Ole Thestrup på Tuse næs med hans hund Oscar Dukovski. ( Foto: Niels Ahlmann Olsen )

Han drak dagligt en flaske Gammel Dansk og 30 bajere, splittede sin familie ad og glemte sine replikker. I dag er Ole Thestrup tørlagt og har fået et comeback, han kun turde drømme om.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Thestrups andet liv

Læs også det store interview med Ole Thestrup

Ole Thestrup på Tuse næs (Foto: Niels Ahlmann Olsen) Ole Thestrup på Tuse næs ( Foto: Niels Ahlmann Olsen) Ole Thestrup på Tuse næs ( Foto: Niels Ahlmann Olsen) Ole Thestrup på Tuse næs ( Foto: Niels Ahlmann Olsen) Ole Thestrup på Tuse næs (Foto: Niels Ahlmann Olsen)

Se også

• Stærk mand med nye hofter
• Henrik var helt nede og helt oppe
• Kan man sælge gamle mænd idag?
• Weekendmad: Kalvekoteletter, tomatrisotto og melonsalat
• Ravioli med pancettafyld
• Weekendmad: Brisler, skrubber og flødeboller
• Flødeboller
• Fjordskrubbe med lun agurkesalat

Blå bog

• 61 år
• Gift med Hanne, far til to voksne piger. Har adopteret Hannes datter Elise. Er netop blevet bedstefar.
• Spiller i øjeblikket med i »Skrump« på Folketeateret, er næste år aktuel i DRs store satsning »Borgen«.

Ole Thestrups tre største succeser, siden han blev ædru

Jeppe på Bjerget, Folketeateret (2007/2008)

»Holbergs klassiske komedie har været en drømmerolle for mig i 20 år. Da jeg endelig fik lov at spille den, lærte jeg replikkerne udenad hurtigt og nemt. Rollen som Jeppe blev samtidig det endelige bevis for min fulde rehabilitering som skuespiller.«

Woyzeck, Betty Nansen teateret plus efterfølgende verdensturné, (2000-2003)

»Woyzeck blev min genopdragelse som skuespiller. Rollen som den racistiske kaptajn var stor, og jeg måtte opbyde al min koncentration for at lære replikker og sange udenad. I mine 30 år som skuespiller har jeg aldrig været med i en så kreativ proces. «

Blinkende lygter, (1999)

»I Blinkende Lygter har jeg en markant birolle som skydegal særling. Rollen blev mit store comeback og gennembrud hos de unge og begyndelsen til kultdyrkelsen, som jeg har oplevet lige siden. Jeg fik en Bodil-nominering for bedste mandlige birolle. «

Af Christian Nørr
Torsdag 08. oktober 2009

Ole Thestrup står alene på Folketeaterets scene. Det er 20 minutter siden, forestillingen skulle være begyndt. Scenetæppet skjuler publikum og salen, men han kan høre den forventningsfulde summen lige på den anden side.

Se flere billeder i galleriet til højre

Han rømmer sig. Det er nu. Ole Thestrup står kun iført undertrøje og halvlange underbukser. Det gør Jeppe i første akt. Publikum, der for en stor dels vedkommende består af gamle kolleger fra branchen, hans kone, børn og nære venner, bryder ud i højlydte klapsalver og tilråb, så snart de ser ham. Han forsøger at få ørenlyd.
Smiler og tysser på publikum. Men han noterer sig også den overraskelse, der står malet i manges ansigter, da de ser ham. For sådan skal »Jeppe på Bjerget« da ikke starte.

Læs også:

• Drengerøvene fra Skt. Petri
• Jarlen og Stephensen: Kan man sælge gamle mænd idag?
• Mikael Birkkjær: Jeg er ikke så firkantet mere
• Sven-Ole Thorsen: Stærk mand med nye hofter
• Henrik Dahl var helt nede og helt oppe

»Tak, tak. Hvor er det dejlig at se så mange glade mennesker. Her står jeg i min ønskerolle. Jeg har ovenikøbet 60 års fødselsdag, og så ligger Nille kraftstejleme og brækker sig i stride strømme oppe i garderoben, så vi kan desværre ikke spille forestillingen. Men I skal ikke snydes helt. I skal få Jeppes første monolog.«

Minnesotakuren

Ole samler sig et sekund, før han på ravjysk og for øjnene af publikum forvandler sig til Jeppe:

»Nu går den so ind og æder frokost, og jeg stakkels mand skal gå fire mil og får hverken vådt eller tørt. Folk siger vel i herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Jeg må gå til Jakob Skomager på vejen, han tør nok give mig en skilling brændevin på kredit, thi jeg må have noget at læske mig på.«

Resten af holdet kommer ind på scenen og synger sammen med publikum: »Happy Birthday«.

Ole kan ikke holde tårerne tilbage. I et kort sekund af lykke og lettelse strømmer ord, billeder og ansigter forbi på den indre nethinde.

Enkelte brænder sig fast: hans elskede kone Hanne og datteren Elise, der har måttet finde sig i så meget gennem årene og de to frelsende engle, Erling Fjølner og Jørgen Falk Byrgesen, som hjalp ham op ad alkoholens mørke hul og sendte ham på Minnesotakur for snart ti år siden.

»Hold kæft, Ole. Så kunne det alligevel betale sig at blive ædru,« mumler han for sig selv.

Genfunden glæde

Det er tidligt forår 2008. Ole Thestrup har netop fejret en af sine største triumfer på turné med Holbergs klassiker. Over alt, hvor de har spillet, har publikum modtaget ham med stående ovationer.

