»Min mor begyndte ret tidligt i mit liv at stå til offentlige skideballer, og den slags har det med at vokse i et barnesind. Pludselig ser man ikke andet. Børn af offentlige personer bliver ofte deres forældres følsomhed.« ( Foto: Erik Refner )

Er efternavnet en velsignelse eller en forbandelse? Ida Auken voksede op i en familie, hvor der var masser af Grundtvig, men ingen grillmad – ofte ønskede hun, det var omvendt.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Ida Auken

32 år, fremskreden Jesus-neurose og et efternavn, der forpligter.

(Foto: Erik Refner) (Foto: Erik Refner) (Foto: Erik Refner) (Foto: Erik Refner) (Foto: Erik Refner)

Se også

• »Politik kunne have ædt mig op«
• Den liberale socialist
• Jeg har fået en ligusterhæk – og hvad så?
• Outsideren, der kom ind i varmen

Blå bog

• Ida Auken er født i 1978 og opvokset i Valby. Hun er yngste datter af europa-parlamentariker Margrete Auken (SF) og litteraturprofessor Erik A Nielsen. Hun har har to ældre søskende, en bror og en søster.
   
• Ida Auken er gift med Bent Meier Sørensen, der er lektor på Copenhagen Business School (CBS) i ledelse, politik og filosofi. Parret er gift, men har ingen børn.
   
• Hun har studeret teologi på Københavns Universitet og har været i praktik som hospitalspræst på Rigshospitalet og som fængselspræst i Herstedvester Fængsel.
   
• Ida Auken har været medlem af SF siden 2003. I 2005 stillede hun første gang op til Folketinget 2005 for SF i Esbjerg og var med 2.100 personlige stemmer tæt på at blive valgt ind. Det skete ved valget i 2007, hvor hun med knap 9.000 personlige stemmer blev valgt ind i København.
   
• Ida Auken er partiets miljøordfører og desuden medlem af Folketingets miljøudvalg, energiudvalg og kulturudvalg.

Af Marcus Aggersbjerg
Onsdag 24. februar 2010

Hun var tæt på at takke nej til interviewet. Siden Ida Auken blev valgt ind i Folketinget i 2007, har hun forsøgt at styre uden om journalistik, der lugter for meget af hendes efternavn og for lidt af Ida og hendes syn på politik.

Se flere billeder fra interviewet i galleriet til højre

Den unge SF’er har et anstrengt forhold til overskrifter som »Arvtageren«, »Næste skud på stammen« og »Det bliver i familien«. Den slags har det med at ville fortælle historier, som forsimpler virkeligheden og gør den unødig overskuelig for landets avislæsere.

»Da jeg blev valgt ved sidste valg, hed det sig nogle steder, at jeg kun kom i Folketinget på grund af mit efternavn. Selvfølgelig hjælper det at have et navn, som folk kender og kan huske i en valgkamp, men sidste gang stillede der også en Engell og en Schlüter op, og ingen af dem blev valgt. Idéen om, at et kendt efternavn alene baner vejen til en politisk karriere, er en grov undervurdering af vælgerne. Så dumme er folk ikke, og jeg er her først og fremmest, fordi jeg er mig,« siger hovedpersonen.

Læs også:
Pernille Rosenkrantz-Theil: Jeg har fået en ligusterhæk
Erik Clausen: Den liberale socialist
Lousie Gade: »Politik kunne have ædt mig op«
Morten Messerschmidt: Outsideren, der kom ind i varmen

Af samme grund har Ida Auken fra første arbejdsdag bevidst undgået at løbe ind i sammenligninger med sin berømte mor og onkel. Hun er fra en anden generation, og hun gør tingene på sin måde.

Og så kommer Berlingske Tidende og beder om et interview, der skal handle om hendes rolle i den store fortælling om familien Auken. Tak, men nej tak, lød den første indskydelse. Hun ville hellere tale om de ting, der optager hende som miljøordfører for sit parti.

Men så sov hun på idéen, og undervejs gik det op for hende, at hun ikke længere behøver at holde familienavnet ud i strakt arm for at bevise, at hun godt kan selv. At hun for længst har vist sit værd og fundet sin egen plads på Christiansborg og derfor kan tale frit om at være født ind i en familie, der har politik som sit pumpende hjerte.

