Overvejer du at få opereret øjenlåg, bryster eller noget tredje? Læs denne vigtige guide og undgå faldgruber. Læs mere
Vil du have inspiration til gode vine? Søg blandt 2.500 vine og få vores vinskole-artikelserie med i købet. Læs mere
Kasper Eistrup sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger. ( Foto: Søren Bidstrup )
Tid til eftertanke. Tid til ikke at spilde tiden. Rockstjernen og billedkunstneren Kasper Eistrup forsøger at få tid til det væsentlige. Blandt andet har han lukket sin Facebook-profil ned.
Det tager cirka 15 minutter at læse dette interview.
Nogenlunde det samme, som det tager at ryge halvanden blå King’s. Køre i Metroen fra Kastrup Lufthavn til Kongens Nytorv eller lytte til tre af Kasper Eistrups sange på bandet Kashmirs sjette album »Trespassers«, der netop er udkommet.
Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre
Time has deserted us – so have our days, synger han og mener det. Fordi det optager ham at gøre sig umage og huske sig selv på »at bruge tiden, for helvede« og »på, hvad du kom ind i livet for«, som han nærmest religiøst udtrykker det og gentager for sig selv og os andre i flere af sine nye tekster.
Nogle finder det måske dødhamrende banalt. Klichéfyldt – og umoderne. Ja, nogle ville ligefrem kalde det altmodisch at gå så højt op i tid og kvalitet og gøre det til et tema i sine sange, malerier og i sit daglige liv.
Men han er helt nede på det jordnære plan, sådan en, der giver sig tid til at huske dig på, at du skal tørre skoene af, inden du entrerer hans Vesterbro-lejlighed. Hjælper dig af med frakken og hænger den på bøjle i skabet. Håndpresser fire grapefrugter til en juice, selv om det unægtelig ville speede processen op at tørlægge dem med en elektrisk af slagsen.
Men det gør han altså lige nu. Det er der, han er.
Måske fordi tid er gået. Det er 19 år siden, hans rock’n’roll-liv startede med dannelsen af Kashmir, ti år og en halv million solgte albums siden, de fik deres store gennembrud.
Læs også:
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar
Sanne Salomonsen: "Jeg er den samme..."
Mikael Simpsons 300 dårlige dage om året
Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist
Se rockstjernernes sejeste tøj
Nu er han så lige blevet 37 år. Og det hele går lidt langsommere nu. Det tog for eksempel fem år at lave »Trespassers«, og det er der flere grunde til. Blandt andet, at han begyndte at øve sig lidt på at blive voksen, og som en del af den proces, nogle år skiftede musikken ud med billedkunsten, der også har fulgt ham det meste af livet. Eller måske rettere har kæmpet om hans opmærksomhed og tid, siden han som nørdet otte-årig og ivrig tegneserie-tegner fik et trommesæt af sin farmor.
»Billedkunsten er jo så befriende, så vidunderlig. Jeg bestemmer helt selv, kan bare være mig og slappe af. Jeg skal ikke leve op til den der idol- og musikbrancheside af det, som jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Det forekommer mig også nemmere at male end at spille musik. Jeg er sikkert også bedre til det, i hvert fald på mit eget tilfredshedsparameter. Det er bare en større kamp for mig at lave musik. Desuden er det nemmere at lægge billedkunsten ind i en tidsplan. Ind i en dagligdag.«
Og det var nødvendigt, fordi han på privatfronten fik og påtog sig en »opgave«, der er svært forenelig med et ubetinget rock’n’roll liv uden bagkant.
Han passede et familieliv sammen med sin nu ekskone, skuespillerinden Laura Drasbæk, og hendes to små drenge.
»Det har bestemt noget med det at gøre. I en dagligdag er der klart et regelsæt for, hvornår man gør hvad. Og i et parforhold kommer det ofte til at handle om, at man forsøger at leve op til de forventninger og forhåbninger, man har til hinanden. Man glemmer hurtigt at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden eller retfærdigheden i det. I et velfungerende parforhold husker man jo at forblive to mennesker, husker at partneren er sit eget menneske og har sine egne grænser og behov, som man pinedød er nødt til at respektere og sætte fri.«
Han smiler. Måske af glansbilledet, holder en lang pause.
»For mit vedkommende boede jeg med min ekskone og hendes børn, og der var en masse givne ting, som man ikke kunne pille ved. Også ting, der havde en stor indflydelse på mit liv. Jeg havde svært ved at sætte grænser, og jeg følte, at jeg sad i en fastlåsthed, hvor det ville være sundt for mig at få noget tid for mig selv. Jeg fik ikke lavet en skid. Jeg tror, mange kan nikke genkendende til, at der er en masse ting, man ikke kan se, når man sidder i det. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige: »Det her er mit, nu handler det om mit liv og det, jeg skal.«
Mere vil han ikke sige om sit nu opløste ægteskab og den prøvelse udi familielivet. Sådan sætter han hele tiden stopklodser ind i samtalen, venligt, men uden at efterlade den mindste tvivl om, at omkring de ting er hans grænser knivskarpe.
