I stedet for at spørge »Hvem er jeg?« er danskerne nu klar til at tage mere fælles ansvar ved stille et nyt spørgsmål, nemlig: »Hvordan kan jeg gøre en forskel?« Det mener sociologen Emilia van Hauen, der i sin nye bog skriver om egofestens endeligt.
Af Anne Funch
Fredag 27. marts 2009
Vi har fået nok af os selv. Nok af at surfe på en bølge af selvudvikling og selvrealisering. Vi har fået rigeligt af selvhjælpsbøger, og orker ikke flere terapeutiske vinkler på livet. Ikke mere coaching og ikke mere kiggen indad i håb om en dag at finde frem til det nederste lag i vores virkelige identitet. Den store egofest, der har varet de sidste i 25-30 år, er slut. Sidste mand slukker lyset.
Nu har festen fået et nyt tema, hvor egoet ikke er inviteret med. I hvert fald ikke, hvis det ankommer alene. Fremover vil vi bevæge os i en mere udadvendt retning. Vi vil i stigende grad opsøge meningsfulde fællesskaber, hvor vi ikke kun udlever vores egne behov, lyster og interesser, men også sætter os selv ind i en sammenhæng til gavn for noget andet. Til gavn for noget større og mere betydningsfuldt end... os selv. Vi er med andre ord på vej til at ville tage et større ansvar, mener sociologen Emilia van Hauen, der har speciale i moderne samlivsformer, og desuden følger nye strømninger i samfundet tæt.
Hun har skrevet bogen »Farvel egofest«, der udkommer på tirsdag. Her peger hun på et nyt paradigmeskift, hvor vi flytter os fra »Hvem er jeg?« til »Hvilken forskel kan jeg gøre?«
Bogens tema er længslen efter at bekende sig til et formål, der rækker ud over ens egen identitet, og ind i en større sammenhæng. Primært som et middel til at give sig selv en form for ro i en verden, der er i konstant forandring, mener hun.
»De sidste 30 år har vores samfund haft så meget overskud på alle måder, ikke mindst økonomisk, at det har givet os ro og mulighed for at fokusere på os selv. Men vi er ved at være mætte, og mange er ved at få forstoppelse af selvfokus. Dermed er sætningen »Jeg vil gerne gøre en forskel« for alvor ved at slå igennem, ikke bare som noget, man siger, men som noget, man virkelig mener, og dermed også gør noget ved,« forklarer Emilia van Hauen.
Hun understreger, at det ikke er den finansielle krise, der har sat gang i bevægelsen fra individ til fællesskab, selv om det ville være oplagt at tro.
»Bevægelsen fra et selvfokus til et fokus på fællesskabet har været i gang i nogle år, men med den økonomiske krise er der kommet turbo på et skift, der allerede var i gang. Der ikke er tvivl om, at skiftet vil gå langt hurtigere, end man forestiller sig,« forudser bogens forfatter.