De unge får i dag at vide, at de kan gøre lige, hvad de vil, hvis de bare vil det nok. Det er en befrielse for mange, men kan være starten på en ond spiral for andre. Modelfoto. ( Arkivfoto: Bo Amstrup )

De er blevet kaldt »mulighedernes generation« eller slet og ret »De forkælede«. Med alle døre åbne og ubegrænsede muligheder. Men en stadig større gruppe af de unge knækker nakken i deres jagt på det perfekte. Eksperterne taler om 12-tals pigerne. Hvad er det, der sker?

Af Christian Nørr
Fredag 10. december 2010

De danske unge er glade. Fulde af tro på fremtiden og egne evner. De får konstant at vide, at hele verden ligger åben for deres fødder – hvis de selv vil. De har massevis af venner, klarer sig godt i skolen, dyrker sport og har forældre, som går engageret op i deres liv.

Sådan er det for langt de fleste. Men dette er historien om de få, som ikke er så få endda. For blandt de danske unge er der en voksende gruppe, som falder udenfor. Som mistrives i varierende grad og lever et – ofte skjult – parallelliv til den store gruppe.

Fokus har ofte været på børn fra udsatte hjem med en tydelig risikoadfærd. Men nyere undersøgelser og flere børne- og trivselseksperter bekræfter samstemmende, at unge fra såkaldt »ressourcestærke« hjem også optræder hyppigt i statistikkerne over dem, der har det svært.
Fagkundskaben taler om »de perfektionistiske unge« eller »12-tals pigerne.« Dem, hvor alting aldrig er godt nok. Dem, som ser en tyk pige i spejlet, selv om der absolut ikke er grund til det.

Dem, som har svært ved at håndtere det ansvar, det er, selv at skulle lykkes og finde vej. Men som til enhver tid hellere selv vil gå med deres bekymringer end at besvære travle forældre, der spørger: »Hvordan går det?«, men som ikke har tid til at høre svaret. Slet ikke, hvis det er alt andet end: »Godt«.

Psykiatrifonden har siden efteråret 2007 haft et særligt ungdomsprojekt kørende i København og Frederiksberg kommuner med fem psykologer tilknyttet. Med fokus på mistrivsel blandt de unge på ungdomsuddannelserne. Her begynder resultaterne for alvor at vise sig.

Siden 2008 har PsykiatriFonden øget elevundervisningen i psykisk sundhed og trivsel med 55 procent, og den åbne rådgivning, hvor de unge efterfølgende kan henvende sig med deres egne personlige problemer og spørgsmål, har siden oprettelsen oplevet en 77 procent vækst i antal henvendelser på godt to år.

»Selv om tallene endnu er små, og vi kun er gået ud i to kommuner, har pilotprojektet vist os, at der er et stort uopfyldt behov for vejledning og bistand blandt de unge, som vi slet ikke kan honorere. Vi kunne uden problemer ansætte 20 psykologer, og de ville have hænderne fulde fra dag et,« siger Hallur Thorsteinsson, leder af børne- og ungeafdelingen hos PsykiatriFonden.

De unge henvender sig typisk med problemer relateret til tristhed, let eller moderat depression, stress, følelsen af ikke at slå til, høje uopfyldte ambitioner, rådvildhed og modløshed. Kort sagt: Lavt selvværd.

Og meldingen fra PsykiatriFonden er klar: »Det er i høj grad også unge fra såkaldt velfungerende familier, der kontakter os. Spørgsmålet er så, hvad en velfungerende familie er? Om der er plads og tid til at tale sammen – også til de svære samtaler, eller om der kun er rigeligt med penge og materiel opmærksomhed.«

Hallur Thorsteinsson vurderer på linje med en lang række andre fagfolk og organisationer, at op imod 20 procent af en ungdomsårgang mistrives eller har et generelt lavt selvværd. Forklaringerne er mange og langtfra entydige.