Under alle omstændigheder tog han sig noget alenetid. Sprang ud i et eksperiment. Drog op til et afsides hus i Sverige på kanten af en skov, kun ham, en guitar, en slukket mobil, en computer uden netadgang, et par dvd-film og bøger. Drengerøven James Bond i »Casino Royale« side om side med den voksne kometforfatter Jonathan Safran Foers »Ekstremt høj og utrolig tæt på«. Og så en turkis notesbog, hvor han nedfældede sine tanker som det første om morgenen, inden han havde påvirket krop og hjerne af dagens første blå King’s eller en kop kaffe.
»Optakten til det var helt fantastisk. Eksotisk. At pakke bilen, gummistøvlerne, den islandske sweater. Skrive lange lister over alt det, jeg skulle have med. At køre over broen til Sverige i efteråret, hvor løvskoven stod brun, gul og rød. Ankomme til huset, parkere, slukke motoren. Jeg kan huske, at jeg i det øjeblik tænkte: »Fuck, nu er jeg her. Nu skal jeg så agere i det. Ikke at jeg er bange for spøgelser eller trolde, det var alt det der med at finde ud at forvalte al den tid selv.«
Den inkarnerede storby-beboer med et veludviklet socialt gen. Med udsigt til en sprælsk løvskov og sin egen navle.
»Det lyder nok ikke af noget særligt, men for mig var det grænseoverskridende at rejse væk på den måde og sætte mig selv ud i ukendt land. Jeg har da rejst alene før, men der har jeg altid mødt andre. Faldet i snak med nogen på en café, i en busterminal. Men jeg har aldrig bevidst opsøgt ensomheden. Det var sgu sværere, end jeg troede. For hvor tit gør man det? Er helt mutters alene i ti dage? Hvor tit gør du det?«
Hans blik står stille. Han er ofte blevet beskrevet som en mand med et flakkende blik. Men det er det ikke. Faktisk bygger det flere gange så grundigt bo på én, at man frygter, at man uforvarende er kommet til at sætte ham på hold.
Aldrig, er svaret, han får.
»Det er jo vildt mærkeligt, for den største trang i én, er, at man har lyst til at dele sine tanker med andre. Det er som om, at et sjovt levende liv kun er der, hvis man deler det med andre. Ellers eksisterer det ikke. Det kan godt være, at jeg kan se, det sner i dag, men hvis jeg ikke kan sige det til nogen, gør det så det? Jeg havde også diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg var sulten, om jeg skulle lave osso buco eller bare smøre en mad. Det kræver stor selvdisciplin selv at bestemme, faktisk.
Det tog flere dage, før jeg fik lagt det fra mig og bare var til stede. Men jeg kan varmt anbefale det. Jeg fik tænkt mange tanker til ende. For eksempel omkring mine egne grænser. Når man er hjemme i sin trummerum, er der hele tiden noget, der påvirker én til ikke at tænke tanker til ende. Man kan jo altid gøre noget andet. Gå på Facebook, tjekke sine mails, sidde på café eller gå i supermarkedet og købe sig glad.«
Næste side: »Jeg fik den vildeste drømmeaktivitet.«
Arkitekt Tobias Mürsch flyttede ind i huset for 12 år siden, siden kom Julie og børnene til, og så var det tid til udvidelse. Læs mere
Saxobank-ejeren har lavet et falleret landbrugssamfund om til et dansk hideaway. Læs mere
Farvel til jobbet som direktør for Dansk Design Center. Goddag til en hel sommer til at tænke »Hvad vil jeg nu?« Og til at køre 2 1/2-årige Tuva i børnehave. Læs mere
Han har som få levet drømmen og eventyret. Som finansmand i New York og London, hvor han boede i 15 år, inden han for seks år siden flyttede tilbage til Danmark for at blive bankdirektør. Læs mere
.... risikoen for at blive skuffet er alt for stor. Se her hvad du i stedet skal gøre. Læs mere
Chris MacDonald: Der er fordele ved både lav/moderat intensitetstræning og høj intensitetstræning. Og hvad med efterforbrændingen? Læs mere
Håndbog for de giftelystne. 89 sider med gode råd til, hvordan du får det bedste bryllup. Kr. 39,- Læs mere
Seks symaskiner - og masser af kvinder med behov for korsetter. Sådan blev det tyske undertøjsmærke Triumph skabt. Se billeder fra de sidste 125 års intime beklædning. Læs mere
Den 42-årige filminstruktør Thomas Vinterberg har lagt perfektionismen fra sig, og det har givet ham en billet til hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Cannes med filmen »Jagten«. Læs mere
De sarte og stramtandede europæiske klassikere kollapser i selskab med maden fra Weber-land. Søren Frank har i stedet fundet en håndfuld anbefalingsværdige oversøiske frugtbomber. Læs mere
