Selv om vi går og tror, vi er specielle, har mange af os helt den samme smag. Det har bloggeren Christian Lander afsløret.
Af Maria Holckenfeldt Behrendt
Fredag 15. januar 2010
Har dine børn dobbelte efternavne? Har du en mac? Spiser du brunch? Elsker du designermøbler? Køber du helst økologisk? Svarer du ja til en del af spørgsmålene, tilhører du – uanset hudfarve – stammen »White people« (WP).
Læs også:
Sådan bliver du medlem af WP-stammen
31-årige Christian Lander er blevet verdenskendt for sin blog www.stuffwhitepeoplelike.com, som han bestyrer fra sit hjem i Californien, og for nylig udkom hans bog af samme navn i Storbritannien.
Begge steder afslører han, hvor forudsigelige vi er, når det kommer til smag og livsstil. Bloggen har fået 60 mio. besøgende – fra hele verden. For rigtig mange af os har en hvid smag, selv om vi går og tror, vi er helt specielle.
»Jeg fik idéen til bloggen, da jeg i en samtale med en ven hørte ham sige, at han ikke ville stole på nogen hvide mennesker, der ikke så serien »The Wire«. Det fik mig til at tænke over, hvad White People (WP) ellers kunne lide,« fortæller Christian Lander, der mere eller mindre selv har fulgt den typiske WP litterære karriereløbebane med en næsten færdiggjort Ph.d. i engelsk litteratur og film og som nu også kan skrive forfatter på sit visitkort.
Det er ikke mærkeligt, at hans blog er blevet så populær. Han beskriver WP på en udleverende, men humoristisk måde, så man ikke kan undgå at føle sig ramt. Samtidig guider han ikke-WP til, hvordan de tackler samtaler med medlemmerne. Og som dansker kan man slet ikke undgå at føle sig ramt.
»Danskere er indbegrebet af WP. Det er jer, de »hvide« amerikanere gerne vil ligne. Alle er lykkelige, stilfulde, I har mere eller mindre fri hash, flot arkitektur og moderne møbeldesign. Bortset fra vejret, er det et drømmeland for WP,« griner Christian Lander, har læst et semester på Københavns Universitet.
Christian Lander har 129 ting på sin blog, som WP kan lide, mens bogen omfatter 150. Udover blog og bog, sælger han t-shirts og inden længe også WP-plakater. Men det stopper ikke her.
»Jeg bliver ved med at finde nye ting til listen – f.eks. handler det næste punkt om at dyrke sin egen mad. Jeg har selv brugt 80 dollar på at dyrke to tomater. Høsten var ringe, men det er de bedste tomater, nogen nogensinde har dyrket. Udover at skrive indlægget, er jeg også i gang med at lave manus til »Stuff White People Like«-tv-showet,« fortæller han. Og det kan man vist kun se frem til.
Den sorte og hvide præsident.
Selv om det at være WP ikke handler om hudfarve, betragter WP sig som ret tolerante. Christian Lander nævner også i sin bog, at »hvide« mennesker både har bøssevenner og farvede venner, ligesom de elsker Barack Obama.
»Han er en rigtig WP. Han er den første »hvide« præsident – han har en økologisk køkkenhave i Det Hvide Hus, han blev opfostret i udlandet af en mor med en kandidatuddannelse - mens Bill Clinton var den første »sorte« præsident. Han kom fra trange kår og arbejdede sig op,« pointerer Christian Lander. Og til spørgsmålet, om han betragter sig selv som en typisk WP, afslutter han enkelt: »Se på mig - ja!«
Læs også:
Sådan bliver du medlem af WP-stammen
Indsend kommentar