
Det var en fin kollektion. Der var renset ud i forhold til de mange faste modeller, der har præget de sidste par år. De små kjoler med skød var væk, de små jakker strammet op, og nye modeller som bukser med en vifteagtig flæse foran og ditto kjoler dukket op. ( Foto: Andreas Beck )
Stine Goya viste sin første kollektion, efter at hun var blevet mor. Den pegede frem – og i glimt for meget tilbage.
Af Sarah Skarum
Fredag 03. februar 2012
Det er morsomt at se, som mærker udvikler sig. Bare tænk på Bruuns Bazaar, hvor Susanne Rützou en gang var designer. Det er længe siden og især en del minimalisme siden.
Man kan følge med i, hvordan designere præger mærket, og det er morsomt. Men endnu mere interessant er det at se, hvordan den enkelte designer vokser. Som Malene Birger, hvis skilsmisse var ganske tydelig – og hvis glæde netop nu er lige så nem at spotte i kollektionerne.
Se flere billeder fra showet i galleriet til højre >>
Eller Stine Goya, hvor man f.eks. i sommerens kollektion, der blev vist ganske få dage, før hun fødte sit første barn, sagtens kunne fornemme stor glæde. Det er svært at sige præcist, hvad det er, der giver fornemmelsen. Men som man kan høre på en god vens stemme, om han eller hun er ked af det eller glad, kan man også ofte mærke en grundtone.
Hos Stine Goya, der torsdag aften viste show på Rådhuset – og endnu en gang kandiderede til prisen som ugens mest håbløse seatingsystem med langsommelighed, forsinkelser og kaos til følge – var fornemmelsen især glæde. Og en anelse fravær. Hvilket taget i betragtning af, hvor sød en dreng, der sad på sin mormors skød på første række er helt forståeligt.
Følg også modestoffet på Facebook
For det var en fin kollektion. Der var renset ud i forhold til de mange faste modeller, der har præget de sidste par år, de små kjoler med skød var væk, de små jakker strammet op, og nye modeller som bukser med en vifteagtig flæse foran og ditto kjoler dukket op. Men det var også en kollektion, hvor gamle venner som suitet med bløde bukser og en taljeret jakke med en flæsende kant dukkede op. Og hvor print i klassiske glade Stine Goya-farver – her som tern i bløde pasteller – kom på banen.
Til gengæld var der en frakke med gode lynlåsedetaljer, der havde en anden hårdhed end normalt og slangen, det lede bæst, der var kollektionens hovedmotiv har en anden dobbeltydighed og grimhed end f.eks. ballonerne, som tidligere har været motiv. Det hele er ikke så sødt mere, lidt mere alvorligt. Som livet også bliver.
Læs også:
Den dag Karen blev blød
Rützous gode skifte
Bay og Bruuns Bazaar er et lykkeligt par
Baum und Pherdgarten - feminint og sporty