28-årige Sara Lysgaard åbnede i 2008 sit eget Galleri Jules Julian i hjertet af København. Galleriet har opfyldt Sara Lysgaards drøm om selv at udvælge og formidle værker af de kunstnere, som hun håndplukker. En drøm, der også er tydelig hjemme i privaten nord for hovedstaden. Læs mere
Ældre mennesker, der drikker kaffe, har mindre risiko for at dø end folk, der ikke drikker kaffe. Sådan lyder konklusionen i en ny amerikansk undersøgelse. Læs mere
I en tid, hvor designverden bugner af nye bæredygtige materialer, er træ stadig det foretrukne materiale blandt flere af landets førende designere. Læs mere
John Gray tror på kærligheden, den skal bare hjælpes på vej. En opgave, han har taget på sig, og som har hjulpet ham med at sælge mere end 50 mio. bøger. Nu besøger han København. Læs mere
Skovtursmad er weekendmad. Bag lækre sandwichboller med rug. Fyld dem med friske røgede sild, radiser, purløg og æg eller roastbeef og grillede grøntsager og nyd dem under åben himmel. Læs mere
Sandsten er en sjælden set perle indenfor belægninger, der heldigvis vinder mere og mere frem i de private haver. Læs med her om alle dens fortræffeligheder. Læs mere
Ugens topscorer Colombelle passer fint som terrassevin eller til frokost i det grønne. Læs mere
Ny bog konkluderer, at der er 237 grunde til, at kvinder dyrker sex. Og de handler langt fra alle om ren og skær kærlighed. Læs mere
En dansk familie har selv skabt drømmehuset på Mallorca, hvor rustikke materialer passer smukt ind i den omkringliggende natur. En traditionel finca på 300 m2 blev bygget, og familien kommer her mange gange om året og nyder naturen på lange cykelture. Læs mere
»Jeg er vokset op med kunst i mit barndomshjem, så det har – ligesom det er nu – altid været en naturlig del af min verden. Det er nok den inspiration, jeg har fået hjemmefra, der har ligget og luret, for så at modnes, indtil jeg følte, jeg var klar til at realisere drømmen om at få mit eget galleri,« fortæller Sara Lysgaard. Se serie
Ved døren til haven, midt mellem spiseafdelingen og opholdsdelen, er der en indbygget pejs fra Faber Pejse, som også kan nydes fra køkkenet. Stolen på fod er Jetson-stolen fra Duxiana. (Foto: Line Klein )Svævende og elegant er valget af dansk design i form af spisebordet, designet af Cecilie Manz, kombineret med Wegners Y-stole i sort udgave. Svævende ned fra loftet hænger en lampe fra Luceplan. Dagslyset fra de franske havedøre giver arrangementet en let stil. (Foto: Line Klein )Lige ud for trappen op til husets førstesal står det højglanshvide køkken fra Poggenpohl. Ovenlysvinduet giver køkkenet ekstra glans og hvidhed. (Foto: Line Klein ). (Foto: Line Klein )Der er også plads til lidt mormorlook i form af to fine vaser i Kgl. Porcelain. De er frækt sat sammen med den moderne lampe og det gamle, rå bord, begge dele er fra Rue Verte Plus. (Foto: Line Klein )For enden af køkkenet snor trappen sig op til førstesalen. Billedet på væggen i trapperummet er et originalt papirværk med blæk af Dave White. (Foto: Line Klein )Arbejdsrummet med den hvide Meridiani-sofa fra Othilia Taulund, der passer perfekt til det enkle, sorte arbejdsbord fra HAY. Ligesom i stueetagen står der også her en Jetson-stol fra Duxiana. Fotografiet af svømmere er af Daniela Finke. (Foto: Line Klein )I arbejdsværelset er det Johannes Schramms store maleri, der fanger blikket. Det lille bakkebord er fra HAY. (Foto: Line Klein )De ensartede møbler giver visuel plads til Daniela Finke's foto af svømmere på række med titlen Heerings (som jo er sild på dansk). Vægmodulerne er fra Montana, bordet fra HAY og stolene er Wegners Y-stol. Bordlampen er Foscarinis Lumiere Grande fra Mekavi. (Foto: Line Klein )Soveværelset er helt bevidst uden voldsomme effekter. Maleriet på endevæggen er af Peter Skovgaard, den lange bænk under er fra Rue Verte Plus og loftpendlen er Non Random fra Mekavi. (Foto: Line Klein )Så luftig kan et walk-in-closet tage sig ud med både spejle og dagslys. De to Meridiani-puffer er fra Christine Callesen Interieur. (Foto: Line Klein )Badeværelset under skråvæggen er ligesom soveværelset uden larmende effekter, holdt i hvide og grå toner. Her er der både kar og brus at vælge imellem. Billedet over toilettet er et 3D-værk af Charles Fazzino, billedet er en gave. (Foto: Line Klein )Sara Lysgaard nyder, når nyt skal hænges op på væggene i Galleri Jules Julian, men faktisk også når det udstillede tages ned efter en vellykket udstilling. (Foto: Line Klein )
