeg er sikkert også bedre til det, i hvert fald på mit eget tilfredshedsparameter. Det er bare en større kamp for mig at lave musik. Desuden er det nemmere at lægge billedkunsten ind i en tidsplan. Ind i en dagligdag.«

Og det var nødvendigt, fordi han på privatfronten fik og påtog sig en »opgave«, der er svært forenelig med et ubetinget rock’n’roll liv uden bagkant.

Han passede et familieliv sammen med sin nu ekskone, skuespillerinden Laura Drasbæk, og hendes to små drenge.

»Det har bestemt noget med det at gøre. I en dagligdag er der klart et regelsæt for, hvornår man gør hvad. Og i et parforhold kommer det ofte til at handle om, at man forsøger at leve op til de forventninger og forhåbninger, man har til hinanden. Man glemmer hurtigt at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden eller retfærdigheden i det. I et velfungerende parforhold husker man jo at forblive to mennesker, husker at partneren er sit eget menneske og har sine egne grænser og behov, som man pinedød er nødt til at respektere og sætte fri.«

Han smiler. Måske af glansbilledet, holder en lang pause.

»For mit vedkommende boede jeg med min ekskone og hendes børn, og der var en masse givne ting, som man ikke kunne pille ved. Også ting, der havde en stor indflydelse på mit liv. Jeg havde svært ved at sætte grænser, og jeg følte, at jeg sad i en fastlåsthed, hvor det ville være sundt for mig at få noget tid for mig selv. Jeg fik ikke lavet en skid. Jeg tror, mange kan nikke genkendende til, at der er en masse ting, man ikke kan se, når man sidder i det. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige: »Det her er mit, nu handler det om mit liv og det, jeg skal.«

Mere vil han ikke sige om sit nu opløste ægteskab og den prøvelse udi familielivet. Sådan sætter han hele tiden stopklodser ind i samtalen, venligt, men uden at efterlade den mindste tvivl om, at omkring de ting er hans grænser knivskarpe. 

Under alle omstændigheder tog han sig noget alenetid. Sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger. Drengerøven James Bond i »Casino Royale« side om side med den voksne kometforfatter Jonathan Safran Foers »Ekstremt høj og utrolig tæt på«. Og så en turkis notesbog, hvor han nedfældede sine tanker som det første om morgenen, inden han havde påvirket krop og hjerne af dagens første blå King’s eller en kop kaffe.

»Optakten til det var helt fantastisk. Eksotisk. At pakke bilen, gummistøvlerne, den islandske sweater. Skrive lange lister over alt det, jeg skulle have med. At køre over broen til Sverige i efteråret, hvor løvskoven stod brun, gul og rød. Ankomme til huset, parkere, slukke motoren. Jeg kan huske, at jeg i det øjeblik tænkte: »Fuck, nu er jeg her. Nu skal jeg så agere i det. Ikke at jeg er bange for spøgelser eller trolde, det var alt det der med at finde ud at forvalte al den tid selv.«

Den inkarnerede storby-beboer med et veludviklet socialt gen. Med udsigt til en sprælsk løvskov og sin egen navle.

»Det lyder nok ikke af noget særligt, men for mig var det grænseoverskridende at rejse væk på den måde og sætte mig selv ud i ukendt land. Jeg har da rejst alene før, men der har jeg altid mødt andre. Faldet i snak med nogen på en café, i en busterminal. Men jeg har aldrig bevidst opsøgt ensomheden. Det var sgu sværere, end jeg troede. For hvor tit gør man det? Er helt mutters alene i ti dage? Hvor tit gør du det?«

Hans blik står stille. Han er ofte blevet beskrevet som en mand med et flakkende blik. Men det er det ikke. Faktisk bygger det flere gange så grundigt bo på én, at man frygter, at man uforvarende er kommet til at sætte ham på hold.

Aldrig, er svaret, han får.

»Det er jo vildt mærkeligt, for den største trang i én, er, at man har lyst til at dele sine tanker med andre. Det er som om, at et sjovt levende liv kun er der, hvis man deler det med andre. Ellers eksisterer det ikke. Det kan godt være, at jeg kan se, det sner i dag, men hvis jeg ikke kan sige det til nogen, gør det så det? Jeg havde også diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg var sulten, om jeg skulle lave osso buco eller bare smøre en mad. Det kræver stor selvdisciplin selv at bestemme, faktisk.

Det tog flere dage, før jeg fik lagt det fra mig og bare var til stede. Men jeg kan varmt anbefale det. Jeg fik tænkt mange tanker til ende. For eksempel omkring mine egne grænser. Når man er hjemme i sin trummerum, er der hele tiden noget, der påvirker én til ikke at tænke tanker til ende. Man kan jo altid gøre noget andet. Gå på Facebook, tjekke sine mails, sidde på café eller gå i supermarkedet og købe sig glad.«

Næste side: »Jeg fik den vildeste drømmeaktivitet.«