
Især herrekollektionen var vellykket. Gode jakkesæt – sjovt stylet med flere jakker ovenpå hinanden – god strik, smukke jakker og pæne stramme bukser afløste hinanden. Det er voksne mænd af slagsen, der kan bestille dry martini uden fnisende at sige ’shaken not stirred’, ikke tøj til drenge. Men mænd, der stadig godt vil gøre indtryk på kvinder – og andre mænd. ( Foto: Andreas Beck )
Virkeligt pænt herretøj og store armbevægelser. Sand er tilbage på modeugeskemaet.
Af Sarah Skarum
Lørdag 04. februar 2012
Sand har altid haft store armbevægelser. Som da de holdt show på Nationalmuseet og havde fløjet Jerry Hall ind som model (som så i øvrigt nægtede at få lagt makeup og derfor ikke helt lignede de andre modeller).
Eller da de holdt show på Amerikakaj med topmodellen Esther Canadas. Eller fik fotografen Helmut Newton til at skyde kampagne. Eller modellen Nadia Auermann til at være kampagnepige. Store armbevægelser, format.
Se flere billeder fra showet i galleriet til højre >>
Så når Sand efter en årelang pause er tilbage i showkalenderen, er det selvfølgelig med et show, der hedder intet mindre end A New Beginning. Og det er fredag aften på Rådhuset med hære af seatere, der har styr på alle pladser. Det er flokke af unge mænd med champagneflasker og glas på bakker. Det er stor bagvæg med sort hvid film, som hæves op, før en model i rød frakke marcherer ud på podiet. Efterfulgt af flere, der viste både herre- og damekollektionen, og især den sidste var stærk.
Stærke farver
Farverne var gul, grøn, blå, orange og pink, de to brugt sammen, sort, guld og grå. Til hende: Korte kjoler til knæet med trekvartærmer, 1960’er inspirerede jakker, en lang frakkekjole, ganske 1980’eragtig, smalle bukser og korte jakker. Pænt, nydeligt og velfungerende, men ikke noget, der som opfindelsen af den dybe tallerken vil gå over i historien.
Følg også modestoffet på Facebook
Og nej, det er ikke Sands mission at revolutionere, det er at forfine det klassiske udtryk og give det en fornemmelse af nutid.
Det lykkedes især i herrekollektionen, hvor gode jakkesæt – sjovt stylet med flere jakker ovenpå hinanden – god strik, smukke jakker og pæne stramme bukser afløste hinanden. Det er voksne mænd af slagsen, der kan bestille dry martini uden fnisende at sige ’shaken not stirred’, ikke tøj til drenge. Men mænd, der stadig godt vil gøre indtryk på kvinder – og andre mænd.
På stolerækkerne lød rygtet, at støvlerne, som modellerne bar, ikke kommer til salg, men var lavet til showet. Det er virkeligt ærgerligt, for de var meget, meget pæne og gav en god fornemmelse af ridefoged/uniforms look, meget klædelige, både til mænd og kvinder.