... og det er hjernen. 36-årige Milena Penkowa elsker Formel 1 og afskyr tanken om far, mor og børn. Mød en hjerneforsker, der vil kurere Parkinson og Alzheimers. På trods af prisen.
Af Stine Troense
Søndag 26. april 2009
Hvis Milena Penkowa kunne rejse tilbage i tiden og møde sig selv som 12-årig i skolegården, ville hun ikke give sig selv én eneste kommentar med på vejen.
»Jeg har ikke noget, jeg vil sige. Der er ikke noget, jeg ville ændre på, og jeg har ingen gode råd. De var nok heller ikke blevet modtaget dengang. Jeg var meget afklaret og målrettet som ung og slet ikke usikker på, hvad jeg skulle, eller om mine valg var rigtige.«
Se billedserie med Milena Penkowa til højre ....
Flere interviews og portrætter:
Da Milena Penkowa kom ud på den anden side af puberteten og gymnasiet, var hendes selvsikkerhed kun vokset. Vi skriver 1992. Fra en talerstol i et auditorium på Københavns Universitet byder en professor de cirka 200 nye medicinstuderende velkommen med en statistik: »Af de fremmødte i dag vil kun én af jer… «
Idet samme ryger salens måske yngste tilhører op ad stolen med hånden i vejret.
»… gennemføre medicinstudiet på normeret tid,« fortsætter professoren uanfægtet.
Men de studerende omkring den 18-årige pige bider mærke i optrinnet.
»Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået det fortalt et par gange. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det skete. Det lyder fuldstændigt som mig,« siger Milena Penkowa med et grin.
Og så er linjen lagt. Hun har aldrig ødslet med tiden eller shoppet rundt mellem studier. Tværtom.
Milena Penkowa kom i skole som fem-årig, i gymnasiet efter 9. klasse og styrede direkte fra 3.G. til universitet.
Derfra gik det videre slag i slag: Læge som 25-årig – med et tårnhøjt gennemsnit – og to år efter var hun ph.d. (hun tyvstartede ved at forske i sin fritid efter andet semester på medicin).
Hun blev lektor på Institut for Neurovidenskab & Farmakologi på KU som 28-årig, og for fire år siden – da hun var 32 år – blev hun leder af Panum Instituttets afdeling for neurovidenskab. Afdelingen tæller 17 medarbejdere, som Milena Penkowa vejleder og forsker sammen med.
I dag har hun ladet MS komme indenfor i sin lejlighed på Vesterbro i København, og det er der to grunde til. Den første handler om, at der ikke er tilstrækkeligt med kloge hoveder i hvide kitler.
»Hvis artiklen får bare én folkeskole- eller gymnasieelev til at tænke, det kunne være cool at blive forsker, bærer det formålet i sig selv.«
Milena Penkowas anden grund til at give interview til MS handler om at betale gammel gæld tilbage. Den tager vi senere.
De mange hædersbevisninger, der hænger i glas og rammer i Milena Penkowas soveværelse og udklippene på indersiden af en lang køkkenlåge, taler deres tydelige sprog: Hun kan sit kram. Hun er ganske vist ikke kendt-kendt som hjerneforsker Peter Lund Madsen, men måske er der en ny folkelighed på vej?