Drop de store forventninger til, hvor fantastisk ferien skal være. Risikoen for at blive skuffet er alt for stor. Lær i stedet at give slip og vær opmærksom på dig selv. Ny bog om kunsten at give slip og vende tilbage til sin autenticitet.

- Titel: Kunsten at give slip - samtale mellem livsfilosof og en kropsterapeut. 204 sider
- Forlag: Forlaget StemningsHotellet
- Pris: 198 kroner
- Læs mere på stemningshotellet.dk
Af Anne Funch
Fredag 24. juni 2011
Endelig sommerferie. Tid til at være sammen, tid til nærvær, tid til alt det, som døgnets 24 timer ikke kan rumme til hverdag. Men stressen lurer lige om hjørnet, også selv om det er ferie. For kan dét at have fri sammen i nogle uger leve op til forventningerne om at slappe af med familien på den måde, vi drømmer om, har glædet os til og håbet på?
"De fleste mennesker er på flugt fra nogle intime følelser, og flygter derfor ind i deres arbejdsliv. At tage arbejdet fra dem er det samme som at fjerne deres skjulested. Derfor er der en risiko for, at vi bliver ramt af frustration og forvirring, når vi pludselig har fri i lidt længere tid. Både i forhold til os selv og til de mennesker, vi opfatter, at vi er tættest på," siger forfatteren og livsfilosoffen Carsten Graff.
Tilbage til autenticiteten
Sammen med kropsterapeuten Bengt Valentino Andersen har Carsten Graff skrevet bogen: "Kunsten at give slip," der netop er udkommet.
Budskabet er, at vi skal turde slippe kontrollen lidt mere med alt det, vi så gerne vil have kontrol med. Også i ferien. For når først vi giver slip, vil vi være meget tættere på noget af dét, vi så gerne vil. For eksempel det ægte nærvær med familien i sommerferien.
Carsten Graff forklarer, at det er at vende tilbage til sig selv, når man først tør give slip. Tilbage til det menneske, man i virkeligheden er, når alle roller er pillet af og facaden fjernet.
"Vi har alle sammen en autenticitet. Dér, hvor vi er ægte og ikke lader som om, vi er det ene eller det andet. Det kan godt være, vi tror, vi er os selv, helt os selv, men langt de fleste har bygget nogle roller op, også i forhold til vores nærmeste relationer, som vi måske ikke er bevidste om. Når vi har fri i længere tid, er der "risiko" for at vi automatisk kommer lidt tættere på os selv, og det kan være angstfyldt for nogle mennesker at opleve," siger Carsten Graff.
Urealistiske forventninger
"Hvis man så samtidig har nogle forventninger om, at ferietid er tid til nærvær, kærlighed og åbenhed i familien, og det så ikke lykkes på den måde, man troede, så kommer frustrationerne."
Ifølge Carsten Graff har mange en forestilling om, at vi skal være sammen med vores nærmeste på et dybere plan i ferien. Men det er ikke sikkert, at vores nærmeste kan leve op til vores forventninger.
"Måske er man slet ikke så tæt på hinanden, som man tror, og det er lettere at skjule i en travl hverdag, end når man holder ferie sammen. For nogle er det alt andet end en behagelig erkendelse. Samtidig er det urealistisk at tro, at man løse ret meget i en ferie. Mange af de større problemer, man måske pludselig får øje på, ligger som regel ret langt tilbage og kræver nogle større og mere vidtgående løsninger end dem, der kan klares på 14 dage i en sommerferie."
Her er Carsten Graffs 3 gode råd til, hvordan du bliver bedre til at give slip i ferien:
1) Træk dig tilbage og find noget alene-tid
Lad være med krampagtigt at holde fast i en forventning om, at familien skal være sammen det meste af tiden i ferien. Træk dig tilbage indimellem og skab et rum for dig selv, hvor du ikke lader dig forstyrre. Et rum, hvor du ikke føler dig tvunget til at være med i et fælleskab 24 timer i døgnet.
Man har lov til at være egoist, også i ferien. Ikke bare for sin egen skyld, men også for familiens. Mal et billede, gå en tur, hop på cyklen eller skriv noget, du har haft lyst til at skrive længe. Ikke alle har lige let ved at være alene, men der kan komme meget godt ud af at prøve.
2) Hold op med at håbe og ønske
Hold op med at ønske og håbe. Vær i stedet opmærksom på alt det, der opstår, når I sammen i ferien i stedet for det, du håber på vil opstå. Det kan være med til at løsne grebet og neddrosle forventningerne. Og allerede her er man et skridt nærmere kunsten at give slip. Når vi ønsker og stræber efter, at noget bestemt skal ske, for eksempel nærværet, så sker det ikke.
Gå en tur ned til stranden. Uden forventninger til, hvor fantastisk strandturen skal være. Vær spontan og grib nogle af de situationer, der uventet opstår og få noget ud af dem. Også alle dem, der ikke foregår på stranden.
3) Tid til store tanker
Brug noget af den tid, du har for dig selv i ferien til at tænke over det liv, du gerne vil have. Ferien er også tid til de store tanker, men ikke til at løse problemerne her og nu. Tænk over dit liv på den lange bane og vær ikke bange for, at det kan tage flere år at nå derhen. Find ud af med dig selv, hvad det er, du gerne vil. Ikke hvad din familie eller dine nærmeste gerne vil eller forventer af dig.