»Når jeg ser tilbage, føler jeg mig ikke dårligt behandlet af skæbnen. Jeg har jo mine to sønner. Niels og Mads er min gave. De passer på mig og gør, at jeg føler mig tryg. Det er mit held.« ( Foto: Erik Refner )

Seks børn med fem forskellige kvinder. Mere end 40 år på toppen af dansk skuespil- og teaterliv. EU-politiker og levemand. Jens Okking har oplevet mere end de fleste. Men det har også været et liv med store personlige omkostninger og tragedier undervejs. Nu fylder Okking 70.

Af Christian Nørr
Onsdag 16. december 2009

»Jeg har været heldig.«

Jens Okking læner sig tungt ind over træbordet. Plirrer med sit højre øje. Det andet er skjult bag en sort sørøverlap. Han går i stå. Læberne bevæger sig, men der kommer ikke flere ord. I stedet ender det hele i et undertrykt gab.

Flere portrætter:

• Ole Ernst: »Jeg befinder mig som en engel i hænderne på en barber«
• Ole Thestrup: »Jeg har drukket år af mit liv bort«
• Mikael Birkkjær: »Jeg er ikke så firkantet mere«

Han famler efter kaffekoppen. Den står foran ham, men han kan ikke se den. Da hånden endelig finder hanken på koppen, kigger han op og siger så med sin dybe velkendte stemme:

»Når jeg ser tilbage, føler jeg mig ikke dårligt behandlet af skæbnen. Jeg har jo mine to sønner. Niels og Mads er min gave. De passer på mig og gør, at jeg føler mig tryg. Det er mit held.«

Familien Okking bor i familiekollektiv. De har altid boet sammen. Siden 2004 på en gård tæt på Næstved. De tre hænger sammen som ærtehalm. En samhørighed og gensidig kærlighed, som Jens Okking nu i en alder af snart 70, er mere taknemmelig for og afhængig af end nogensinde. For helbredet og humøret er ikke, hvad det har været.

Et dårligt syn, en ødelagt skulder, gammelmandssukkersyge, diskosprolaps, flere alvorlige depressioner, et knæ, der driller, tabet af Jens Okkings store kærlighed, Annette Walther, et nedbrændt hjem, en alvorlig blodprop i hjernen og en stribe medfølgende småskavanker har sat sit præg på den store skuespiller - eller gøgler, som han insisterer på at blive kaldt.

18. december fylder gøgleren 70. Vi får ham ikke at se mere på de skrå brædder eller i filmroller, forsikrer han, selv om han af og til bliver spurgt.

»De ringer engang imellem og spørger, om jeg vil være ham den gamle mand, der kommer forbi… Men jeg er ikke fristet. Jeg vil højst være med i et par reklamefilm. Det er, hvad jeg kan klare.«

På stolen ved siden af Jens Okking slænger den røde huskat sig. De kalder den »Blodprop«, opkaldt efter den blodprop, der ramte ham for fem år siden.

Mads, den yngste søn på 31, kommer ind i stuen. Den store mand er som snydt ud af næsen på sin far. Han lægger hånden på skulderen af Jens med ordene: »Jeg skulle bare se, hvordan du havde det«. Jens klapper hans hånd og nikker som svar.

»Du skal også se den her….« Mads viser en endnu ikke færdig tatovering frem, der fylder det meste af højre arm fra hånd til skulder. Det forestiller en drage, hvor der indeni skal stå et af faderens yndlingscitater: »En træl kan trives, mens tiden skrider. Men en fri mand kender man på hans død.…« Da Jens hører det, udbryder han med kraft i stemmen: »Så vil jeg også have en.…«

Men Jens Okkings tatovering skal være en Grizzly-bjørn. For bjørnen er hans totemdyr. Ifølge gammel nordamerikansk indianertro vil ethvert menneske blive mødt af sit dyr, når livet slutter.

»Det spændende er så, hvilket dyr, der møder dig. Hvis man hele livet har præsenteret sig - og opført sig - som en buldrende løve, men det er en gråspurv, der kommer og henter dig, så ved du, at du ikke har levet i overensstemmelse med dit sande liv. Jeg ved, der kommer en bjørn efter mig.«