
Gestuz sværger til det rockede. De laver tøj til piger, der drikker øl med bandet og cykler hjem to på en cykel, mens de ryger cigaretter. ( Foto: Andreas Beck )
Piger, der er farlige for sjov, har fået nyt favoritmærke i danske Gestuz.
Af Sarah Skarum
Lørdag 04. februar 2012
Godt nok, den fangede vi.
Gestuz sværger til det rockede. De er ikke søde. Næh nej. Det er piger, der drikker øl med bandet og cykler hjem to på en cykel, mens de ryger cigaretter.
Se flere billeder fra showet i galleriet til højre >>
Havde der været nogen tvivl, forsvandt den, da mærket ledet af designer Arina Woron og kreativ direktør Sanne Nielsen for første gang holdt show fredag eftermiddag i Rådhussalen, hvor der var kørt band på scenen, som med to sangerinder i front spillede, mens modellerne gik.
De viste læder, læder, læder, læder og så lidt mere læder. Som kjoler, både helt i læder og med felter af læder, som nederdele, korte og lange og også en enkelt kort med vidde i (den var ikke optisk slankende), jakker, mange fine og gode og bukser.
Brugen af silke var smukkest
Men det var faktisk brugen af silke, der var smukkest, som en fin grå, lang kjole med asymmetriske skuldre og et fint næsten drømmeagtigt print, også på en flagrende silkekjole. Pailletjakker og bukser, i matte tætsiddende små pailetter var fine, men det var som med resten af kollektionen svært ved at se det decideret nyskabende i den.
Følg også modestoffet på Facebook
Jo, verden er fyldt med piger, der gerne tager Doc Martens støvlerne på og går til fest i en kjole med en læderjakke over og føler sig åh så kontrastfyldte og en lille bitte smule provinsrebelske.
De tager gerne en pelsvest over læderjakken, som anvist i årevis af bloggeren Clamour4glamou, der længe har dyrket den stil, Gestuz viser. Og med hende har mange flere allerede gjort det i år, så Gestuz skal nok sælge - men tilføje det danske modebillede meget gjorde de ikke.
Læs også:
Rützous gode skifte
Ingen over Anne Sofie Madsen
Hvem i alverden er Day Birger et Mikkelsen nu?
Bay og Bruuns Bazaar er et lykkeligt par
Stine Goya i en mellemfase