
Stig Pedersen, der vil gøre alt for et originalt sæt tøj. Og det samme vil mange af hans kolleger i rockens, poppens og hiphoppens verden. Men hvorfor er det sådan? Og hvor tæt er båndet mellem musikerne og den milliardtunge modebranche egentlig? ( Foto: Søren Bidstrup )
Det er ikke kun Stig Pedersen fra D-A-D som spiller efter alternative tøjregler. Det samme gør David Bowie, Lady Gaga, Elton John og forbløffende mange af hans andre kolleger.
Af Jeppe Krogsgaard Christensen
Tirsdag 26. januar 2010
Stig Pedersen tager imod i støvler med høje hæle, i stramme jeans med 30 centimeters opsmøgninger, i en højhalset sweater i noget, der ligner cashmere – og med en strittende stor pelshue over de glattede krøller.
Stig Pedersen og Aura viser tøjet frem i galleriet til højre
Han ligner mest af alt et opsigtsvækkende sammenstød mellem en karakter fra en fransk nybølge-film og en kosak på afveje. Men hvor det ville være sært, hvis en ganske almindelig mand eller kvinde trak i sådan et sæt, så stiller sagerne sig anderledes, når man som han er bassist i Danmarks største rockband, D-A-D.
Læs om musikere og bands som har påvirket modebilledet i galleriet til højre
Og det er ikke kun Stig Pedersen, som spiller efter alternative tøjregler. Det samme gør David Bowie, Lady Gaga, Elton John og forbløffende mange af hans andre kolleger nemlig. Og de skiller sig ikke kun ud fra menigmand, men også fra de øvrige kunstnergrupper.
For hvor det ikke er let at spotte en forfatter eller en kunstmaler i gademylderet, så er musikere noget lettere at få øje på med deres ofte originale og indimellem flamboyante tøj, der da også synes at tiltrække mere opmærksomhed fra modeindustrien end nogen anden kunstnergruppe.
Men hvorfor går kunstnere inden for rock, pop og hiphop tit anderledes klædt? Og findes der en særlig alliance mellem populærmusikkens udøvere og den milliardtunge modebranche?
Det sidste kan Mads Nørgaard svare på. Han er – udover at være stærkt interesseret i musik - en internationalt anerkendt modetøjsdesigner, ejer af modehuset Mads Nørgaard Copenhagen og medlem af Designrådets bestyrelse.
»Mode handler jo per definition om Det Nye,« begynder han. »Og her er musikerne en af de kulturelle grupperinger, som det er allervigtigst at holde øje med. De udgør nemlig en helt usædvanlig fintfølende sensor, som hele tiden registrerer kulturen og tidsånden og samtidig peger på, hvad der kommer til at ske lidt ude i fremtiden – ikke mindst når det gælder tøj.«
Når det netop er musikerne, som klæder sig på alternative og opsigtsvækkende måder, hænger det ifølge Mads Nørgaard sammen med den situation, musikerne udfolder deres kunst i.
»Deres arbejde foregår jo i høj grad på scenen foran et publikum, og derfor er der simpelthen en visuel nødvendighed forbundet med jobbet, hvor de konstant bliver set, vejet og vurderet. Og så vil jeg desuden påstå, at rigtig mange musikere har et særligt ekhibisionistisk gen, som gør, at de ganske enkelt trives med at blive set – og med at skille sig ud fra alle andre.«
Mads Nørgaard forklarer også, hvordan samspillet mellem disse faktorer har gjort flere musikere til regulære ikoner. Ikke bare i musikverdenen, men også som modehistorien.
»Musikernes rolle i modens historie er svær at overvurdere. Tag bare Jim Morrison, der sang sexet og vildt og underbyggede det hele med sin bare overkrop og stramme lavtaljede læderbukser, som blev en del af tidens modebillede og siden har gjort ham til et referencepunkt i modeverdenen. Eller tænk på Janis Joplin, der klædte sig i det her store, løstsiddende hippie-tøj, som lå i forlængelse af hendes musik og ramte lige ned i den tid, hun sang i.
Læs også:
Modediktatoren fælder sin dom
Madonnas yndlings tvillinger
Amerikansk mode går Lady Gaga
Og et mindre åbenlyst, men for mig at se vigtigt modeikon er Michael Stipe fra R.E.M., som kom frem med et på én gang bøsset og maskulint look, der udtrykte noget, som senere blev stort i modebilledet. Og når vi i dag ser sådan en lidt rodet herremode, så er den helt klart inspireret af den amerikanske indie-rockscene, hvor bands som Grizzly Bear og Animal Collective har set sådan ud et stykke tid.«
Johannes Andersen er lektor på Aalborg Universitet med modernitet og identitet som et af sine forskningsområder, og han mener, at musikernes tendens til at klæde sig anderledes hænger sammen med deres opfattelse af sig selv som kunstnere.
»Kunst er forbundet med originalitet. Med noget enestående, som kan åbne øjnene eller ørerne hos et publikum, og som andre ikke umiddelbart kan kopiere. Og en åbenlys demonstration af denne originalitet er ofte noget, kunstnere kaster sig ud i, og gør det formodentlig, fordi det styrker deres selvforståelse og identitet,« forklarer han og uddyber:
»Beatles havde Beatles-jakker og Beatles-støvler. Og sådan er det gået siden. Man skal finde en original påklædning, for ellers markerer man ikke den basale originalitet – og da modeproduktionen i dag gør, at det, der er ekstremt og på kanten den ene sæson, bliver masseproduceret af H&M den næste, ja, så skal man virkelig være på dupperne for at finde et ståsted, der kan fastholdes ret længe. Man skal forsvare sin position som kunstner, man skal markere sig i den brede strøm af almindeligheder og man skal udvikle sin identitet. Derfor denne jagt på outrerede udtryk.«
For lektoren er Stig Pedersen fra D-A-D et sigende eksempel på en musiker, som skiller sig ud i jagten på originalitet. Og det er så den jagt, der kommer mode ud af.
Men mode interesserer ikke Stig Pedersen, der dog er helt enig i, at det drejer sig om at skille sig ud og skilte med sin særegenhed. Og det har han gjort lige så længe, han har spillet musik.
»Jeg kan huske, at jeg, da jeg var 13, tog min mors Paisley-kjole og klippede den over, så jeg kun havde toppen, som jeg så tog på sammen med benene fra et par skinnende skibukser og et par shorts «, siger han gennem et grin og fortæller om, hvordan han i samme forbindelse »skar hælen af et par støvler, så det blev sådan nogle kalif-agtige tøfler og også lige barberede øjenbrynene af og malede nye på.«
Næste side: Auras særegne tøj har også en funktion