Når jeg sidder og kigger på fotografiet af mig selv, der hænger her i stuen, fra dengang i 1984, hvor jeg spillede »Jeppe På Bjerget«, tænker jeg: »Hold kæft, hvor havde du mange kræfter dengang.« ( Foto: Linda Henriksen )

Tonie Yde Mørch bad Ole Ernst fortælle sin historie uden afbrydelser. Det blev til en indre dialog om at leve i nuet, drikke for meget, frygte døden - og om at jagte poesien i livet. For, som han spørger: En engel skal vel også klippes?

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Ole Ernst

Jeg ved godt, at jeg ikke altid har været lige vild med at være berømt. Jeg var jo »Mads Mikkelsen« i 1970erne og 80erne, og jeg var nok lidt krukket omkring det dengang.

Til MS. Skuespiller Ole Ernst. (Foto: Linda Henriksen)Skuespiller Ole Ernst. (Foto: Linda Henriksen)Skuespiller Ole Ernst. (Foto: Linda Henriksen)Skuespiller Ole Ernst. (Foto: Linda Henriksen)Skuespiller Ole Ernst. (Foto: Linda Henriksen)

Se også

• Web-tv: Hør uddrag af Ole Ernsts historie
• Weekendmad: Kalvekoteletter, tomatrisotto og melonsalat
• Ravioli med pancettafyld
• Weekendmad: Brisler, skrubber og flødeboller
• Flødeboller
• Fjordskrubbe med lun agurkesalat

Ole Ernst (Pedersen)

• Født 16. maj 1940 i København.
• Blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1964-1967.
• Blev fast ansat ved Det Kongelige
• Teater i 1970, og var der  frem til 1986 og igen fra 1994. Og er der stadig.
• Har spillet store roller i adskillige teaterforestillinger bl.a. »Figaros bryllup«, »Hamlet«, »Amadeus«, »Jeppe på bjerget«, og »Peer Gynt«.
• Fik sit filmgennembrud i »Flugten« i 1973, som han fik en Bodil for. Har siden medvirket i bl.a. »Hærværk«, »Peter von Scholten«, »Sort høst«, »Olsen-banden«-filmene og »Det er et yndigt land«, som gav ham endnu en Bodil.
• Skriver også digte og maler og har udstillet sine malerier flere gange.
• Har været gift to gange. Sidst med tandlæge Vibeke Qvist, som han blev skilt fra i 2005. Har den 30-årige datter, Ditte, fra sit første ægteskab.

Af Tonie Yde Mørch
Mandag 14. december 2009

Det forpulede ben.

Jeg har haltet rundt siden maj, hvor jeg faldt på min cykel og forstuvede mit hofteben. Det heler da, men det tager sin tid. Det tager sin tid.

Se også:
Web-tv: Hør uddrag af Ole Ernsts historie
Flere billeder i galleriet til højre

Derfor kører jeg med taxa overalt. Det skider jeg på, selv om jeg bekymrer mig om min økonomi. Jeg er jo snart 70 år, og jeg tænker en del over, at når jeg runder det hjørne, kan Det Kongelige Teater undlade at forlænge min kontrakt.

Så ryger den faste indkomst.

Jeg er lidt bange for det. Ikke at jeg tror, at de vil gøre det, så længe jeg kan gå, stå og tale, men teatret har jo også været hele mit liv, og det er blevet en mulighed, jeg er nødt til at forholde mig til.

Da Det Kongelige for et par år siden spurgte mig, om jeg havde noget imod primært at spille mindre roller, svarede jeg: »Overhovedet ikke«.

Jeg kan jo ikke spille førsteelsker længere, og faktisk orker jeg heller ikke en stor krævende rolle mere. Det koster rigtig mange kræfter, og man er så satans nervøs op til det.

Når jeg sidder og kigger på fotografiet af mig selv, der hænger her i stuen, fra dengang i 1984, hvor jeg spillede »Jeppe På Bjerget«, tænker jeg: »Hold kæft, hvor havde du mange kræfter dengang.«

Flere portrætter:

• Ole Thestrup: "Jeg har drukket år af mit liv bort"
• Mikael Birkkjær: Jeg er ikke så firkantet mere
• Sven-Ole Thorsen: Stærk mand med nye hofter

Jeg spillede den jo mere end 200 gange.

Okay, okay. Hvis jeg fik en stor rolle tilbudt, kunne jeg nok nå at tage mig sammen og spille bare én mere...

