
Også danskere som Malene Birger, har i sin ret omfangsrige accessorykollektion flere bud, fra flade med broderi til høje med lynlås foran, der emmer af sex. By Malene Birger, 4.499 kr.
Sæsonens støvler skal være høje, så høje, at de går over knæet. Og jo, det var den slags Julia Roberts havde på i »Pretty Woman«, men lad være med at genskabe hendes look – kombinér i stedet med lidt let tilknappethed.
Af Sarah Skarum
Onsdag 16. december 2009
Kan man ikke andet, kan man altid have det sjovt, og har man ingen penge, er der altid en gratis fornøjelse, der, som gode Groucho Marx ville sige, er kommet for at blive. Netop derfor kan det ikke undre, at der i krisetider som disse kommer mere og mere sex tilbage i moden.
Læs også:
Stiletter - kun fantasien sætter grænser
Skræddersyede vinterfrakker vender tilbage
Ikke på 1990er Tom Ford-måden, hvor man var så nedringet, at man kunne se både de smukke og de knap så smukke navler, men med elementer, der lugter lidt af lir. Som blondebodyen, pigerne i byen hoppede på – og som de høje støvler, der går op over knæet og som ikke er til at komme udenom dette efterår.
Ønsk dig dem i julegave og lad dem opgradere en lidt kriseramt garderobe uden alt for mange nyindkøb – en højhalset sweater bliver aldrig helt det samme – eller køb dem selv og brug dem til sæsonens sidste julefrokoster.
Det er dybest set bare et par høje støvler, et par ridestøvler, der er gået amok og kravlet over knæet, de har aldrig været helt væk, og slet ikke i den del af filmbranchen, hvor man er til lak og læder, og hvor trutmund og et inviterende blik er vigtigere end skuespillertalent, men i denne sæson er de her og der og alle vegne, fra de dyre mærker som Prada, der lavede flade udgaver, Louis Vuitton, der lavede høje og guldskinnende og til billige highstreetmærker som Topshop og Gardenia, der bare lavede store mængder og mange former.
Men de dukkede faktisk op for en sæson siden, da Givenchy sendte et par i sort på catwalken, tilsat hvid skjorte og sommerhår – og det look inspirerede mange designere til at lave egne bud.
Også danskere som Malene Birger, har i sin ret omfangsrige accessorykollektion flere bud, fra flade med broderi til høje med lynlås foran, der emmer af sex, Cecilie Toklum laver en mere underspillet og stram version, og mærket som Friis & Co, der som altid er kraftigt inspireret af catwalktendenser, leverer til priser, hvor alle kan være med.
Det kan være et ganske fint look med over knee-støvlerne, men det kræver to ting: Mådehold og selvindsigt. Støvlerne giver så lynstraks minder om »Pretty Woman«, bare ved deres tilstedeværelse på dine ben, så de skal IKKE kombineres med noget, der også signaler sexet eller vampet. Nej til netstrømper (og alt for tynde af slagsen), nej til blonder, nej til nedringede kjoler, nej til høje slidser, nej til bare skuldre og nej til lange røde negle.
Ja tak til grovere materialer, ja til dydige kjoler, ja til pigede (modsat vampede) kjoler og ja til tilknappethed. Balance siger vi bare. Og så selvindsigten – kig dig selv i spejlet og se, hvad der er, ikke hvad du drømmer om (eller lav den frygtelige, men effektive øvelse og få nogen til at fotografere dig forfra og bagfra iført støvlerne. Man kan blive RYSTET over synet).
Har man korte tykke ben, ligner man mere en snørret rullesteg end en laber larve. Og så husk at finde et par, du kan gå i, intet er så usexet som en kvinde, der forsøger at krabbe sig gennem verden på høje hæle, der vakler under hende. Selv i krisetider.

Fra venstre mod højre: Friis & Co, 1.499 kr. By Malene Birger, 4.499 kr. Toklum, 4.300 kr.
Læs også:
Stiletter - kun fantasien sætter grænser
Skræddersyede vinterfrakker vender tilbage
Overknees støvler
Indsend kommentar