»Mange unge har en stor angst for ikke at være gode nok. For hvornår er man det? Der kan altid gøres mere, præsteres mere, opnås mere. Kravene fra alle sider stiger, også kravene fra de unge selv. Sådan følte de unge det også for 10 og 20 år siden, men det nye er, hvordan de i dag og dengang håndterer det,« fortæller Hallur Thorsteinsson og uddyber: »Det med, at det er samfundets skyld, er for længst passé. I dag vender de unge det indad, hvis ikke de lykkes. De ved alt om, at det er deres eget ansvar at skabe det liv, de gerne vil have. Og ansvarsfølelsen sætter ind stadig tidligere. Vi får at vide, at vi kan gøre lige, hvad vi vil, hvis bare vi vil det nok. Det er en enorm befrielse for mange, men for dem, der ikke rigtig føler, de lykkes, kan det være en barsk personlig omgang og starten på en ond indadvendt spiral.«

Tidligere i år offentliggjorde foreningen Sex & Samfund en undersøgelse, der viste, at en stor procentdel af de unge mellem 10-18 år er utilfredse – eller direkte hader – deres krop og udseende.

16 procent svarer, at de er »utilfredse« med deres krop, 12 procent svarer, at de »hader« deres krop. Mave, vægt, behåring og kønsorganer er noget af det, de fleste ikke er tilfredse med. Endnu et eksempel på »perfekthedsjagten« ifølge eksperterne. 

»Det positive er, at langt størstedelen af de unge rent faktisk er glade og tilfredse med deres krop og udseende. Men det faktum, at knap en tredjedel af de unge er utilfredse eller ligefrem hader deres kroppe er efter vores mening et alt for højt tal,« siger Line Anne Roien, national projektmedarbejder hos Sex & Samfund.

Forklaringerne er flertydige, men en af hovedforklaringerne er ifølge Sex & Samfund det skønhedsideal, som de unge møder og adopterer fra tv, internet, musikvideoer og fra pornofilm.

»Vi bliver i dag konstant konfronteret med idealer omkring krop og det »rigtige« udseende gennem medierne. Det gælder både for unge og voksne, men som ung er man særlig modtagelig – og dermed i visse tilfælde sårbar – over for de idealiserede kropsbilleder. Derfor ser vi det også som vores opgave at nuancere de unges fokus på idealer og perfektionisme. Vi forsøger bl.a. at få de unge til at forholde sig kritisk til det, de møder og ser, gennem dialogen i seksualundervisningen på skolerne og i rådgivningen på Sexlinien for Unge,« fortæller Line Anne Roien.

En af de organisationer, der med det samme mærker, når de danske børn og unge har det svært, er Børns Vilkår. Sidste år modtog de i alt 14.178 henvendelser, primært på Børnetelefonen. En stigning på cirka 1.500 henvendelser i forhold til året før og ny rekord i antal årlige henvendelser. 

Emner som mobning, konflikt med andre, seksualitet, ensomhed og forholdet til forældrene er blandt topscorerne, når de unge ringer ind. Organisationen diskuterer løbende, hvad der forårsager de mange henvendelser.

»Generelt mener jeg, man skal passe på med de store stignings-dramaer. Tal og procenter er jo taknemmelige størrelser. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at vi får flere henvendelser fra børn med trivselsproblemer. Vi oplever, at mange unge har et skrøbeligt selvværd, selvom de udadtil viser noget andet. Det gælder uanset social status eller baggrund. Mange af dem, der henvender sig, kommer fra ressourcestærke familier, hvor forældrene er højtuddannede, mor og far er stadig sammen, der er orden i økonomien, og de vil helt grundlæggende gerne deres børn – alligevel går det galt også for disse børn,« forklarer Bente Boserup, souschef i Børns Vilkår. 

Forklaringerne er ofte de små ting og signaler i hverdagen. Eller manglen på samme. Kan barnet eksempelvis regne med, at der er et lyttende øre, når der er behov for det? Er det ok at komme, når det brænder på og ikke kun, når man glædestrålende kan fortælle om alle de mål, man scorede til fodbold eller for at indkassere den halvtredser, man var stillet i udsigt for de flotte karakterer? 

