
Erik Clausen er noget så sjældent som en machomand - der mener, at mænd og kvinder skal dele opvasken. Metroseksuel? Glem det! ( Foto: Niels Ahlmann Olesen )
Erik Clausen, der altid har været »rød ad helvede til«, har lige købt sig en brugt, klima-uvenlig luksusbil: »Det skider jeg på.« For tidens gennemregulerede, sort/hvide angst-og-frygt-samfund har fanden og politikerne skabt. Men Erik Clausens verden er i farver.
Af Tine Bendixen
Tirsdag 01. december 2009
Erik Clausen er selv helt klar over det: Der er »Clausen«. Og så er der »Erik«.
Clausen er filmmanden med de sorgmuntre historier. Klovnen, provokatøren og anarkisten, der bramfrit leverer semi-kærlige sandheder om danskerne i en tid, hvor de hellere vil samle på glansbilleder. Han er arbejderdrengen, der blev kunstner og »simpelthen fik orgasme«, da han så den østrigske maler Oscar Kokoschkas nattebillede første gang.
Se også:
Web-TV: Erik Clausens Vesterbro
Flere billeder af Erik Clausen i galleriet til højre
Erik er ham, der hele sit liv har kæmpet med komplekser. Som godt ved, at Eriks afhængighed af sine allernærmestes anerkendelse og ros ligger skjult under kunstneren Clausens succes. Og som erkender, at han har været noget af en mundfuld for sin familie.
Dameglæden har de til fælles.
Erik Clausen sidder i »fars stol« i køkkenet hos Clausen Film på Enghave Plads i København. I lejlighedens lange gang står to af hans store malerier med temaet angst. Fra et sted i lejligheden høres sære, brudte musestemmer. Forfra og om igen. Klip. Anders Refn er ved at klippe Erik Clausens nye film »Frihed på prøve«. Over to glas hvidvin fortæller Erik Clausen om sig selv. Ind imellem bryder en skarp bemærkning jovialiteten. Det skal ikke blive for hyggeligt, vel? Han lader sig ikke hale i land uden kamp.
Det har han aldrig gjort. Den dag han blev konfirmeret, fik han 400 kroner. Han drømte om en blå Monarch cykel, som kun kunne fås i Sverige. Iført dårligt siddende konfirmationstøj tog han med sin mor til Malmø og købte den forjættede cykel. Som blev konfiskeret af emsige toldere, da båden anløb København. Han havde ingen importtilladelse og skulle betale told. Slukøret drog han hjem. Han havde ikke pengene til at købe cyklen fri. Hans mor heller ikke. Men dagen efter gik han tilbage til tolderne og bad om cyklen: Han ville sejle over og returnere den i Malmø. Vel ankommet skiftede han til medbragt cykeltøj, cyklede til Helsingborg, tog færgen til Frihavnen, lignede en cykelrytter, der havde været på træningstur og kørte toldfrit igennem.
Andre interviews og portrætter:
Erik Clausen havde fået sit livs første bevis på, at kreativ civil ulydighed betaler sig. Han fortæller cykelhistorien i sin biografi, »Clausen«, som absolut ikke er et livspunktum. Han er 67 år og pensions-umoden. Der er kun én vej for manden, der siden barndommen har trukket vejret igennem rollen som oppositionist: Videre. For kunstens og hans egen skyld. Ikke for pengenes. Den materielle del af succesen er aldrig steget ham til hovedet. Han har lige købt en brugt italiensk sort Lancia. En luksusbil, men:
»Jeg fik den for 22.000, fordi det er syndigt at køre i lækre biler i dag. Det skider jeg på. Den har aircondition, fartpilot, diskotek med fem cd'er og forhjulstræk. Den ligger som en drøm på vejen, selv om jeg kører 190.«
Og det gør du?
»Jeg siger det kun for at provokere. Ikke for, at du skal replicere »Og det gør du!«
Slam! Erik Clausen er noget så sjældent som en machomand - der mener, at mænd og kvinder skal dele opvasken. Metroseksuel? Glem det!
»På den nye film har vi arbejdet med et ungt filmhold. De gamle filmhold havde hierarki, jeg beundrer de yngre generationer for, at de ikke har sans for hierarkier. Men jeg undrer mig over, at det sociologiske og adfærdsmæssige sætter så store fysiske spor. Da jeg var 22-23 år, var jeg en mand med skæg og to små børn. Når jeg går på café, står der som regel en på 32, som stadig er en dreng. Hans hovedproblem er, om hans nye tatovering skal sidde på højre eller venstre arm.«
Der skal, om man så må sige, et godt bryst til at interviewe Erik Clausen. Han er en fræk slagterhund. En prototype, som slet ikke laves mere.
»Det er jeg sgu da ligeglad med, for så kan jeg have din opmærksomhed helt for mig selv! Men det er vel karakteristisk for mænd i min efterkrigsgeneration, at vi altid har arbejdet hårdt. Det er et helvede for mig i dag. Hvis jeg skal holde fri, skal jeg gøre mig fortjent til det. Jeg ville gerne lære at tale engelsk og spille klaver, men jeg ville også meget gerne på kursus i at nyde livet. HOLD da op, hvor har jeg knoklet.«
Sovs og kartofler. Uden kød. Det stod den tit på i Erik Clausens barndomshjem, hvor der også blev knoklet. Efter arbejdstid sad hans alenemor hjemme og trak snor i butiksprismærker for at tjene lidt ekstra.
»Min mor måtte tilsidesætte al livsglæde og fantasi for at gøre sit arbejde. Hun var rasende bekymret for min bror og mig. »Erik« ville ikke tale - jeg sagde ikke noget i mange år. Men så styrker man fantasien. Og det var fantastisk at få lov til at være selvstændig, organisere sin læreplads, smugle sin cykel igennem tolden. Og at opdage kunsten. Det var erotik næsten. Sanseligt
I dag tager man oplevelserne fra børn. Man viser dem alt, hvad de skal. De spiller ikke fodbold. De går til fodbold. Det er en del af det strukturerede samfund, som indeholder en automatisk regression.«
Erik Clausens talent har, siden han opdagede kunsten, været livets benzin.
»Jeg kører hverken på fornuft eller rationalitet, jeg kører på adrenalin. I høj grad på vrede og glæde og humor og aggressioner. Hemmelige tanker - blandt andet om dig - som bliver omsat til både det ene og det andet. Jeg vil gerne fortælle historier, som er fiktion, men udspringer fra virkeligheden. Mit udgangspunkt er selvfølgelig, at den rationalitet og sunde fornuft, som hersker i dag, terroriserer folk ind i et utrolig smalt normalbegreb. Jeg er meget optaget af at afsløre de skjulte mekanismer i tiden.«