Både i litteratur, billedkunst og film er broderskab et klassisk tema.
Af Henrik Dannemand
Fredag 15. oktober 2010
Bibelen (ca. 1.300 f.Kr. - 300 e.Kr.)
Historien om Kain og Abel, der er Adam og Evas sønner, er en af de mest kendte i Bibelen og nærmest en urhistorie om broderskab. Kain, der er den ældste bror, dræber Abel i misundelse over, at Gud tager imod Abels offergave, men afviser hans egen offergave. Efter drabet gør Gud Kain til fredløs, men siger, at ingen må dræbe ham. (Billede af den italienske maler Tizian, 1543)
1881 »Brødrene Karamazov« af Fjodor Dostojevskij
Romanen er den store russiske forfatters største og sidste. Den regnes for en af verdenslitteraturens bedste romaner. Den handler om de tre brødre Karamazov, Ivan, Dmitrij og Aljosja, der er meget forskellige, men forbundet i en inderlig kærlighed. Bogen har et broget persongalleri, men den har også en stor filosofisk dimension, der handler om Gud, fri vilje og moral.
1953 »Øst for paradis« af John Steinbeck
Romanen handler om de to halvbrødre Adam og Charles Trask, der vokser op på en gård. Adam er pacifist, mens Charles er voldelig. Deres far, som elsker Adam mest, beslutter at sende Adam i hæren, mens Charles bliver på gården. Bogen har en tydelig Abel og Kain symbolik - Charles er tæt på at dræbe sin bror. Filmatiseret i 1955 med James Dean i hovedrollen.
1973»Brødrene Løvehjerte« af Astrid Lindgren
En roman om brødrene Jonatan og Karl Løvehjerte, der elsker hinanden. Romanen er måske den af Astrid Lindgrens fortællinger, der rammer hjertet allerdybest. Jonatan redder sin syge bror, kaldet Tvebak, ud af et brændende hus, men han dør selv. Efterfølgende mødes de to brødre efter døden i eventyrlandet Nangijala, hvor alt kan ske.
2004»Rich Man Poor Man« Irwin Shaws roman blev filmatiseret og sendt på tv-kanaler over hele verden – også i Danmark under titlen »To brødre«. Den handler om de to tyske immigrantbrødre Rudy og Tom Jordace, der får vidt forskellige skæbner i USA. Rudy er veluddannet, initiativrig og bliver rig.
2010 »Submarino« af Jonas T. Bengtsson
Romanen handler om to brødre: Nick, der er vred og selvdestruktiv og afreagerer med styrketræning og alkohol, og hans heroinafhængige bror, der er alene med sin seks-årige søn, som han prøver at sikre en god opvækst. Bogen handler både om en tragisk barndom, social arv og broderskab. Filmatiseret af Thomas Vinterberg.