Og hvad viser forældrene med deres egne eksempler? Er der tid? Skal det hele kunne måles, vejes og vises frem? Er man svag og rådvild, hvis ikke man ved, hvad man vil? Kan man gå ud ad døren uden makeup? Hvordan håndterer de voksne pludselig modgang og nederlag?

»Børn er fantastiske til at aflæse de voksne og tage hensyn. Mange af dem, der ringer ind til os, siger, at de ikke vil ulejlige forældrene med deres problemer. De vil ikke gøre forældrene kede af det. Børn lærer hurtigt, at svaghed og problemer ikke er velsete i vores samfund,« siger Bente Boserup.

Børn lærer med andre ord hurtigt, at den sikre vej til succes og opmærksomhed er ved at være dygtige og klare sig godt på alle fronter. Forskerne taler om »12-tals pigerne« eller de »stille dygtige«. For det er særligt de unge piger, der bøjer nakken og knokler for at leve op til idealet. Derfor er det også blandt pigerne, at konsekvenserne er mest tydelige, når ikke det lykkes.

I en undersøgelse fra 2009 med titlen: »Sårbarhed og (mis)trivsel blandt unge i Folkeskolens ældste klasser« fremgår det, at gruppen af sårbare unge udgør godt 23 procent af en årgang.

Pigerne skiller sig markant ud og er næsten tre gange mere sårbare, end drengene er – forstået på den måde, at de unge selv angiver i undersøgelsen, at de inden for det seneste år har haft alvorlige personlige, følelsesmæssige eller psykiske problemer, hvor de følte, de havde brug for professionel hjælp.
Også når det kommer til selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser, har pigerne en kedelig rekord. Hver femte pige i 9. klasse har skadet sig selv, det samme gør sig »kun« gældende for hver 10. dreng, viser tal fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

»Selvskade er en udtryksform. I gamle dage dånede kvinderne, i dag skærer de unge, fortrinsvis piger, i sig selv. Det er en ventil, en slags selvbevarende adfærd, som giver  en direkte fysisk og psykisk lindring, når de har det skidt,« forklarer Steen Andersen, generalsekretær i LMS og uddyber: »Vi kalder dem »de stille piger«. De er kendetegnet ved, at de ofte har en høj intelligens og empati for andre mennesker. De vil have styr på alting og påtager sig et ansvar, som slet ikke er deres. For familie, venner, forældre, snart sagt hvad som helst. Alt skal være i orden, og de har tårnhøje krav til sig selv. Til gengæld er selvværdet ikke særlig højt, hvilket de gør alt for at skjule.«

Jens Christian Nielsen, forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på DPU, Aarhus Universitet, bekræfter de klare kønsforskelle. Pigerne er mere ramt på selvværdet end drengene er, men det betyder ikke, at drengene ikke optræder i statistikkerne, pointerer han.

»Det har bl.a. noget med kønsidealer og –forestillinger at gøre. Piger forventes at være dygtige og flittige, og de lægger stor identitet i at være netop sådan. Samtidig er der et klart billede blandt de unge af, hvad det vil sige at klare sig godt. De unge, og særligt pigerne, lægger ofte en målrettet plan for at nå derhen, men hvis planen af den ene eller anden årsag krakelerer, er der en procentdel af pigerne, der også krakelerer. Der er det vores ansvar som forældre og samfund at støtte dem og lære dem, at det ikke gør dem til en fiasko, at tingene ikke lykkes, og fortælle dem, at det ikke altid er din egen skyld, at karakteren ikke var i top, at studiejobbet ikke blev dit, at du ikke kom på førsteholdet i håndbold denne gang,« siger han og giver følgende råd til de voksne:

»Mit bedste bud er, at de voksne – forældre, lærere, undervisere, pædagoger – skaber et rum for dialog blandt de unge om, hvad det er for forskellige typer pres i ungdomslivet, de bliver udsat for. Det kan f.eks. være i relation til at vælge uddannelse, få gode karakterer, gå i det rigtige tøj eller se ud på en bestemt måde.«