»Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev klar over, at min mor ikke var i stand til at give mig kærlighed. Hun elskede mig på sin måde, men hun var syg og ikke i stand til at omsætte sine følelser til kærlighed,« siger Cynthia Glarborg Christensen. ( Foto: Linda Henriksen )

Cynthia er en af de stærke. En mønsterbryder, der som barn var anbragt et utal af gange, når hendes skizofrene mor var indlagt. Hendes tidlige accept af, at moren ikke var i stand til at give datteren kærlighed var medvirkende til, at det lykkedes Cynthia at bryde med den sociale arv.

Af Anne Funch
Fredag 30. juli 2010

Cynthia cykler på sin mors cykel. Aldrig har hun cyklet så hurtigt før. Det er midt om natten i juni, og der er langt fra lejligheden på Frederiksberg til mormors kolonihave i Hvidovre. Hun har kun undertøj på. Gaderne er tomme, og ingen ser den 10-årige spinkle, mørkhårede pige, der kører som har hun djævlen efter sig. Hun er bange.

Læs flere artikler fra FRI.dk's artikelserie: Mod alle odds
De bryder den sociale arv mod alle odds
Fortællingen om en mønsterbryder
Livet er dit eget ansvar
 
Cynthias mor lider af paranoid skizofreni og hører stemmer, og det er tit, når Cynthia kommer hjem fra skole, at moren sidder og rokker frem og tilbage i stolen, mens hun skælder ud på stemmerne. Sofabordet roder med tomme ølflasker.

I nat er det gået galt – igen. Sidste gang, børnene blev anbragt, havde moren skåret sig selv i armen, mens de tre børn så på. I nat har moren hevet Cynthia og hendes to små søskende ud af deres senge og smækket døren til lejligheden udefra, så de ikke kan komme ind.

Politiet finder senere moren gående i de tomme gader med de to mindste børn, mens Cynthia har hentet sin mormor og er på vej i en taxa.

»Min mor bliver igen indlagt på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, og mine søskende anbragt på et børnehjem. Denne gang flytter jeg ind hos min mormor og morfar, men jeg har tidligere været på børnehjem flere gange. Det hårdeste er, at det panser, jeg bygger op, når jeg er hjemme hos min mor, bliver flået af hver gang, jeg bliver anbragt. Når jeg kommer hjem igen, skal jeg bygge et nyt panser op.«

Det er sådan, Cynthia forklarer det for sig selv, da hun bliver voksen.

Cynthia hedder i dag Glarborg Christensen til efternavn. Hun blev student fra Falkonergårdens Gymnasium, fik senere en uddannelse som pædagog, er i dag 37 år og bor sammen med sin mand og deres to børn, Lukas og Luna, i en villa udenfor København. Familien er netop vendt hjem fra sommerferie i Kroatien, og til vinter skal de på skiferie, som de plejer.

Cynthia fortæller sin historie roligt og velformuleret. Hun er afklaret med sin barndom og er ikke vred på sin mor. Ikke længere. For hun kan ikke ændre på det, der er sket. Barndommen fornægter hun ikke, og hvis folk spørger, vil hun da gerne fortælle. Men ellers er årene med den syge og alkoholiske mor ikke længere noget, hun bruger energi på.

Cynthia er én af de stærke. En overlever, der har formået at skabe et liv fjernt fra den måde, hendes mor introducerede livet for sin datter på. Hun er med andre ord sluppet igennem uden skrammer, som hun siger.

Cynthias forklaring på, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, hedder Derek. Manden i hendes liv, som hun har kendt, siden dengang hun sad i skolegården og lige havde røget en halv smøg. Og så kom ham dér fra 10. klasse i sin sorte læderjakke.

Det tog nøjagtig et sekund. Så var den generte og lidt stille Cynthia fra 8. klasse stormende forelsket.
Cynthia smiler. Et lidt drillende smil.

»Derek kan godt lide at fortælle historien om, hvordan han kom og reddede mig ud af min forfærdelige barndom, efter at jeg havde været så grueligt meget ondt igennem. Han var prinsen på den hvide hest. Nej, det er selvfølgelig sat på spidsen, som jeg siger det nu. Men han har haft en enorm stor betydning for mit liv.«

Cynthia holder en lille pause:

»Men Derek har ikke reddet mig, det er ikke hele historien. Jeg var aldrig gået i hundene eller på anden måde faldet til bunds, hvis jeg ikke havde mødt ham. Det ved jeg med sikkerhed. Jeg er grundlæggende et stærkt og robust menneske, og så har jeg altid været meget handlingsorienteret, også som barn.«

Endnu en forklaring, som hører med til Cynthias »overlevelses-historie« er skolen og veninderne. Hun var dygtig, klarede sig rigtig godt, ikke bare fagligt, men også socialt. Blev inviteret med en veninde og hendes forældre ud at sejle i tre uger i en sommerferie og var ikke på noget tidspunkt en outsider. Skolen fik hun heldigvis lov til at passe af sin mor.

»Jeg elskede at være i skole, for der var orden på tingene, et skema, jeg skulle følge, og nogle søde lærere,« forklarer hun.

Selv om Cynthia skulle gå direkte hjem fra skole for at købe ind, lave mad og hente sine små søskende i vuggestuen, sørgede hun altid for at skaffe sig nogle frirum, så hun kunne være sammen med sine veninder og nyde at være på besøg i det, hun godt vidste, var rigtige hjem. Sådan et sted, hvor de voksne tog ansvaret og ikke overlod det til børnene, og hvor der ikke altid var rodet.