Kend din vejrtrækning, din stemme, dit kropssprog og lær at lytte med hele din opmærksomhed til andre mennesker.
Af Anne Funch
Mandag 18. januar 2010
1. Lav "grounding-øvelser" jævnligt. Sådan gør du: Du falder på plads i dig selv, får stor støtte fra jorden og har et godt udgangspunkt for al bevægelse. Begynd med at stille dig med parallelle fødder med samme afstand som dine hofter. Spænd af i alle muskler i krop og ansigt - husk kæben, skil læberne lidt. Få vejrtrækningen godt ned i kroppen og forestil dig, at du slår rødder ned i jorden og trækker energi op gennem dit åndedræt.
2. Udvid hvad din krop og stemme kan gøre. Dans og syng, når du kan komme til det – ikke for at underholde andre, men for din egen skyld.
3. Øv dig i at være ægte opmærksom på dem, du er sammen med. Lyt med hele din opmærksomhed, det samme når du ser - og døm ikke imens du oplever.
4. Tænk ikke på, hvad andre tænker om dig. Vær i stedet optaget af, hvad du vil med andre - i verden.
5. Hav mod til at forvandle dig. Bevæg dig ind i andre roller, end du plejer. Ikke for at spille noget, du ikke er, men for netop at være alt det, du er.
6. Hvordan bliver du mere spændende at lytte til og se på? Når du f.eks. skal holde et oplæg eller eller en tale, så øv dig ved at fortælle en historie fra dit liv. Det får dig til at slappe af og virke mere personlig i dit udtryk. Når du så efterfølgende skal i gang med den tekst, du har planlagt, så prøv at tage den samme personlige og spontane stemning fra din egen historie med over i din planlagte tekst. På den måde kan du arbejde et oplæg eller tale, så det bliver mere vedkommende for dem, der skal høre på det.
7. Når du bliver nervøs, så lad følelsen være og vend din opmærksomhed hen på det, du skal. Så lader nervøsiteten også dig være efter et stykke tid.
8. Det inderste, det mest grundlæggende i dig, er dit åndedræt. Det er den bølgende energi, der gennemstrømmer det hele. Derfor skal du lægge mærke til din vejrtrækning og arbejde med den.
9. Bevæg dig, inden du f.eks. skal præstere. Hvis du står op, så find et godt udgangspunkt, som du hele tiden kan vende tilbage til. Find et bestemt sted dér hvor du bevæger dig rundt, mens du er i gang med at præstere noget. Dét bestemte er din trygge base - dit udgangspunkt - som kan være med til at opbygge din sikkerhed.
10. Angst, usikkerhed, nervøsitet, generthed, perfektionisme, kontrol og modstand fra omverdenen er en del af livet. Og der er kun én vej: At møde det hele med åbne øjne og gå igennem det.
Kilde: Nastja Arcel, skuespiller og forfatter til bogen: Tag magten over dig selv.
Indsend kommentar