
Showet var klassisk Malene Birger. Ladylike tøj, der ikke er damet. Glamourøse detaljer som gyldne kæder og fine blonder, men også masser af tøj, der kan arbejdes i. ( Foto: Andreas Beck )
Ingen laver shows som Malene Birger. Hendes kollektion var mere sexet end tidligere, men aldrig vulgær.
Af Sarah Skarum
Lørdag 04. februar 2012
Fotografen var med til Malene Birger show for første gang.
Bagefter havde han en ting at sige:
”Der var styr på det. Det var virkeligt nice.”
Se flere billeder fra showet i galleriet til højre >>
Og det var der. Styr på det. Der er ingen som Malene Birger, der har styr på tingene. Den dame har overblik og overskud. I år til at lave en første række, hvor der for hver anden plads stod et lille bord med en lampe som på en natklub i New York i 1950’erne og en køler med champagne. Over rækkerne hang kæmpestore lysekroner. Både smukt og meget imponerende.
Det samme var showet, som viste klassisk Malene Birger. Ladylike tøj, der ikke er damet. Glamourøse detaljer som gyldne kæder og fine blonder, men også masser af tøj, der kan arbejdes i.
Følg også modestoffet på Facebook
Farverne var blå, grøn, gul, sort, en anelse leopard og lidt hvidt. Masser af blonde, både som kanter på toppede, der tittede ud for oven og for neden og brugt i store felter. Der var læder, som alle andre steder, både jakker og stramme nederdele.
Stramme skørter og løse overdele
Særligt en silhuet gik igen, det stramme pencilskirt og den løse overdel. Men som altid var der hos Malene Birger den gode jakke til arbejde, velfungerende skjorter, cocktailkjoler, den løse silkekjole – også i leopard. Et sæt med en smal næsten 1970’er agtig skjorte og et par slacks i gul fungerede godt, ligesom åbningskjolen i sort med blondepartier i siden var virkelig fin.
Det var en mere sexet kollektion end tidligere. En kollektion til kvinder, der føler sig godt tilpas i deres krop, strammere og mindre damet, hvilket klædte den godt. Jo, det er en kollektion, der vil meget, fra blød vamset strik til lædernederdel.
Men der var virkeligt mange smukke styles, og allermest fornemmelsen af, at det hele hører til i Malene Birgers univers, der som altid er glamourøst og stadig praktisk.
Faktisk bare: Nice!
Læs også:
Ingen over Anne Sofie Madsen
Hvem i alverden er Day Birger et Mikkelsen nu?
Bay og Bruuns Bazaar er et lykkeligt par
Stine Goya i en mellemfase