Københavnerne køber rejser og kulturelle oplevelser på nettet. Jyderne køber tøj.
Af Jens Rebensdorff
Torsdag 18. juni 2009
Det er københavnerne, der mest har set fordelen ved e-handel, viser Danmarks Statistiks seneste tal for danskernes brug af nettet.
70 procent af folk i Region Hovedstaden har købt varer og ydelser på nettet inden for det seneste år.
Kultur og oplevelser
Nordjyderne er til gengæld dem, der handler mindst på nettet. 59 procent af borgerne i Region Nordjylland har sat sig til tasterne for at shoppe inden for det seneste år.
De mest populære varer på nettet er kulturelle oplevelser og rejser. Næsten to ud af tre, der har e-handlet det seneste år, købte således billetter til teater, mens over halvdelen af de e-handlende betalte for deres rejser elektronisk.
Hver anden dansker
64 procent af danskerne – det svarer til 2,6 millioner – har handlet på nettet inden for det seneste år. Hver anden dansker har handlet på nettet i de seneste tre måneder.
66 procent af de personer fra Region Hovedstaden, der har handlet på internettet, købte rejseprodukter som fly- eller færgebilletter eller billeje, og de lægger ofte billetter til koncerter og teater i den indkøbskurv på nettet.
Jyder og tøj
Borgerne i hovedstaden kan dog ikke følge med jyderne, når det gælder om at købe tøj og fritidsudstyr.
Ifølge de seneste internationale tal fra Eurostat er danskerne blandt de mest e-handel-begejstrede i Europa. Folk i Storbritannien kommer lige i hælene på os - efterfulgt af hollændere, tyskere og svenskere.
Én ud af tre EU-borgere købte varer eller tjenester på internettet i 2008, skriver Danmarks Statistik.
Indsend kommentar