Antonio Banderas er født i Spanien og som lille handlede en stor del af hans liv om at spille fodbold i Malaga i Andalusien. ( Foto: Mathieu Young )

Interview. Antonio Banderas er ligeglad med begrebet karriere og har spillet alt lige fra homoseksuel, førsteelsker og til »kat« i den premiereaktuelle »Den bestøvlede kat«. Men nu er det slut med lemfældige roller, siger han til MS.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Latino-loveren

Her kan du se Banderas i forskellige omgivelser.

(Foto: Mathieu Young) (Foto: Mathieu Young)

Se også

• Naser Khader: »Det var min største drøm, der gik i opfyldelse«
• Lars Brygmann: »Jeg er stadig forvirret, men på et højere niveau«
• Michelle Williams: Bag om blondinen
• Anette Støvelbæk: »Nogle gange kan man blive nærmest paranoid«

Antonio Banderas

Er ambassadør for FN’s udviklingsprogram i kampen mod global fattigdom.

Ejer 50 pct. af vinmærket Anta Banderas fra Vilalba de Duero i Burgos i Spanien.

Har arbejdet for parfume-firmaet Puig i mere end ti år, bl.a. med brandet Diavolo.

Blev nomineret til en Tony for sin rolle i musicalen »Nine« på Broadway.

»Den bestøvlede kat« har premiere herhjemme 2. februar.

Fem sider af skuespilleren Banderas

Black Gold« (2011) – Spiller rollen som arabisk sheik i ny film om oliekrig i 1920erne.

Legenden om Zorro« (2005) – Gav det spanske mindretal i USA selvtillid i den første hovedrolle som latinsk helt nogensinde i amerikansk film.

Once Upon a Time in Mexico« (2003) – Guitarklimprende cowboy i en film af Robert Ropriguez.

Mambo Kings« (1992) – Debut i amerikansk film ved siden af Armand Assante.

Bind mig, elsk mig!« (1990) – Sidste film med Pedro Almodóvar i Spanien, inden afrejsen til USA.

Af Jacob Wendt Jensen
Tirsdag 31. januar 2012

Da Antonio Banderas i 1992 kom til Hollywood for at mødes med instruktør Arne Glimcher om en rolle i filmen »Mambo Kings«, kunne han sige nøjagtig tre ord på engelsk:

»Yes, of course«.

Se flere billeder af Antonio Banderas i galleriet til højre >>

Han var 31 år, og da han – flere måneder og et sprogkursus – senere så den færdige film, hvor han spillede en cubansk musiker, der prøver lykken i USA, forstod han knap nok de scener, han selv optrådte i.

Det eneste, han havde udvidet sit engelske ordforråd med, var: »Yes, I can do that«, som virkede mere proaktivt, når han skulle kæmpe for en rolle i mulighedernes land.

Læs også:

Det hele startede imidlertid et ganske andet sted. Han er født i Spanien og som lille handlede en stor del af hans liv om at spille fodbold i Malaga i Andalusien. Noget, som hans mor og far, politimand og skolelærer, støttede ham i. Han havde en lysende karriere foran sig som spiller på et af de ungdomshold, som landets store klubber håndplukker talenter fra. Men drømmen brast i 1975, da han som 14-årig brækkede foden.

»Set i bakspejlet er jeg glad for, at det skete, for det ændrede mit liv fuldstændigt. Det synes jeg faktisk, er sket flere gange gennem årene,« siger Banderas. 
 
Han vendte i stedet blikket mod teatrets verden, som han kendte godt takket været sine forældre, der ofte havde taget ham og broderen, Francisco Javiar, med i teatret. Derfor lavede han som 15-årig et noget drastisk karriereskift og besluttede sig for at blive skuespiller.
 
Det tog nogle år at få det skubbet i gang,  og som 19-årig var han blevet del af en mindre teatertrup, der turnerede rundt i landet med politiske stykker, som resulterede i, at han og truppen flere gange blev arresteret. Selv om Franco for længst var faldet, bifaldt myndighederen stadig ikke, at man for eksempel fremførte Brecht-stykker.

»Jeg elsker ritualet omkring, at en gruppe mennesker samler sig i en sal og accepterer den kunstige virkelighed på scenen. Teater er som kvinden, jeg var meget forelsket i, men som jeg har behandlet skidt. Det følte jeg meget stærkt, da jeg var med i musicalen »Nine« på Broadway efter mange års pause fra teatret (2003, red.). Derfor vil jeg gerne lave mere teater i fremtiden. I dag, hvor vi alle sammen har kameraer, og alt det, vi ikke optager, nærmest ikke eksisterer, giver teatret endnu mere mening for mig. Det findes kun i det øjeblik, hvor scenen bliver spillet, hvilket gør det mere værdifuldt end de fleste andre kunstarter,« siger Antonio Banderas.

Gennembruddet i hans karriere – eller hvad han nu selv vil kalde det – kom for alvor, da han med langt hår og moustache spillede med i Pedro Caldéron de la Barca-stykket »Vindens datter« på Nationalteatret i Madrid i begyndelsen af 1980erne. Efter en af forestillingerne tog han på den berømte kunstnercafé, Café Gijon, som alle bohemer havde gjort i årtierne før. Her kom en tætbygget fyr hen til ham, og sagde:
 
»Du har et romantisk ansigt. Du skulle lave film en dag.« Antonios venner fortalte, at manden hed Pedro Almodóvar. Han havde lavet én film og »kom med sikkerhed aldrig til at lave flere.«