Før modeugen 2009 var der meget snak om krise. Men da først ugens shows gik i gang, så alt lysere ud. Mange gode kollektioner, gode nye bekendtskaber – og utrolig mange korte kjoler. Få et overblik her.
Af Sarah Skarum
Tirsdag 11. august 2009
Man kunne ikke have ønsket sig mere.
København var den smukkeste kulisse, badet i sensommerlys og lun varme, parat til at folde sig ud og ind om de mange arrangementer, som til sammen udgør Copenhagen Fashion Week:
Messerne, de private showrooms, receptionerne – nogle seriøse og lukkede med kronprinsessen, andre i butikker, fyldt med glade ansigter, der langsomt glider ud på fortovet, mens de drikker dåseøl og ser hinanden an.
Se billedserier fra modeugen i gallerierne til højre ....
Se web-tv fra modeugen:
Se links til reportager fra modeugens shows i bunden af denne artikel
Shows på Rådhuset og på Gallery ved Forum eller rundt i byen, en nat i Søndermarken, en aften på en strand, Børsens smukke gamle sal eller bare midt i byen i en afspærret gade. Jo, byen spillede med, da modeugen løb af stablen, en modeuge, som var langt, langt bedre end sidste gang i februar.
Flere shows, langt mere designmæssigt interessante mærker end de kommercielle, der fyldte sidst, flere internationale shows f.eks. tyske Boss Orange, svenske Carin Wester og norske Batlak og Selvig og frem for alt langt bedre kollektioner fra langt de fleste mærker og gode nye bekendtskaber. Min sjæl, hvad vil du mere?
Jo jo, krisen kradser stadig, kollektionerne er mindre, der er mange sikre satsninger, uhyggeligt store mængder af sort og beige og en dødkedelig lysegrå, men der er også masser af ideer, nytænkning, smukt design fra f.eks. Yde, Vilsbøl de Arce og Jean//Philip og en lyst til at komme videre. Fremad, på en ny måde. Verden er ikke som den var, men den er god nok.
Og så skal vi jo til det, der er ikke noget at gøre, jeg siger det bare og beklager: God tur i fitnesscenteret og lad måske den sidste grillpølse ligge og forkulle i Webergrillens kuppel, for der er dømte korte, korte kjoler og dermed behov for stramme lår. De korte gevandter var alle steder, fra Noblesse til Designers Remix, hos Karen by Simonsen, Noir, Spon Diego (i meget, meget smukke udgaver, som man evt. kan se for sit indre blik, mens man kæmper på stairmasteren – det vil gøre det lidt nemmere at holde ud) og Stine Goya.
Der er også stadig masser af jakker, men i de kollektioner, der blev vist i februar, og som er i butikkerne nu, er den store habitjakke næsten forsvundet og afløst af en meget mere tætsiddende og kortere jakke. Ofte med referencer til klassiske herreskrædderi som en smokingjakke. Noir viste en ret fantastisk udgave i tynd chiffon, hvor jakken var gennemsigtig, men med revers og knapper på ærmerne, og hvor syningerne var milimetertynde og mindede om en strømpesøm på en gammeldags damestrømpe.
Bukserne er enten som malet på, ganske stramme, i lys denim eller læder, eller bløde posede berberagtige bukser, mange i silkesatin. Til hverdagsbrug vil Susanne Rützous, der er mere moderat løse og som altid fra hendes hånd velsiddende, være et godt valg.
Farvemæssigt må man også vælge: Følge med strømmen og gå i lysegråt, som der var enorme mængder af, sort – også overraskende meget for sommerkollektioner, hvid – knap så overraskende, støvede blå farver og krydderitoner som paprika og sennepsgul. Eller man kan nægte at være helt så afdæmpet og gå i gult og grønt som hos Stine Goya, i koral hos Designers Remix eller blåt som hos Rützou, der bevægede sig rundt i et farvetema inspireret af havet. Drømmer man om lidt mere festlighed, er der masser af stof med glimmereffekt og mange steder glimt af glitter – fra små toppe til korte pailletkjoler.
Så hvad skal man gøre? Satse på en karriere som Oscar-vindende skuespiller og købe en Ole Yde kjole at modtage den i, glemme sine forbehold over for nytænkning og investere i en volumiøs, men stadig klædelig Vilsbøl de Arce-jakke eller et par af deres bukser med elegant placerede slidser, leve sit hverdagsliv i Rützou og By Malene Birgers tøj, der kombinerer behov for hverdagsliv med skønhed, drikke (flere) cocktails i Designers Remix’ smukke kjoler, forsyne hverdagsgarderoben med rock’n’roll-attitude og Mads Nørgaard, glemme mismodet og krisestemningen ved at gå i ét med Stine Goyas fine farvestrålende print i gul og grønt, holde øje med Julie Brøgger fra Danmarks Designskole og glæde sig over Wood Wood, der giver coolness og nye bud på, hvordan man kan se anderledes ud end alle de alt for voksne.
Og huske allermest, at den bedste måde at støtte dansk mode er ved at købe den. Den ser nemlig godt ud lige nu.
Se billedserier fra modeugen i gallerierne til højre ....
Se web-tv fra modeugen:
Flere reportager og anmeldelser fra modeugen:
Åbningsshow: Skagensmalerier og Karen Blixens sjuskede søster
Bruuns Bazaar: Du godeste, hvor sikkert!
Designskolen i Kolding: Gode idéer og humor
Margit Brandt: Stadig ikke godt nok
Karen Simonsen: Simonsen ku' godt uden Munthe
Vilsbøl D’Arc: Nytænkning i parkeringskælderen
Malene Birger: Malene Birger når hun er bedst
Noir: Iscenesættelsens mester
Stine Goya: Mere farve!
Mads Nørgaard: Made in the USA
Ole Yde: Kronprinsessen klappede for
CPHVision trendshow: Lidt for enkelt?
BZR: Ikke stor kunst
Susanne Rützou: Tøj til det rigtige liv
Danmarks Designskole: Kontraster og dommedag
Naja Munthe: Ene og stærk
Designers Remix: Noget lidt for velkendt
Henrik Vibskov: Æsler, uhyrer og et hvidt jakkesæt
Elise Gug: Hverdagselegance som hun plejer