Anmelderne har været ellevilde, og han har selv mærket glæden og selvtilliden svulme i brystet. En følelse, han næsten havde glemt.

I mere end 20 år har han drømt om at spille den fordrukne Jeppe. Denne underkuede fæstebonde, der må gå så grueligt meget igennem, før han vågner i baronens seng, for kun at ende på møddingen igen.

»Jeppe er et stakkels menneske, der er totalt afhængig af spiritus. Det har jeg været to tredjedele af mit liv. Derfor føler jeg et stort slægtskab med ham. Jeppe er ikke bare en karakter, det er mig. Forstår du det? Derfor blev jeg også meget rørt, da Waage Sandø (direktør for Folketeateret, red.) spurgte, om jeg ville spille denne rolle.

Det er den største og bedst kendte karakterrolle i dansk teater. Rollen står samtidig som det endegyldige manifest for mig. Et manifest som kunne lyde sådan her: »Thestrup har nu bevist, at han er fuldstændig rehabiliteret fra alle sine fordrukne år. Han er vendt tilbage til de levendes rækker - endda med langt større styrke og gennemslagskraft, end han nogensinde før har haft.«

Ole Thestrup smiler sit listige smil. Den store krop, kraftfulde mimik og drevne jyske accent virker nærmest for voldsom til omgivelserne.

Her i det lille bondehus på Tuse Næs ved Holbæk er der lavt til loftet og bare marker til to af siderne. Men det er her, langt fra storbyen, at han trives.

Frådset, drukket og fejlet

Det er her, fra et sted i udkantsdanmark, at han tager imod. Til en snak om sin »rehabilitering som menneske«, som han åbenhjertigt kalder det og fortæller om i sin netop udgivne biografi: »Min lange rejse hjem«.

»For 10 år siden, da jeg kunne ane det berømte lys for enden af tunnellen, tænkte jeg: hold da kæft! Det er lykkes mig at blive ædru. Det skal der satme skrives en bog om. Mit liv har både professionelt og privat budt på større op- og nedture, end for noget andet menneske, jeg kender.

Jeg har frådset med mit talent, jeg har drukket år af mit liv bort, jeg har fejlet monumentalt i rollen som far. Jeg har splittet to familier ad og været tæt på at miste den tredje. Men jeg har også hver dag i de seneste 10 år kæmpet for at gøre det godt igen og oplevet et comeback både som far og skuespiller, som jeg kun har turdet drømme om.«

Ole Thestrup har de senere år gennemgået en forvandling, som overgår de flestes forstand.

Fra fordrukken og stadig mere vakkelvorn skuespiller til i dag at være en rehabiliteret og frem for alt vedvarende ædru skuespiller, som han selv udtrykker det, med masser af arbejde og en hastigt voksende fanskare blandt såvel publikum som anmeldere.

»Det er helt sindssygt. Der findes fangruper, der dyrker mig på Facebook og alle mulige steder. Når jeg spiller i provinsen, vil folk have autografer og står op og klapper af mig længe efter forestillingen. Mange af de unge kender ikke min historie, de ved bare, at jeg har være med i »Busters Verden«, »Blinkende Lygter«, »Adams Æbler« og »De Grønne Slagtere«.

Jeg har været så heldig at være med så længe, at flere generationer ved, hvem jeg er. Forældregenerationen ved, at jeg har drukket som et hul i jorden. Når de fortæller deres unger, at det var ham Ole Thestrup, der fik en jumbojet til at nødlande i Canada, fordi han var skidefuld, så elsker de unge mig bare endnu mere«

Bonderøven

Rollen som den brovtende, højtråbende, kværulantiske bonderøv med umiskendelig jysk accent har nærmest klæbet til Ole Thestrup og været hans signaturrolle, lige siden han blev ædru for snart 11 år siden.

Først som racistisk taxachauffør i kortfilmen »Valgaften«, dernæst som endnu mere racistisk kaptajn i teaterstykket »Woyzeck«, og som skydegal særling i filmen »Blinkende Lygter« for blot at nævne tre af de mest markante karakterer.

Selv elsker han disse roller og er ikke det mindste bange for at blive sat i bås eller kaldt ensidig:

»Jamen, sådan er jeg jo. Det ville passe meget dårligt, hvis jeg skulle spille en stille genert skolelærer. Det er min mimik, mit sprog og min fremtoning slet ikke til. Sådan var min far også. Han var en fantastisk mand, der kunne holde et helt selskab stangen. Han var ansat i Hedeselskabet og kunne råbe og skrige af lodsejerne, hvis ikke de passede de planter, han havde solgt til dem. Men han gjorde det på en humoristisk måde, der gjorde ham til et naturligt og vellidt midtpunkt.

Det har jeg arvet. Et enormt talent for at spille komedie og underholde. Min mimik, mit kropssprog og mit sprog tiltrækker sig opmærksomhed. Det har det altid gjort. Jeg ligner ikke, og jeg lyder ikke som en skuespiller, men når publikum ser mig på scenen, tænker de: »Hold da kæft, han kan spille.«

De ser ikke en skuespiller. De ser et rigtigt menneske. Det er jo for fanden det, det handler om for os spillere.«

Læs også:

• Drengerøvene fra Skt. Petri
• Jarlen og Stephensen: Kan man sælge gamle mænd idag?
• Mikael Birkkjær: Jeg er ikke så firkantet mere
• Sven-Ole Thorsen: Stærk mand med nye hofter
• Henrik Dahl var helt nede og helt oppe