Men det gik også op for hende, at hun egentlig hellere ville tale om, hvad familien betyder for et menneskes udvikling. Så nu mødes vi på midten. Hun slipper for at skulle forholde sig til sit efternavn, og jeg styrer uden om politiske enetaler om øgede benzinafgifter, grøn erhvervspolitik og global C02-reduktion.

Interviewet her er derfor ikke så meget historien om en ung, kvindelig politikers kamp for at vriste sig fri af arven fra et forpligtende familienavn, som det er fortællingen om det slag, alle børn udkæmper for at gøre sig fri af deres forældre og finde deres egen plads i verden.

»Selv om man går i sine forældres fodspor, går man jo i dem på sin egen måde, så de bliver anderledes, og man synes, de er ens egne. Men det kræver kamp, sved og tårer at få gjort dem til sine egne,« siger Ida Auken.

Hun voksede op på Grundtvig og politisk debat i en gammel villa i Valby. Med klassisk musik på pladespilleren og værelser foret med bøger. Hendes far er den produktive litteraturprofessor, Erik A. Nielsen, som gennem årene har leveret en flod af intellektuelt tankegods om alt fra Holbergs komik til kristendommens retorik. Moderen er præsten og SF-politikeren Margrete Auken, der i tre årtier har været et af de tydeligste penselstrøg i det maleri, som udgør den hjemlige venstrefløj. 

»Det var to mennesker, som præsterede meget. Den ene var ude at vælte konger og dronninger, den anden havde læst al dansk litteratur, der var værd at blade i. Så hvis ikke der er kærlighed og menneskelig varme i sådan et hjem, bliver man let kvast.«

Men som Ida Auken selv siger:

»Heldigvis var der masser af kærlighed. I hvert fald nok til tre.«

Og kærligheden rakte ikke kun til børnene. Ida Auken og hendes ældre søskende, Sune og Kirsten, måtte i perioder dele både hus og forældrenes opmærksomhed med den strøm af mennesker, som af forskellige grunde gjorde ophold hos familien.

»Det kunne være venner og bekendte, som havde det skidt eller manglede et sted at bo efter en skilsmisse. Det er lidt af en familieskade, at vi næsten ikke kan høre om nogen, som har et problem, uden at vi straks farer til med hjælp. Nok også når folk ikke ønsker vores hjælp.«

Og sådan taler hun. Der er et lystigt svaj over sætningerne, og indimellem skinner den politiske uskyld igennem i ordene. Men hendes kropssprog har for længst adopteret politikerens letgenkendelige greb. Hun slår med knyttet hånd på sit lår for at understrege sine pointer, og hun kigger intenst på én, hver gang hun nærmer sig det personlige.

Undervejs i interviewet er der passager, som nok skal få et par af avisens læsere til at ryste irriteret på hovedet over mødet med et menneske, der insisterer på, at tilværelsen indeholder så meget lys. Og det lyder næsten også for godt, for trygt, for harmonisk, når Ida Auken fortæller om sin opvækst. Men skal man tro på indholdet af de interviews, som de forskellige medlemmer af familien har leveret gennem årene, er der bred enighed om, at det var sådan, det var.

»Vi havde en privilegeret opvækst og voksede op med en stærk bevidsthed om, at vi havde et særligt ansvar over for dem, der ikke havde de samme muligheder som os. Min mor kom selv fra et solidt hjem med to forældre, der havde gjort meget ud af at opdrage deres børn til at forstå, at privilegerede mennesker har en særlig forpligtelse til at tænke ud over egne interesserer.«

Men det er sin sag at bære verden på sine skuldre, når man er barn, og Ida Auken levede længe i vildfarelsen om, at hun spillede en ganske særlig rolle for balancen i verden.

»Jeg havde en følelse af, at det hele ville brase sammen, hvis ikke jeg gjorde tingene ordentligt. Den følelse kender mange børn, tror jeg. Som barn kan man have nogle voldsomme forestillinger om ens betydning for verdenssituationen, og selv som voksen kan jeg blive ramt af følelsen af, at det er min skyld, hvis tingene går ad helvede til. Så er det fordi, jeg ikke har kæmpet hårdt nok. Men det er nok prisen for at vokse op med en mor, der bruger sit liv på at forsøge at ændre verden. Man kommer nemt til at kigge på sig selv og sige: Sådan er jeg også nødt til at være, ellers er jeg et dårligt menneske.«

Næste side: Om »Jesus-neurosen«