Mød Lisbeth Zornig Andersen. 42 år. Mor til fem i alderen 8 til 21 år. Formand for Børnerådet, uddannet cand.polit. som 25-årig og med en kometkarriere hos bl.a. Codan, Danske Bank og KMD. ( Foto: Nikolai Linares )

Fra børnehjem til bonede gulve. Fra udstødt til udvalgt. Lisbeth Zornig Andersens historie startede skidt og kunne sagtens være endt endnu værre. Men den universitetsuddannede karrierekvinde, mor til fem og nyligt udpegede formand for Børnerådet, ville det anderledes. Læs historien om en vaskeægte mønsterbryder.

Af Christian Nørr
Fredag 02. juli 2010

Hun er den mærkelige pige i klassen. Forhutlet og sær, men alligevel den, der klarer sig bedst. De andre ved ikke, hvordan de skal tackle hende, så de ignorerer hende. Hun er alligevel ikke en trussel mod nogen. Hun prøver ikke engang at blive en del af fællesskabet eller udfordre hierarkiet.

De voksne kan heller ikke blive kloge på det 12-årige barn, der allerede har gået på fire skoler, før hun kom til deres.

Det hullede og beskidte tøj, der er storebrødrenes aflagte. De kronisk betændte øjne, der får hende til at gnide sig konstant i øjnene, så øjenvipperne slides af. Vorterne på hænderne, der er så mange, at hun til tider har svært ved at klemme fingrene sammen.

På lærerne virker hun forsømt, men de må hurtigt sande, at hovedet bestemt ikke fejler noget.

Hun er langt foran de andre. Så langt, at lærerne sender hende til skolepsykolog, uden at nogen forklarer hende hvorfor. Psykologen konkluderer efter en omfattende test, at der sidder en endog »yderst begavet elev« på den anden side af bordet.         

Lisbeth Zornig Andersen, som barnet hedder, bliver glad for »diagnosen.« Bøgerne og det boglige har altid været hendes fristed. Nu har hun endda fået de voksnes ord for, at det er sådan, det forholder sig.

Der er imidlertid ingen derhjemme at dele glæden med. Faderen rejste, da hun var tre år gammel, og moderen er sjældent hjemme. Hun turnerer i stedet Lolland rundt fra værtshus til værtshus, fra fest til fest, mens Lisbeth oftest må klare sig selv.

Den 12-årige pige står selv op, smører selv madpakke, går selv i skole og kommer selv hjem igen. Hendes tre brødre, som i de tidlige år var hendes værn mod alt og alle, er for længst fjernet fra hjemmet. Lisbeth er alene tilbage og lever sit eget parallelle liv i forhold til resten af verden.

»Jeg var ikke noget lækkert barn som lille. Jeg var derimod et barn, alle andre havde svært ved at finde ud af. Jeg var »mærkelige Lisbeth«, der sad for mig selv i hjørnet og tidligt lærte at klare mig selv. Og jeg har klaret det – bl.a. fordi jeg har fået hjælp af samfundet, da det mest gjaldt. Jeg har på de rigtige tidspunkter mødt nogle søde og omsorgsfulde mennesker, der tog sig af mig, og som troede på mig, da det var allervigtigst. Derfor føler jeg også, at jeg i dag står mellem to verdener og ubesværet kan oversætte fra den ene verden til den anden. Jeg anser mig selv for et sandhedsvidne, der er født af og opvokset i underklasse-Danmark, og som stadig færdes hjemmevant i denne verden, men jeg kommer ligeså ofte i de lag i samfundet, der har magten til at gøre noget ved problemerne. Det er et privilegium og en forpligtelse, som jeg er taknemmelig for hver eneste dag.«

Mød Lisbeth Zornig Andersen. 42 år. Mor til fem i alderen 8 til 21 år. Formand for Børnerådet, uddannet cand.polit. som 25-årig og med en kometkarriere hos bl.a. Codan, Danske Bank og KMD. Har senest arbejdet som direktør for »Specialisterne« – et IT- firma som tilbyder de særlige kompetencer, autister besidder. Hun er i dag IT strategisk rådgiver i eget firma.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Lisbeth Zornig Andersen en dag skulle præsentere et så nærmest eventyragtigt cv. Tværtimod er hun selve prototypen på en mønsterbryder. Et menneske, der er lykkedes. På trods og ikke fordi.   

Allerede da hun var 18 år, ringede den første journalist og ville høre hendes historie, og endnu inden hun var fyldt 25, bragte Alt for Damerne en artikel om pigen med den fine uddannelse og svære baggrund. Men havde det ikke været for en næstekærlig og årvågen nabo, var det hele måske løbet ud i sandet, endnu inden det var begyndt.  

»Hr. Holst var geografilærer på min skole og nabo til os. En dag inviterede han og konen mig ind på mad og kakao. Uden at spørge vidste de, hvordan det var fat inde hos os. Det ældre ægtepar blev hurtigt et ankerpunkt i min tilværelse. Hr. Holst gik i bredriflet fløjlsjakke, røg pibe og hele hjemmet emmede af intellektuel velordnethed. De spurgte aldrig til forholdene hjemme hos min mor og mig. De hjalp bare. De lod mig sidde i timevis inde på Hr. Holsts kontor. Jeg skrev lange digte på hans skrivemaskine. Af og til diskuterede vi dem, og de gav mig digtsamlinger med hjem, som jeg kunne læse. Det var hos dem, jeg lærte at spise brie og drikke te med citron.«