Men den kommer ikke. Jeg venter stadig på, at telefonen ringer ...

Nej, det gider jeg sgu ikke bruge min tid på, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, om de ikke kan lide mig mere? Eller tror, at jeg hverken kan stå eller gå?

Jeg er jo skuespiller, så det er klart, at jeg har de tanker, når andre får store roller, som jeg ligeså godt kunne have fået.

Når det så er sagt, er mit ambitionsniveau ikke så højt længere. Det kommer med alderen, velsagtens.

Et pres forsvinder. Gud være lovet, hold kæft, hvor er det godt.

Det er jo et tema i tiden, at vi skal have så mange valgmuligheder, og det ønske falder heldigvis også med alderen. Hvor mange valgmuligheder skal jeg da have? Jeg kan ikke blive verdensmester i surfing i Florida og hvad så?

Men jeg kan jo godt drømme, satans, at jeg ikke fik den rolle. Måske fordi scenelyset er så skide tiltrækkende, at stå deroppe og være berømt. Jeg ved ikke, hvorfor det er så tiltrækkende, det er det bare. Det kan være krukkeri, det kan være, ja, you name it, noget psykologisk.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid har været lige vild med at være berømt. Jeg var jo »Mads Mikkelsen« i 1970erne og 80erne, og jeg var nok lidt krukket omkring det dengang. Alle ville mig noget og kom hen og sagde: »Hvad så, Ole, skal du ikke have en bajer?« Dem var jeg nødt til at bede om at skride.

I dag er det noget helt andet. Nu er det fint, dejligt og sødt. Folk, der kommer op til mig og siger: »Goddag, undskyld, jeg forstyrrer, men jeg ville lige sige Dem tak, fordi De har været inde i mine stuer så mange gange«.

Jeg bliver genkendt hele tiden, og det er rart. Måske er det, fordi jeg er folkelig, jeg ved det ikke.

I hvert fald får det mig til at føle, at det sikkert ikke har været helt forkert, det jeg har gjort ...

Når jeg en dag er død, vil jeg dog helst have, at folk siger ligeud, at »han var en flink fyr« fremfor »en fantastisk skuespiller«. Ja.

Og jeg tror faktisk, at de vil sige det. Jeg tror også, at de vil sige, at »han var et poetisk menneske«.

Egentlig er det vel hamrende ligegyldigt, hvad de siger, når jeg alligevel ligger syv alen under jorden? Men alligevel ...

Et poetisk menneske. Det er jeg. Jeg har tænkt over, at jeg muligvis har en poetisk åre, eller et eller andet. Jeg laver verden om til poesi. Det har jeg gjort, lige siden jeg var ganske ung og begyndte at interessere mig for poesi. Det var på højskole og vel grunden til, at jeg i sin tid søgte ind på Skuespillerskolen.

Jeg forsøger altid at finde de punkter i min udsigt fra min lejlighed ud over Nordhavn og Oslobåden og i livet generelt, der gør det poetisk. De fleste ved ikke, at poesi er en øjenåbner, fordi alting ikke altid ser ud, som man tror.

Forleden dag kom jeg i tanke om, at den franske poet Arthur Rimbaud har en sætning, som er en roman for mig og altid har været det. Den siger mig alt om tilværelsen og alting, selv om jeg endnu ikke helt forstår den.

»Jeg befandt mig som en engel i hænderne på en barber,« skrev han et sted.

Sådan føler jeg mig nogle gange.

Da jeg begyndte at læse Rimbaud som ung, åbnede det en sluse i mig. I en sådan grad, at jeg for nogle år siden havde en sag, hvor jeg offentliggjorde et digt som mit eget, indtil en læser gjorde opmærksom på, at det var et Morten Nielsen digt. Jeg gjorde det ikke for at snyde. Det var bare så indgroet i mig, at jeg troede, jeg selv havde skrevet det.

Men billedet i Rimbaud-sætningen er vidunderligt. En engel er noget åndeligt, en barber noget meget håndgribeligt. Og alligevel stilles spørgsmålet: »Skal engle klippes?«

Rimbaud sammenstiller den poetiske verden, hvor han føler sig opløftet, med dagligdagen, der er lige ved siden af, og som han er nødt til at tage stilling til.

Hvis englen ikke bliver klippet, falder den jo i håret på et tidspunkt?

Selv endte han med at være ligeglad med dagligdagen. Holdt helt op med at skrive som 21-årig og blev slavehandler i Afrika til sin død som 37-årig.